Der kommer ikke folketingsvalg til efteråret

Spekulationerne om folketingsvalg til efteråret er stigende. Taler man med kilder i regeringen, er der dog ikke mange, der tror på den. Det ligner ikke statsministeren at gå efter den hurtige gevinst, lyder vurderingen, og så er Socialdemokratiet – ikke mindst – slet ikke politisk færdige.

Placeholder image
Mette Frederiksen kommer med al sandsynlighed ikke til at udskrive valg til efteråret. Der er til gengæld meget, der tyder på en større regeringsrokade i starten af 2022, skriver Benny Damsgaard. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Inden for især aktiehandel bruger man ofte udtrykket ”tage gevinsten hjem”. Man sælger sine aktier, selvom de måske kan stige yderligere, for at sikre sig den gevinst, man allerede har fået på kursen. Man gør det sikre. Tager de ekstra penge man har i lommen, mens man kan.

På nuværende tidspunkt er der især mange borgerlige, der spekulerer i, om statsministeren benytter kommunalvalget i efteråret til et hurtigt folketingsvalg, så hun kan tage den betydelige gevinst hjem (i nogle målinger op mod syv procentpoint), som Socialdemokratiet står til i målingerne, og inden regeringsansvaret for alvor begynder at slide.

Tage gevinsten hjem inden granskningskommissionen begynder at undersøge minksagen. Inden de potentielt negative økonomiske effekter af corona-krisen begynder at begrænse muligheden for velfærdsforbedringer. Og inden det relativt langsomme tempo på den grønne omstilling og ikke mindst de hårde udlændingebeslutninger får slidt for meget på forholdet til støttepartierne.

Det er opfattelsen i Socialdemokratiet, at man slet ikke er færdige med de politiske ændringer af samfundet, som man har planlagt. Langt fra.

Benny Damsgaard

Politisk er der allerede blevet leveret på mange af de store ting i forståelsespapiret: Både Arne-pension og minimumsnormeringerne på børneområdet. Og inden kommunalvalget vil man både have landet infrastrukturplan og måske endda også en ekspansiv finanslov.

Alt i alt virker det på papiret som om, at der er mange gode argumenter for et hurtigt efterårsvalg. Og der er da også mange socialdemokratiske folketingskandidater, som i denne tid krydser fingre for et hurtigt valg.

Efter at have talt med en lang række centrale kilder i Socialdemokratiet og regeringen er det dog mit bud, at regeringen vil gøre, hvad den kan, for at køre perioden færdig. Sandsynligvis med en større rokade i starten af 2022, som sætter holdet frem mod valget i 2023.

Der er to argumenter, som går igen hos kilderne i både regeringen og i partiet:

For det første vil det være meget langt fra statsministerens normale grundige, forberedte stil at tage et hurtigt valg, fordi målingerne og folkestemningen peger på en mulighed for gevinst. Mette Frederiksen er en politiker, som planlægger og eksekverer, planlægger og eksekverer. Hun er ikke Lars Løkke Rasmussen, der kørte på instinkt, humør og fingerspidsfornemmelser. Statsministeren lægger langstrakte planer og holder fast i dem, også når det bliver svært.

Tag Socialdemokraternes optakt til 2019-valget: Gennem detaljerede analyser kortlagde man, hvad der skulle til for at få gamle socialdemokratiske vælgere, som havde stemt DF i 2015, tilbage. Justerede politikken på blandt andet udlændingeområdet for at komme i takt med vælgerne og holdt fast, også da det blev svært. Endelig målte man løbende på, om man rykkede sig i bevidstheden hos de vælgere, man gerne ville nå. Intet var overladt til tilfældighederne. Planlægning og eksekvering.

For det andet, og det er det væsentlige, så er det opfattelsen i Socialdemokratiet, at man slet ikke er færdige med de politiske ændringer af samfundet, som man har planlagt. Langt fra.

Man skal huske på, siger kilderne, at forståelsespapiret ikke er et regeringsgrundlag. Det er en oversigt over de indrømmelser, Socialdemokratiet var nødt til at give det parlamentariske grundlag, for at få dem til at støtte, at de kunne danne regering. Og selvom forståelsespapiret er ved at være udtømt, så er det på ingen måde det samme som, at man i regeringen mener, at det socialdemokratiske projekt for regeringsperioden er ved at være udtømt.

Tværtimod er der en opfattelse af, at man er ca. et år inde i den fireårs-plan, som man går efter. En plan, som skal sikre grundlæggende ”strukturelle forandringer i samfundet”, som statsministeren og hendes nu tidligere stabschef Martin Rossen ofte har formuleret det.

Det er forandringer, som skal sikre, at de lavest uddannede bliver løftet uddannelses- og sundhedsmæssigt, at den stigende forskel mellem land og by bliver vendt og at uligheden bliver målbart mindre. Klassiske socialdemokratiske mærkesager, som skal sikre, at Socialdemokratiet igen bliver partiet for de mange helt almindelige danskere i produktions-Danmark.

Det arbejde er man langt fra færdig med. Og hvis man tager valget nu, risikerer man, at man ikke får muligheden for det. For det kan jo godt være, at man bevarer flertallet, men bliver man i stand til at holde fast i, at man kun skal være en ét-parti-regering?

Frem mod kommunalvalget er der planlagt en stribe forlig og udspil som skal sikre et fornuftigt valg og samtidigt lægge fundamentet for det videre arbejde i perioden.

Inden sommerferien skal infrastrukturplanen gerne lande i et bredt forlig med masser af motorveje i Jylland og på Vestsjælland. Til august venter finansloven, som skal sparke gang i væksten ovenpå coronaen, og senere på efteråret venter, som sidste skud i kommunalvalgsraketten, et ”land og by”-udspil fra den nye indenrigsminister Kaare Dybvad.

Hvor et valg i år er usandsynligt, er der til gengæld meget der tyder på en større regeringsrokade i starten af 2022. Flere af regeringens ministre er slidte ovenpå corona-krisen og regeringen står især med et problem på Asiatisk Plads, som man er nødt til at få løst i god tid før et valg.

Selvom der står bred respekt om Jeppe Kofods viden og indsigt i sit område, og han effektivt formåede, i hvert fald midlertidigt, at lukke problemet omkring de danske børn i Syrien med en taskforce, så er han regeringens svage led. Ikke mindst, fordi han er i overhængende fare for ikke at blive valgt. Kofod er i dag opstillet i Københavns storkreds og selv med en socialdemokratisk fremgang er det langt fra sikkert, at han bliver valgt. Særligt ikke efter Ida Auken er blevet opstillet i samme storkreds.

Det vil derfor være sikrest, lyder vurderingen, at sende Kofod ud i verden på en eller anden form for politisk udpeget ambassadørpost og så flytte Wammen ud på Asiatisk Plads, hvor det oprindeligt var planen, at han skulle have været.

Ny finansminister kunne godt blive skatteminister Morten Bødskov, der allerede har været afløser-finansminister, da Wammen var på fædreorlov, og kender området indgående. Dermed er der åbnet for en større rokade i toppen af regeringen, som potentielt kan blive ganske omfattende.

Men hvad så med Lars Løkke Rasmussens nye parti? Er man ikke i regeringen nervøse for, at han trækker stemmer over midten, som kan få flertallet til at fordufte?

Ikke specielt! Løkkes parti er ikke noget man taler meget om i regeringen, og man ser det først og fremmest som intern borgerlig kannibalisering. Man har meget svært ved at se, at Løkkes kommende parti, med de profiler og politik det har nu, skulle kunne trække ret mange stemmer over midten.

Tværtimod blev man bekræftet i, at Løkkes parti bliver et internt borgerligt projekt, da Løkke i sidste uge præsenterede sin nye sekretariatschef, den tidligere Venstremand, Jacob Engel-Schmidt.

Havde Løkke fået overtalt en prominent radikal til at hoppe ombord, kunne det have givet partiet en mulighed for at hente stemmer over midten. Nu er partiet bare endnu en understregning af den totale nedsmeltning som præger oppositionen – i hvert fald hvis man spørger regeringen.


Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser