Portræt af en presset udenrigsminister: ”Han er det sårede dyr på savannen”

BRUXELLES: Det var bogstavelig talt i døgnets 11. time, at Jeppe Sebastian Kofod fik opfyldt sin politiske livsdrøm. Klokken var ifølge ham selv omkring 23 om aftenen onsdag 26. juni 2019, da kommende statsminister Mette Frederiksen ringede EU-parlamentarikeren op i Bruxelles for at spørge, om han ville være Danmarks nye udenrigsminister.

Overraskelsen var så stor – også for Kofod selv – at han fik meget travlt for at nå til København i tide til at være med hos dronningen og ved præsentationen af den nye socialdemokratiske regering på Amalienborg Slotsplads næste formiddag.

Det er tydeligt, at han er kommet langt ned i ministerhierarkiet. Han er ikke en, man satser på at alliere sig med som kollega, for han er den næste, der ryger.

Martin Marcussen
Professor, Københavns Universitet

”Jeg måtte køre i bil til Düsseldorf kl. 6 om morgenen og så flyve derfra,” fortalte han til B.T. dagen efter i forbindelse med overdragelsen af Udenrigsministeriet.

Han havde ikke sovet meget, men var lykkelig. Der var tale om et kolossalt politisk comeback for den bornholmske politiker.

Udnævnelsen kom som et lyn fra en klar junihimmel for hele den række af eksperter og kilder i embedsværket, det diplomatiske miljø, på Christiansborg og i Europa-Parlamentet, som Altinget har talt med for at lave dette portræt.

I dag snart to år senere, hvor en presset og belejret Jeppe Kofod igen er i skudlinjen – denne gang anklaget for at have tilbageholdt oplysninger i sagen om de danske børn i Syrien – spørger mange af kilderne sig selv, om det var en fejl af Mette Frederiksen at gøre ham til udenrigsminister. Og om han holder meget længere.

For der er et væld af spekulationer om, hvorvidt Kofods dage i Udenrigsministeriet er talte. Det handler ikke bare om det samråd på fredag, som Enhedslisten har indkaldt ham og forsvarsminister Trine Bramsen (S) til for at forklare sig i Syriensagen, og som ledende partimedlemmer kalder "afgørende" for, om partiet fortsat kan have tillid til ham.

Rygterne svirrer nu også om, hvorvidt statsministeren under alle omstændigheder overvejer en rokade, der kunne hente hendes oprindelige valg som udenrigsminister, Nicolai Wammen, til Asiatisk Plads i stedet.

”Kofod virkede som Plan B fra starten. Og det hænger ved ham,” siger en diplomatisk kilde.

Langt ned i hierarkiet
På Københavns Universitet siger professor Martin Marcussen, der forsker i dansk diplomati og dets udenrigsministre, at Kofod nærmest ingen støtte har i regeringen, hvilket er særligt tydeligt i den betændte sag om børnene i Syrien.

”Justitsminister Nick Hækkerup og forsvarsminister Trine Bramsen tørrer ting af på ham. Når man er kommet derned, så er det en negativ spiral, der går i gang,” siger Marcussen:

”Det er tydeligt, at han er kommet langt ned i ministerhierarkiet. Han er ikke en, man satser på at alliere sig med som kollega, for han er den næste, der ryger.”

Man skal ellers lede længe for at finde nogen, selv blandt hans politiske modstandere, der finder Jeppe Kofod usympatisk eller fagligt inkompetent. ”En utrolig flink fyr,” lyder den beskrivelse, der går igen – fulgt af andre relativt jordbundne superlativer som ”loyal”, ”stabil”, ”arbejdsom”, ”vidende” og ”velmenende”.

Også internt i Udenrigsministeriet og ude i EU-institutionerne står der respekt om Kofods erfaring og viden, ikke mindst når det gælder den tidligere europaparlamentarikers kendskab til europæisk politik.

”Han er langt mere fagligt kompetent end forgængeren Anders Samuelsen. Men der skal måske heller ikke så meget til,” siger en kilde i Bruxelles, der ikke er en dansk diplomat, men som kender situationen i Danmark godt.

Flink mand snakker sort
Der går dog ikke lang tid i en samtale om Jeppe Kofod, før frustrationen bobler over – både blandt embedsmænd og blandt politiske kilder. Det handler til dels om en 13 år gammel sexskandale, som bare ikke vil gå væk, men også om mange andre og mere nutidige problemer.

For eksempel manglen på klar og markant kommunikation.

”Han snakker sort. Han kan tale i timevis uden at sige noget. Det har skabt udbredt utilfredshed med ham internt i regeringen. Mette Frederiksen bliver også irriteret på ham,” siger en socialdemokratisk kilde.

Vi ved ikke, hvad han vil. Normalt vil en udenrigsminister være stærk. Men ham her bliver hundset rundt af de andre ministre.

Anonym kilde
Dansk ambassade i udlandet

Det samme problem eksisterer udadtil. Derfor er store dele af den danske udenrigs- og europapolitik for tiden omgærdet af mystik for omverdenen, siger professor Martin Marcussen.

”Jeg har talt med flere ambassadører, der siger, at de simpelthen ikke forstår, hvad han siger. De kan sidde og have en samtale med ham, og bagefter ved de ikke, hvad de skal rapportere hjem. Så han har et problem med at få sit budskab ud,” siger han.

Der er også en voksende mistillid til Jeppe Kofods politiske styrke og gennemslagskraft, når man taler med danske diplomater.

”Vi ved ikke, hvad han vil. Normalt vil en udenrigsminister være stærk. Men ham her bliver hundset rundt af de andre ministre,” siger en kilde på en af Danmarks ambassader.

En diplomat i en anden udenlandsk hovedstad tilføjer:

”Han er svag i regeringen, og det er et problem i Udenrigsministeriet. Han kan ikke slå i bordet og sige, at han vil have noget. Han ligner et såret dyr, der ligger og venter på at blive skudt.”

Som en kugle på en fodlænke
Fornemmelsen af at være det yderste dyr i flokken må være ubehageligt bekendt for udenrigsministeren.

Selv om det efterhånden er længe siden, så er skandalen om Jeppe Kofods seksuelle samkvem med en 15-årig pige fra Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) tilbage i 2008 slet ikke glemt endnu. Noget tyder på, at den aldrig bliver det.

I den brede befolkning slæber han sin gamle sexsag med sig rundt som en kugle på en fodlænke, forklarer professor Martin Marcussen. Samme vurdering lyder fra en række andre kilder, Altinget taler med.

Skandalen satte i sin tid en kraftig bremse på det, der indtil da ellers havde været 10 års uafbrudt kometkarriere for den dengang 34-årige socialdemokratiske udenrigsordfører.

Med skyhøje stemmetal hjemme i det bornholmske bagland ved det ene valg efter det andet var den drengede, dygtige og charmerende Kofod blevet set som en stjerne og som tydeligt ministermateriale. Den status forsvandt med et slag, da han i forbindelse med et foredrag og en efterfølgende fest for unge socialdemokrater på Esbjerg Højskole i påsken 2008 havde sex med en meget ung DSU’er.

Selv om Jeppe Kofod ikke begik nogen forbrydelse i juridisk forstand, så skabte affæren så meget postyr, at daværende partiformand Helle Thorning-Schmidt fratog ham alle ordførerposter.

Støttet af Mette
Internt blev Kofod forsvaret af tidligere formand Mogens Lykketoft og hans fløj i partiet; herunder en vis Mette Frederiksen, der havde kendt Jeppe Kofod siden deres egen tid i DSU. Frederiksen mente dengang som nu, at han blev straffet for hårdt for fejltrinnet.

Den faldne bornholmer fik i øvrigt hjælp til at komme på fode igen af sin nære ven Martin Rossen, der senere skulle blive Frederiksens højre hånd og stabschef i Statsministeriet.

Dermed var der bånd mellem Mette Frederiksen og Jeppe Kofod, som utvivlsomt kom til at betyde noget, da hun omkring et årti senere overraskede alle ved at udnævne ham til udenrigsminister.

Inden det kom så vidt, måtte Kofod gå sin bodsgang gennem Thornings år som partileder og siden statsminister, hvor han dog fik lov at vende tilbage som udenrigsordfører efter et halvt års tid.

Efter Helle Thorning-Schmidts valgsejr i 2011 blev Jeppe Kofod formand for Det Udenrigspolitiske Nævn – men der var bestemt ikke bud efter ham som minister.

Vælgerne havde tilsyneladende lettere ved at tilgive den angrende bornholmer, som fortsatte med at få gode stemmetal. Også i 2014, hvor han blev valgt ind i Europa-Parlamentet med imponerende 170.000 personlige stemmer, kun overgået af fænomenet Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti.

Et sikkert kort i EU
Uden at være specielt farverig viste Jeppe Kofod tydeligt talent for arbejdet i den spraglede europæiske folkeforsamling. Med tiden markerede han sig især i kampen mod internationale skattely, ligesom han fik en ganske fremtrædende rolle i den socialdemokratiske gruppe, S&D.

”Han var enormt vellidt blandt alle de andre. S&D-gruppen gjorde ham også ret hurtigt til næstformand, hvilket afspejler, at han blev opfattet som en, der kunne samle folk,” siger Lukas A. Lausen, der var politisk rådgiver for Kofod i Europa-Parlamentet i 2017-2019.

Lausen, der i dag er public affairs manager hos konsulentfirmaet Rud Pedersen, kan ikke genkende det problem, at Kofod skulle have svært ved at få sit budskab ud.

”Jeg har aldrig oplevet, at man var i tvivl om, hvad han mente, eller hvor han ville hen. Derfor var det også fedt at arbejde for ham,” siger han.

Flere af de andre europaparlamentarikere fra forskellige partier beskriver uafhængigt af hinanden socialdemokraten som en venlig og intelligent, om end også temmelig forudsigelig, nervøs og konfliktsky kollega.

”De steder, hvor han har stået for forhandlingerne, har han klaret det godt,” siger for eksempel SF’eren Margrete Auken, der har kendt Jeppe Kofod i over 20 år fra først Folketinget og senere Europa-Parlamentet.

Men, som hun siger, ”han er ikke nogen Tarzan”. Hun beskriver ham som ”ikke særlig udfarende” og heller ikke den, der står øverst på barrikaderne for en sag.

”Jeg synes aldrig, han har været specielt robust. Han er ikke nogen kriger,” siger Auken.

En minister med viden om Europa
Jeppe Kofod var netop blevet genvalgt til Europa-Parlamentet en måned tidligere, denne gang med næsten 190.000 personlige stemmer, da Mette Frederiksen i juni 2019 ringede for at gøre ham til udenrigsminister. Både hans kolleger, partifæller og mange diplomater erklærer sig målløse over udnævnelsen.

”Det er jo ikke, fordi han ikke har kompetencerne på papiret. Han er bare så helt utroligt kedelig og vag. Men måske var det lige præcis det, Frederiksen gerne ville have,” siger en af dem.

Det er Mette Frederiksen selv, der har sat sig tungt på EU. Kofod er mere diffus. Vi ved ikke rigtig, hvad han står for. 

Jens Blom-Hansen
Professor, Aarhus Universitet

Blandt eksperterne var modtagelsen i første omgang positiv. Det blev betragtet som interessant at få en dansk udenrigsminister direkte fra Bruxelles og ind i chefstolen på Asiatisk Plads.

”Det lovede godt ved udnævnelsen, fordi han jo har erfaring med europæisk politik. Han har siddet i Europa-Parlamentet, og han kom derfra med et godt ry,” siger Jens Blom-Hansen, professor ved Aarhus Universitet med speciale i europæiske forhold:

”Men min oplevelse er, at det har vist sig svært for ham at markere sig i regeringen. Det er Mette Frederiksen selv, der har sat sig tungt på EU. Kofod er mere diffus. Vi ved ikke rigtig, hvad han står for. Han har også mindre manøvredygtighed, end tidligere udenrigsministre har haft,” siger han.

Der er også en følelse af en vis mangel på håndfaste resultater knap to år inde i regeringsperioden. 

Foreløbig er det ikke rigtig lykkedes Kofod at forklare, hvad hans nye ”socialdemokratiske udenrigs- og sikkerhedspolitik” går ud på, og der er heller ikke kommet nogen ny europapolitisk aftale, endsige en ny arktisk strategi, som er nogle af de ting, der i lang tid har ligget i støbeskeen uden at komme længere.

Fra Udenrigsministeriets side mener man, at der er en naturlig forklaring på det hele. Den nye udenrigs- og sikkerhedspolitik vil blive præsenteret i løbet af foråret. EU-politikken vil man først tage fat på, når Bruxelles for alvor får gang i en stor konference om Europas fremtid, der har været forsinket længe.

Arktis-strategien skulle godt nok have været klar i januar, men den blev forsinket, fordi pandemien gjorde det svært for repræsentanter for de tre dele af Rigsfællesskabet at mødes. Nu er den så igen sat på pause, mens grønlænderne finder en ny regering.

Outsideren fra Bruxelles mangler venner
En af de vigtigste grunde til dødvandet er givetvis den altoverskyggende coronakrise, som har fået statsministeren til at dominere endnu mere. I det hele taget har pandemien bare gjort det til et virkelig dårligt tidspunkt at være udenrigsminister på, som det bliver påpeget af mange kilder.

En stor del af en udenrigsministers profilering består i, at hun eller han rejser rundt og repræsenterer Danmark andre steder i verden. Det kan give en "statsmandsagtig" pondus, som er attraktiv for en politiker. Men den går tabt, når man på grund af epidemiregler kun sjældent kan bevæge sig uden for København.

Når Kofod endelig prøver at markere sig i kampen mod covid-19, så går det også galt. Som i sagen om de forældede og derfor ubrugelige respiratorer, Danmark sendte til Italien sidste år.

Gang på gang viser det sig, at Jeppe Kofod trods sin vigtige position har svært ved at brænde igennem – og frem for alt, at han har svært ved at finde tilstrækkelig opbakning på Christiansborg eller for den sags skyld i regeringen og partiledelsen.

Det kan blandt andet skyldes, at han var væk fra Folketinget i fem år. Det kan også være, fordi Kofods årti i ”skammekrogen” har betydet, at han blev overhalet af en lidt yngre generation af socialdemokrater.

”Han hørte ikke til i samme kreds som langt de fleste af dem, der er blevet ministre i Mette Frederiksens regering. De ser ham som en outsider og synes ikke, at de skylder ham noget,” siger en tidligere centralt placeret DSU’er.

Det betyder efter alt at dømme også, at der ikke rigtig er andre end statsministeren, som i realiteten støtter Kofod, når den gamle kritik om sexsagen dukker op igen. Og det har den unægtelig gjort i forbindelse med sidste efterårs nye #MeToo-vækkelse i dansk politik.

Især de radikale mente nu, at Jeppe Kofod aldrig burde have været minister med den bagage. I september sidste år fik det også tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt på banen igen med en benhård vurdering af Kofods handling dengang i 2008: ”Jeg tænkte, at det var virkelig klamt, og at han var en idiot,” sagde den tidligere S-formand i et interview med Weekendavisen.

Thorning hører tydeligvis til dem, der stadig mener, at det alene på grund af sexsagen var uklogt at gøre Jeppe Kofod til udenrigsminister. Det er der ifølge Altingets oplysninger også ministre i den nuværende regering, der mener.

Historien om en lynrokade i 11. time
Men hvorfor blev Jeppe Kofod så overhovedet minister? Altså ud over, at Frederiksen nok ganske enkelt finder det urimeligt at blive ved med at straffe ham for den gamle sag.

En grund kan være, at han i mange år har hørt til i kredsen omkring tidligere finans- og udenrigsminister Mogens Lykketoft, ganske som Mette Frederiksen også har gjort. I den forstand er Kofod en af ”hendes” socialdemokrater.

En anden grund skal muligvis findes i forklaringen på, at bornholmeren fra Bruxelles blev udnævnt så sent den sommeraften i juni 2019. Det er nemlig meget usædvanligt, at så vigtig en post besættes i allersidste øjeblik på den måde.

Det skyldtes grundlæggende, at den tidligere så betydningsfulde socialdemokrat Henrik Sass Larsen trak sig fra politik kort efter valget på grund af en depression. Mette Frederiksen stod derfor pludselig og manglede en kommende finansminister.

Den kabale tog noget tid at lægge. Frederiksen endte med i sidste øjeblik at sende Nicolai Wammen til Finansministeriet, selv om han ellers var udset til at blive udenrigsminister.

Derfor opstod det hul, som Jeppe Kofod uventet kom til at fylde. Det var denne lynrokade, der pludselig gav ham regeringens tredjestørste job, selv om han var en outsider.

Et umenneskeligt pres
Det gav Kofod en risikabel start som udenrigsminister, vurderer professor Martin Marcussen fra Københavns Universitet. 

I forvejen var jobbet faldet i prestige, fordi Danmarks statsministre i de senere år har taget stadig mere af udenrigspolitikken – ikke mindst den europæiske del – og gjort den til deres egen. Nu faldt det så endnu længere ned i det reelle regeringshierarki.

”Måden, han blev minister på, er ikke den bedste, fordi han blev hentet ind udefra,” siger Marcussen.

Efter hans opfattelse befinder udenrigsministeren sig lige nu under et ”fuldstændig umenneskeligt pres” fra flere forskellige sider på én gang: Fra folk internt i hans eget ministerium, fra den brede offentlighed og fra andre ministre i regeringen.

Kofods interne problem består i, at han har gjort sig upopulær i sit eget embedsværk, efter regeringen for nylig åbnede mulighed for politisk udpegede ambassadører i udenrigstjenesten. Det udløste stor utilfredshed på Asiatisk Plads.

Udnævnelsen af Venstres tidligere finans- og udenrigsminister Kristian Jensen til en særlig diplomatisk udsending, der skal skaffe Danmark en midlertidig plads i FN's Sikkerhedsråd, har rystet mange af karrierediplomaterne i Udenrigsministeriets traditionelle hierarki. 

Der er en udbredt fornemmelse blandt de professionelle diplomater af, at Jeppe Kofod lod dette historiske skred ske uden at gøre nok for at forsvare udenrigstjenestens normale adskillelse af politik og embedsværk. Det har kostet ham respekt internt. 

#MeToo-spøgelset vil ikke gå væk
Jeppe Kofods andet store problem består i den opfattelse, som store dele af den brede befolkning har af ham. For mange hænger #MeToo-spøgelset så meget sammen med Kofods image, at det virker uafrysteligt.

”Man kan se det ude på internettet med de memes, der bliver lavet om ham. De går virkelig over grænsen. De er virkelig hårde ved ham. Han er blevet sådan en figur, som alle ryster på hovedet af. Og han er nok, vil jeg tro, den minister, der er mest upopulær i befolkningen, især hvis man måler på, hvordan der bliver talt om ham på sociale medier,” siger professoren.

”Det er et problem, når han skal ud at sælge Udenrigsministeriet og den danske udenrigspolitik.”

Udenrigsministeriet peger på de seneste målinger af ministrenes popularitet, hvor Kofod ligger midt i feltet, og dermed hverken kan siges at være voldsomt populær eller upopulær.

Martin Marcussen fastholder dog sin karakteristik, blandt andet i lyset af de meldinger, han får fra sine egne studerende på Københavns Universitet.

Han peger også på, at det var meningen, at Kofod skulle rundt på gymnasier og i forsamlingshuse og diskutere udenrigspolitik med befolkningen.

"Det blev droppet, simpelthen fordi allerede ved det første møde kom til at handle om hans person og meget lidt om hans udenrigspolitik".

Den udlægning kan Udenrigsministeriet slet ikke genkende. Her er meldingen, at aflysningerne skyldes coronarestriktioner, og at planen stadig er, at ministeren skal have sit udenrigspolitiske roadshow ud til danskerne, når det kan lade sig gøre.

Det er dog offentligt kendt, at 12 studerende på Syddansk Universitet i oktober sidste år klagede til universitetet over at få "den velkendte krænker" som gæsteforelæser, inden arrangementet blev aflyst på grund af corona.

Hvor længe holder han

Det tredje problem er måske det største, når det kommer til stykket, eller i hvert fald det mest akutte: At han mangler status og opbakning i resten af regeringen.

”Man skal ikke støtte ham længere, for så bliver man måske trukket med i faldet. Sådan er dynamikken i regeringskollegiet lige nu. Han er det sårede dyr på savannen,” siger professor Marcussen.

Jeppe Kofods udsatte politiske position er også noget, der forplanter sig til diplomatiet, hvor der bliver udtrykt bekymring over at ”have en minister, som man ikke ved, hvornår er væk”, som en kilde på en af Danmarks ambassader siger.

Den bekymring forsvinder ikke, fordi statsministeren foreløbig har holdt hånden over sin udenrigsminister og lavet et kompromis med de fleste andre partier om børnene fra Syrien. Heller ikke hvis han klarer frisag ved samrådet på fredag.

I stedet funderer danske diplomater ude i verden over, om de tør planlægge officielle ministerbesøg på den anden side af sommerferien.

"Det er lidt svært, hvis man ikke må kigge et halvt år frem. Man ved ikke, hvad man har at arbejde med," siger en diplomat og fortsætter:

"Så har man mere lyst til, at kniven kommer hurtigt, så vi kan få det overstået."