Radikale kommunikerer som aliens. Ingen forstår, hvad de prøver at sige

Men hvem er ikke med på fotoet? Jo, det er partiets ene tilbageværende parlamentsmedlem, Morten Helveg, ikke. Heller ikke den nok mest populære danske EU-politiker, Margrethe Vestager, var hevet frem i dagens anledning.

Med al respekt for både folketingsgruppe, ungdomsparti og organisatorisk formand, så har Time Magazine ikke talt nogen af dem med blandt de 100 mest indflydelsesrige mennesker i verden, og det virker mildest talt mystisk, at partiet netop sådan en dag ikke trækker på en af deres stærkeste profiler.

Lidegaards opslag af fotoet har en følgetekst om, at vi skal have 50 år mere i EU. Mig bekendt er der intet, der peger i retning af, Danmark skulle være på vej ud. Teksten lang, men ikke ret informerende.

Det virker mildest talt mystisk, at partiet netop sådan en dag ikke trækker på en af deres stærkeste profiler.

Morten Reimar

Den er knudret, kommer først alt for sent ind på, hvorfor Radikale er glade for EU, men bruger samtidigt af uvisse årsager fem linjer på at kritisere EU's mangler.

Hvorfor ikke lave en sværm af debatindlæg på denne dag, hvor de fremhæver EU's fortræffeligheder, og derigennem deres egne mærkesager: Klima, miljø, vækst, samarbejde.

Måske endda toppet med et større dobbeltinterview i et landsdækkende medie, hvor den politiske leder sammen med Vestager fortæller, hvorfor Radikale er så EU-begejstrede. De bruger energi på at råbe, de elsker EU, og det kan ikke komme som en overraskelse for ret mange. Måske de skulle sætte bare et par ord på hvorfor.

Og apropos manifestationer på Frederiksberg, gik partiet glip af en kæmpe mulighed bare få dage inden "Lad euforien blomstre"-aktionen omme bag centret. Der var nemlig markedsdag i trekanten Tullinsgade, Værnedamsvej og Sankt Thomas Plads, hvor enorme mængder mennesker gik gåsegang klædt på som næsten stødende karikaturer på Radikale kernevælgere.

Der var boder med italienske pølser, udsalg på franske arbejder-jakker, 3-for-2-tilbud på fairtradekaffe (hele bønner, naturligvis), men en bod med de lokale spidskandidater var der ikke.

Dét burde de måske have prioriteret. Risikoen er selvfølgelig, at nogen så dem.

Et andet eksempel: Partiet forsøger sig med et nyt greb på sociale medier, nemlig citat-grafikker. Det vil sige et billede, der i al sin enkelthed består af et stærkt citat, der slår en politikers mening om en given sag fast med syvtommersøm. Brugt rigtigt er det en mundret tekstbid, et par velvalgte ord, som fanger øjnene i gennemløb af feedet, og som er nemt at dele, like og kommentere sin enighed under.

Et kampråb. Eksempelvis "Ingen skal frygte at blive gammel i Danmark", eller "Vi skal støtte Ukraines frihedskamp", eller "Flere penge til de varme hænder." Altså, jo skarpere, jo bedre.

Så kan man altid uddybe i følgeteksten, hvis man er nervøs for, at modtagerne ikke ved, hvilken højaktuel sag det handler om.

I Radikales udgave handlede det om, at Reformkommissionen angiveligt vil afskaffe 10. klasse på efterskoler. En klar vindersag for netop det parti. Men deres citatgrafik hed:

"Efterskolerne er dansk arvesølv. Det er mig rent ud sagt ubegribeligt, hvis Reformkommissionen i ramme alvor vil afskaffe 10. klasse og dermed de facto også de fleste af efterskolerne – Martin Lidegaard."

Tung af fyldord, en bisætning og en unødvendig præcisering. En klodset tekst, for at sige det kort. Den kunne have været meget skarpere. "Bevar efterskolerne", for nu at gribe i den blå luft. Det behøver ikke være mere indviklet.

Går man lidt længere tilbage i tiden, kan nogle måske huske, da den daværende radikale leder sad bag kassen i Rema 1000 på Lolland midt under valgkampen. Efter at have undersøgt sagen, viser det sig, det handlede om, at netop den Rema 1000 var udvalgt, fordi den lå det sted i Danmark, hvor valgdeltagelsen er lavest, men det åbner kun op for flere spørgsmål.

Hvad er det, de vil fortælle os? Hvorfor er disse korncirkler den bedste måde at kommunikere?

En anden lighed mellem Radikale Venstre og aliens er, at ingen af dem får noget ud af vælgerflugten fra SVM-regeringen.

En anden lighed mellem De Radikale og aliens er, at ingen af dem får noget ud af vælgerflugten fra SVM-regeringen.  

Siden folketingsvalget i november har Socialdemokratiet tabt 5,8 procent, Venstre 3 procent og Moderaterne 3,1 procent. Alt i alt 11,9 fuldfede procentpoint, der er up for grabs. 11,9 procentpoint skuffede vælgere i umiddelbar nærhed af midten. Men Radikale har kun samlet 0,8 procent op.

Det er der naturligvis flere årsager til. En af dem er, at yderfløjene i særligt Socialdemokratiet og Venstres tilfælde ikke har været begejstrede for midtersamarbejdet, og derfor ikke har kunne se den fede fidus i Radikale og er søgt længere ud. Men Moderaternes skuffede vælgere burde være oplagte at forsøge at lokke tilbage til Radikale, hvor mange af dem kom fra.

Og den vigtigste årsag til, at Radikale ikke har hevet flere til, er, at Radikale ikke sælger deres varer. Politik er et nulsumsspil, hvor det ene partis ulykke er det andets gevinst, og lige nu er der store vælgervandringer i gang. Så når Radikale ikke kan lokke flere til, er det simpelthen deres egen skyld.

Der er utvivlsomt basis for at ligge markant højere i målingerne, og når det ikke er tilfældet, er det, fordi de ikke har åbnet munden og forklaret vælgerne, hvorfor de skal stemme på dem.

Radikale bør skifte kurs i rumskibet. Komme ned på jorden og fortælle, hvad det er, de kommer med.