David Trads: Vi bør takke vores humanister, ikke skælde dem ud

KOMMENTAR: Hvad i alverden skal vi med folk, der studerer tysk, lingvistik, fransk, antropologi, rumænsk eller filosofi, og som læser andre bøger end krimier? Vi skal takke dem, skriver David Trads.

Tak skæbne, hvor er politikerne igen ude efter de "dovne akademikere" i "ævlefagene", som åbenbart hellere burde sidde bag kassen i Netto end spilde deres og vores tid og penge på at tænke på "bæredygtigt kulturarvs-management" og den slags.

Intet er nemmere end at baske på en ledig akademiker – "luddoven", som en politiker sagde – for, hvad i alverden skal vi egentlig med folk, der studerer tysk, lingvistik, fransk, antropologi, rumænsk eller filosofi, og som (gisp!) læser bøger, som ikke er en krimi?

Vi skal takke dem! Glæde os over, at der findes folk, som kommer helt i dybden med at forstå det samfund, vi lever i; akademikere, der beriger vores perspektiv ved at anskue verden fra en anden, ja, en blødere side, end den, vi er vant til; tænkere, som ikke sætter alt i et regneark.

Som Fareed Zakaria, en af klodens mest spændende udenrigspolitiske analytikere, uddannet i humaniora på Yale University, skriver i ’In Defence of a Liberal Education’, så er tilgangen til livet for simpel, hvis vi kun anerkender de uddannelser, der er gearet til bestemte job:

”Alle taler om videregående uddannelser, der reelt er glorificerede faguddannelser (…) Politikere, forretningsfolk og endda mange undervisere ser det som den eneste vej til at forblive konkurrencedygtige. De opfordrer studerende til at holde op med at drømme og i stedet tænke på, hvordan de pragmatisk kan få et arbejde. Et bredt ønske om åbent at opsøge viden ses som en blind vej.”

De amerikanske, britiske og danske universiteter går alle den samme vej – hele tiden flere ressourcer og flere studerende til læger, ingeniører, business, jura, økonomi og den slags; hele tiden færre penge og færre studerende til de humanistiske uddannelser.

Logikken er den samme, som den vi i disse dage – igen igen – ser politikere hælde ud over akademikere her i landet: Har verden virkelig desperat brug for flere antropologer? Har kloden vitterlig akut behov for flere lingvistikere? Nej, vel, udbryder politikerne indforstået.

Ingen ønsker – heller ikke mig – at alle unge vælger at læse litteraturkundskab. Men, som Nicholas Kristof, en anden af verdens dygtigste intellektuelle, selv uddannet i sprog, i dag forfatter og skribent på New York Times, konstaterer, så skal nogen jo udfordre vores vaner:

”Vi skal bruge musikere til at vække vores sjæle; forfattere til at lede os ind i fiktionens verden; og filosoffer til at træne vores tanker og engagere os i verden (…) Skeptikere ser måske filosofi som det mest irrelevante og selvoptagede i humaniora, men nej.”

Måden at forstå verden på, konstaterer Kristof, er skabt af filosoffer, der bruger umådeligt meget tid på at læse og forstå, hvem vi er. Isaiah Berlin, den russisk-fødte filosofiprofessor på Oxford University og en af det 20. århundredes store tænkere, var en af de skarpeste:

Vi leder altid efter "Det Sande Svar", konstaterede Berlin, men i en verden, der er kompleks og mudret med forskellige normer og værdier, er der ingen simpel målestok for, hvad der er rigtigt og forkert. Det spændende er, at der er en pluralitet af værdier, en mangfoldighed.

Berlin insisterede på, at vi må anerkende tvivl og usikkerhed, når vi lever vores liv og træffer beslutninger – for sådan er verden. Der er aldrig – i hvert fald kun sjældent – noget, der enten er helt rigtigt eller helt forkert. Der er faktisk ikke ret meget, der bør sættes i et regneark, konstaterer Kristof:

”Vores verden beriges, når programmører og markedsføringsguruer imponerer os med smartphones og tablet, men for sig selv og uden indhold er de bare en flad plade. Det er musikken, teksterne, underholdningen og provokationen, som de giver adgang til, skabt af humanisterne, som gør dem levende – og som gør os levende.”

I et samfund, hvor vi hele tiden tryner de humanistiske professioner, bliver vi fattigere, mindre udfordrede og i længden også kedeligere. Enhver, der giver sig tid til at læse en god roman, kender glæden ved, at man undervejs har fået indblik i en verden, man ikke kendte til bunds – på en anderledes måde end ved at følge nyhedsstrømmen:

Der er for eksempel intet, der har vaccineret mig mere mod totalitarisme end George Orwells ’Kammerat Napoleon'; intet, som har givet mig større forståelse for Afrikas problemer end Chinua Achebes ’Alt falder fra hinanden’; intet, der har givet mig bedre forståelse for den hvide amerikanske underklasses virkelighed end J.D. Vances ’Hillbilly Elegy’.

Og, hvem var det mon, der introducerede mig til de bøger? Tre humanister – en engelsklærer, en antropolog, en litterat. Sådan er det hele tiden. Verden er mangfoldig. Lad os for guds skyld huske at pleje det – og undlade at snævre vores perspektiv ind med billige point.

-----

David Trads (f. 1967) er journalist, skribent og debattør og tidligere folketingskandidat for Socialdemokratiet, forhenværende udviklingsdirektør, Metro International.

Forrige artikel Mattias Söderberg: Klimaloven skal spises en bid ad gangen Mattias Söderberg: Klimaloven skal spises en bid ad gangen Næste artikel Lisbeth Knudsen: Når højreekstremismen viser sit grimme fjæs Lisbeth Knudsen: Når højreekstremismen viser sit grimme fjæs
Medarbejdere politianmeldes for svindel i Forsvaret

Medarbejdere politianmeldes for svindel i Forsvaret

SVINDEL: Medarbejdere i Forsvarets Ejendomsstyrelse har i årevis ukontrolleret kunnet svindle med indkøb for flere hundrede millioner kroner, konkluderer Rigsrevisionen. Forsvarsministeren kalder sagen meget alvorlig og vil ikke udelukke advokatundersøgelse.