Det vigtigste valg siden kommunismens fald er slut i Polen: ”En stemme på ethvert oppositionsparti er en stemme på Tusk”

Ifølge exitpolls skal Polen have ny regering, ledet af Donald Tusk. Polens og dermed EU’s fremtid blev afgjort på de små valgsteder rundt omkring i landet – som den på skolen i Kolbudy, en lille by udenfor Gdansk.

Foto: Kacper Pempel/Reuters/Ritzau Scanpix
Vibe Termansen

KOLBUDY: Der er 460 pladser i det polske parlaments underhus, Sejm, og 6.656 kandidater fra hele Polen, der konkurrerer om dem. Det hele afgøres af cirka 29 millioner vælgere, fordelt på godt 31.000 valgsteder.

En af dem er skolen i Kolbudy.

Kolbudy ligger 15 kilometer syd for Gdansk i det nordlige Polen. Ifølge Kolbudys egen hjemmeside bor der 17.899 sjæle i hele kommunen, ifølge Tripadvisor sker her… ingenting. En kirke, et lille butikstorv, et pizzeria. Turen går til Polen har ikke været her, og det har jeg heller ikke. Ikke før nu.

For det er søndag 15. oktober 2023, og der er parlamentsvalg i Polen. Warszawa er afgjort for længst. Der stemmer folk på oppositionen, og desuden tæller de mange stemmer fra polakker i udlandet, hele 608.000 har registreret sig som vælgere denne gang, der også overvejende stemmer på oppositionen, med her.

Så det er herude, på de små valgsteder, det hele afgøres. Kolbudy er en lille by i et landområde. Det tæller for, at Lov og Retfærdighed, det nationalkonservative parti, der har siddet tungt på magten de seneste otte år, vinder. Men Kolbudy ligger i det nordlige, vestlige Polen. Det tæller for, at flest stemmer vil gå til oppositionen.

775 kan stemme på skolen i Kolbudy. Valgstederne åbner klokken 7. Klokken 12 har 202 stemt, klokken 17 er tallet 540. Det tyder på et flot fremmøde.

En rekordhøj stemmeprocent

Også på landsplan ser det godt ud. Klokken 17 har 57,54 procent stemt. Det tilsvarende tal ved seneste parlamentsvalg i 2019 var 45,49 procent. Den første exitpoll klokken 21 viser en rekordhøj stemmeprocent på 72,9 procent – langt over de 62 procent i 2019 og den tidligere rekord på 62,7 procent. Det var i 1989. Dengang stemte polakkerne, om de ville beholde kommunisterne.

Det virker, som om polakkerne faktisk mener, at dette valg er vigtigt

Vibe Termansen
Historiker, forfatter, journalist

Det virker, som om polakkerne faktisk mener, at dette valg er vigtigt.

Tidligere på året ændrede Lov og Retfærdighed valglovene, så der blev flere små afstemningssteder langt ude på landet, og så pensionister kan få gratis kørsel til valgstedet. Det gavner dem selv, lød kritikken fra oppositionen. Det gavner demokratiet, svarede Lov og Retfærdighed.

Samtidig ændrede de reglerne for optælling af stemmer fra udlandet, så de skal være talt op senest 24 timer efter valget. Når de udenlandske valgsteder det ikke, går resten af stemmerne til spilde. Den polske ombudsmand mener, at det er forfatningsstridigt, da alle stemmer tæller.

I Nederlandene har de polske valgsteder opfordret folk til at stemme i Tyskland eller Belgien i stedet, da de på forhånd kunne se, at de ikke havde kapacitet til at tælle stemmerne op. Allerede klokken 7.15 søndag morgen var der 150-200 mennesker i kø og 40 minutters ventetid foran et af valgstederne i Danmark.

Mindre end en sportshal, større end et kosteskab

Man passerer en svømmehal og en sportsplads på vej ind til skolen i Kolbudy. Der er ingen skiltning, man skal vide, hvor man skal hen. Det ved folk også. Ind ad en dør, op ad en trappe, rundt om et hjørne. Det er her, Polens og EU’s fremtid afgøres.

Valgplakaterne ved busstoppestedet flaprer lidt i vinden, kandidaternes smilende ansigter fra plakaterne bliver våde i regnen. De er nemme at rubricere. Dem med blazerjakke og pin med det polske flag i reverset er ofte fra Lov og Retfærdighed. Dem uden blazer, men med hvid skjorte og et rødt hjerte klistret direkte på skjorten i venstre side, er fra Borgerkoalitionen, som Donald Tusk leder. Nogen må have fortalt ham, at han skal se lidt mindre elitær ud, lidt mere uformel, lidt mere som en mand af folket. Men stadig statsmandsagtig.

Exitpoll

Første exitpoll kl 21.00:

  • 200 sæder til Lov og Retfærdighed (PiS) med 36,8 procent af stemmerne.
  • 163 sæder til Borgerkoalitionen (KO) med 31,6 procent af stemmerne.
  • 55 sæder til Tredje vej med 13 procent af stemmerne.
  • 30 sæder til Lewica med 8,6 procent af stemmerne.
  • 12 sæder til konfederacja med 6,2 procent af stemmerne.

Der er en jævn strøm af vælgere, men ingen kø. Valglokalet er mindre end en sportshal, større end et kosteskab. På døren står ”kantine”. Der er et ældre flygel på et podie, tre borde med pap-afskærmning med de polske farver og rigsvåben samt et aflukke til handicappede vælgere. Det er det eneste sted, man kan stemme helt hemmeligt; der er grønne gardiner omkring.

Fire valgtilforordnede sidder, under overværelse af en formand og en repræsentant fra et parti, klar ved et langt bord, tjekker folks ID og uddeler stemmesedler: en til Sejm, underhuset, en til Senatet, overhuset og en til folkeafstemningen med fire spørgsmål, regeringen har formuleret.

Spørgsmålene er blevet kritiseret for at være meget ledende. Et af dem lyder: ”Støtter du modtagelsen af tusindvis af illegale migranter fra Mellemøsten og Afrika i overensstemmelse med den tvangsflytnings-mekanisme, der er blevet pålagt af det europæiske bureaukrati?”

Både spørgsmålet – Polen er ikke blevet pålagt at modtage illegale migranter af EU – og dets præmis – oppositionslederen Tusk vil heller ikke modtage illegale migranter – er forkert. På store billboards langs landevejen opfordres polakkerne til at stemme fire gange nej ”for Polen”. Tusk har opfordret vælgerne til at boykotte folkeafstemningen.

Ingen af dem, der indvilger i at tale med mig, en udenlandsk journalist, efter at de har stemt, har afgivet stemme til folkeafstemningen. Og ingen af dem vil have deres efternavn frem, ikke engang i et dansk medie.

”Det er et lille samfund her,” forklarer en af dem mig, Joanna, en kvinde på 41 år, der arbejder i et internationalt firma i Gdansk og er iført skakternede briller, vandrestøvler og en lilla, vamset trøje til beskyttelse mod kulden og regnen.

Det vigtigste ved dette valg er for Kamila, en kvinde på omkring 40 år, der arbejder i Gdansk, at loven skal overholdes. For Katarzyna, der stemmer sammen med sin mand og sin voksne søn, er det at forbedre demokratiet.

Det vigtigste emne for Joanna med de skakternede briller er retsstaten og kvinders rettigheder:

”Unge kvinder dør nu, fordi de ikke kan få abort, selv hvis fostret er dybt beskadiget. Det skal stoppes!”

Hun mener, at det, regeringen laver, er farligt:

”De bryder loven og forfatningen, og de har placeret deres egne folk alle steder, også i Forfatningsdomstolen. De deler penge ud til højre og venstre, som for eksempel børnepengene. Det er at købe stemmer. Og så fortæller kirken og præsterne folk, hvem de skal stemme på. Jeg håber, at alt det vil ændre sig ved valget her. Virkelig. Ellers ved jeg ikke, hvad der vil ske.”

Foto: Vibe Termansen

Det vigtigste valg siden kommunismens fald

Valget er blevet kaldt det vigtigste, siden kommunismen faldt i 1989. Økonomisk har Polen indhentet først Portugal og nu også Spanien, militært opruster landet massivt og ventes i år at bruge hele 3,9 procent af BNP på forsvar, sikkerhedspolitisk er tyngden i EU skiftet mod øst, mod Polen. Polakkerne kommer, det kan vi lige så godt vænne os til i Vesteuropa. Men hvilke polakker?

De liberale eller venstreorienterede højtuddannede byboere, der har nydt godt af fremskridtet siden kommunismens fald, som hylder EU’s værdier om demokrati og retsstat, som mener, at kvinder har ret til abort og som hverken lader sig skræmme af transkønnede eller grøn energi? Eller den nationalkonservative landbefolkning, der blev efterladt på perronen både under 1990’ernes økonomiske chokterapi og under Donald Tusks regeringsperiode i 2007-14, der hylder katolicismen og de traditionelle familieværdier som ægte polske, som mener, at homoseksuelle nok er pædofile og hellere vil spise brunkul hentet op af den gode polske undergrund, end en falafel eller andet multikulti hokuspokus?

For begge sider i det dybt splittede samfund er det selve Polen, der er på spil

Vibe Termansen
Historiker, forfatter, journalist

For begge sider i det dybt splittede samfund er det selve Polen, der er på spil. Ifølge oppositionens leder, tidligere premierminister Donald Tusk, har Jaroslaw Kaczynski, Lov og Retfærdigheds partiformand og Polens de facto leder, ”helt privat” fortalt ham, at han ønsker, at Polen skal forlade EU. ”Det er det, dette valg i virkeligheden handler om,” betroede han det uafhængige polske medie Polsat.

Omvendt har premierminister Mateusz Morawiecki, også fra Lov og Retfærdighed, betroet det konservative regeringstro medie Gazeta Polska, at han har ”modtaget signaler” fra USA om, at en valgsejr til oppositionen vil beskadige Polens alliance med USA og gøre landet afhængigt af Tyskland.

Hvilket stort set er det mest uhyggelige, man kan sige i Polen, der i den grad har været i tyskernes vold, både under Anden Verdenskrig og tidligere. Cirka lige så uhyggeligt som at sige, at Donald Tusk i tilfælde af en invasion er parat til et forære halvdelen af Polen til Rusland, hvilket netop var budskabet fra regeringen for et par uger siden.

Læs også

Sikkerhed som det vigtigste tema

USA anses i Polen som den absolut vigtigste sikkerhedsgaranti for landet, og sikkerhed har været det absolut vigtigste tema i Lov og Retfærdigheds valgkamp.

Fortællingen om Lov og Retfærdighed som garanti for landets sikkerhed, og oppositionen, personificeret og dæmoniseret ved Donald Tusk, som alt det modsatte, er i valgkampen blevet bakket flot op af stats-tv, TVP, der er blevet regeringens utvetydige propaganda-kanal.

TVP har flittigt vist billeder af en smilende, statsmand-agtig præsident Andrzej Duda, også fra Lov og Retfærdighed, der giver hånd med Jens Stoltenberg, Nato, og Joe Biden, endnu mere Nato, – og af Donald Tusk, oppositionen, der giver hånd med Vladimir Putin, Rusland, og hygger sig med Angela Merkel, Tyskland.

Det var også budskabet fra partiformand Kaczynskis sidste vælgermøde fredag aften, sendt direkte på TVP. Hen over skærmen stod en stor bjælke: ”Kaczynski: Vi regerer selv i Polen. Uden Berlin og uden Moskva”. Og derefter: ”En stemme på ethvert oppositionsparti er en stemme på Tusk.”

Lige efter udsendelsen fra vælgermødet var TVP behjælpelig med en montage af små klip af interviews med meget vrede mennesker og regulære tosser fra oppositionens store demonstrationer mod regeringen, fastfrosset midt i den allermest uheldige figur, og teksten hen over skærmen: ”De stemmer til valget. Gør du?”

Mobilisering af egne vælgere

Når samfundet er så splittet, at det ikke er realistisk at stjæle stemmer fra hinanden, har det været vigtigt at mobilisere egne vælgere.

En høj stemmeprocent kan sikre små byer som Kolbudy en renovering af deres brandstation, lovede Lov og Retfærdighed sidste måned. Denne uge forhøjede de tilbuddet: små byer, der når over en stemmeprocent på 60, kan være heldige at få midler til den lokale sportsklub og til bøndernes husmødres klubber.

Premierminister Morawiecki bakkede op om initiativet: Disse kvinder har tre jobs, sagde han – deres job, det i hjemmet og det for lokalsamfundet. Og det er den slags, fortsatte han, der ”vækker den polske ånd, den polske patriotisme.”

Men måske er det vigtigste ved valget, at det overhovedet finder sted

Vibe Termansen
Historiker, forfatter, journalist

Måske den polske ånd og patriotisme også bliver hjulpet på vej af udsigten til 1 million zloty, hvis de er den lille by i området med flest stemmer. Ved valget i 2019 var løftet fra regeringen, på statens regning, en ny brandbil til de små byer, hvor flest stemte.

Snyd, siger oppositionen. Køb af stemmer. Demokrati, svarer Lov og Retfærdighed. Stemmeprocenten i landdistrikterne er lavere end i de store byer, den skal hjælpes op.

Men det kan være, at Kolbudy og andre små byer må undvære støtten til bøndernes husmødres klub. Ifølge den første exitpoll, offentliggjort klokken 21 søndag aften, lige da valgstederne lukker, vinder Lov og Retfærdighed godt nok valget med 36,8 procent af stemmerne og 200 pladser i Sejm, men Konfederacja, det ekstreme højre, der hverken bryder sig om jøder, homoseksuelle, migranter eller skat, skuffer forventningerne fælt med blot 12 pladser.

Donald Tusk ligner den næste regeringsleder, da de tre koalitioner i den demokratiske opposition tilsammen rammer 248 pladser, langt mere end de 231, der kræves for at have flertal.

Og det er jo ikke sikkert, at de har tænkt sig at levere på Lov og Retfærdigheds løfter til polske husmødre. End ikke selvom det skulle gavne den polske ånd.

Mulig regeringsdannelse i oppositionen

Holder exitpoll’en, kan oppositionen faktisk danne regering sammen. Hvis Højesteret, der er fyldt med politisk udpegede dommere, anerkender valget. Og hvis oppositionen kan blive enige.

Der vil være nok at tage fat på: helingen af det dybt splittede samfund. Demokratiet. Dommernes uafhængighed. Forholdet til EU. Pressefriheden. Menneskerettigheder – særligt for LGBT+-personer. Kvinderettigheder, særligt abort. Forholdet til Ukraine, der har været overordentligt godt siden Ruslands fuldskala-invasion i februar 2022, men over de seneste måneder, i lyset af valgkampen, er forværret.

Og alt det vil skulle ske, mens Andrzej Duda, der i Polen bliver kaldt ”Kuglepennen,” fordi han er så dygtig til at underskrive de love, Kaczynski via parlamentet giver ham, stadig er præsident og har veto-ret over nye love. Og mens Forfatningsdomstolen, der i 2020 indførte de facto-forbuddet mod abort og i 2021 afgjorde, at den polske forfatning står over EU-lov, stadig er fyldt med politisk udpegede dommere.

Hvis de statslige institutioner og virksomheder igen skal fungere i Polen, skal de folk, der er udpeget på grund af loyalitet overfor regeringen, udskiftes med folk, der er udvalgt på grund af deres kompetencer. Hvis de statslige medier skal være upartiske og give stemme til alle sider i samfundet, som der står i loven, skal de folk, der efter aftale med regeringsapparatet har planlagt den meget positive dækning af Lov og Retfærdighed samt dæmoniseringen af oppositionen, udskiftes. Hvis retssystemet i Polen igen skal være uafhængigt, skal de politisk udpegede dommere udskiftes.

Men hvordan gør man det uden at blotte halsen for beskyldninger om at gøre nøjagtigt det samme som Lov og Retfærdighed, nemlig at udskifte dem af politiske årsager? Hvordan gør man det uden at splitte samfundet yderligere?

Donald Tusk, der er leder af det midtersøgende parti Borgerplatformen, afgiver sin stemme til det polske valg.
Donald Tusk, der er leder af det midtersøgende parti Borgerplatformen, afgiver sin stemme til det polske valg. Foto: Aleksandra Szmigiel/Reuters/Ritzau Scanpix

Vigtigt at få folk til stemmeurnerne

Men måske er det vigtigste ved valget, at det overhovedet finder sted. Eller som en kvinde på skolen i Kolbudy, der end ikke ønsker sit fornavn frem, men som arbejder som lærer i en by i lokalområdet, siger det:

”Det vigtigste emne til valget? At folk stemmer!”

Europa-Parlamentet har været bekymret for, hvordan valget ville foregå, og har bedt OSCE, der i 2019 kaldte det polske valg for ”frit, men ikke fair,” om en såkaldt ”fuld skala” valg-oberservations-mission.

Anne Applebaum, forsker og Pulitzer-prisvindende journalist, kalder i The Atlantic valget for hverken frit eller fair. Og hele 41 procent af polakkerne har været bekymrede for, om der vil blive snydt ved valget.

KOD, Komité til Forsvar for Demokratiet, en ngo, der har forsvaret demokratiet i Polen siden Lov og Retfærdighed overtog regeringsmagten i 2015, har mobiliseret 27.000 mennesker i hele Polen til at overvåge valget og stemmeoptællingen.

Der er også en på skolen i Kolbudy, der frivilligt, uden løn, bruger hele søndagen, til alle stemmerne er talt op, i demokratiets tjeneste.

Under valget sidder tre mænd på KODs regionshovedkvarter i Gdansk ved et bord med orange dug og tager imod mails og telefonopkald fra observatørerne. De byder på te, småkager og beviser på, at civilsamfundet i den grad er i live i Polen.

”Jeg tror ikke, der vil blive snydt med optællingen af stemmer,” fortæller en af dem, Miroslaw Przylipiak. ”Systemet til stemmeoptælling er meget transparent. Men det er alligevel meget godt at tjekke. Det kan gøre de valgtilforordnede mere opmærksomme – og så er det med til at vække den sociale aktivisme hos det polske folk.”

De polske intellektuelle Karolina Wigura og Jaroslaw Kuisz har argumenteret for, at populister som dem i Lov og Retfærdighed ikke fusker med valg – de fusker med valgkampagner.

Przylipiak giver dem ret:

”Det, TVP gør nu, er i hvert fald ikke i overensstemmelse med loven om statslige medier,” siger han. ”Som for eksempel deres hadkampagne mod Tusk. Men det vil give et enormt undervisningsmateriale i fremtiden.”

Måske han selv skal bruge det engang. Når Przylipiak ikke er demokratiaktivist, arbejder han som professor i film- og medievidenskab på Gdansk Universitet.

Lov og Retfærdighed har brugt enorme summer på kampagner på de sociale medier YouTube, Facebook, Google og Instagram, viser en rapport fra tænketanken Batory Obra.  Flere end alle oppositionspartierne tilsammen. De fleste af pengene er gået til negative kampagner mod Donald Tusk.

En del af midlerne til Lov og Retfærdigheds valgkamp kommer fra lederne af de statsejede virksomheder, mens det er staten, der finansierer den folkeafstemning med de fire meget ledende spørgsmål, som en pæn del af vælgerne i Kolbudy, særligt de unge, boykotter.

Tyder på en sejr til Tusk

Przylipak bliver ofte afbrudt af telefonen. Det første telefonopkald kom klokken 05.40 i morges, fortæller han. Lige nu ringer en kvinde fra en by 100 kilometer væk for at spørge, om der må være flag og valgmateriale fra partierne foran valgstederne? Przylipiak ringer til KOD’s advokat og undersøger sagen. Det må der godt, bare ikke inde i selve valglokalet.

”Desværre,” tilføjer han, efter at have lagt på. Men sådan er reglerne.

OSCE’s observatører har også undret sig over den polske vane med at stemme sammen.

”Mænd og hustruer kommer ned og stemmer sammen. Nogle gange er det hele familier, der stemmer sammen.”

Også i Kolbudy. Der skal ikke mange halve øjne til, før man fra den anden ende af stemmelokalet kan se, hvor de fører pennen hen på stemmesedlen, når de sidder ved valgbordene, halvt afskærmet af et papskilt i polske farver.

KOD-aktivister optræder ofte i t-shirt med teksten Konstytucja, forfatning. Ifølge Przylipiak kan man – også forfatningsmæssigt – kritisere dette valg:

”Ifølge forfatningen skal valg være proportionale. Det vil sige, at der skal det samme antal stemmer til hvert sæde i Sejm. Derfor bør man indimellem flytte valgdistrikterne, så de harmonerer med antallet af beboere, for eksempel i takt med, at folk flytter fra land til by. Men de er ikke blevet reguleret siden 2011. Det er en fordel for Lov og Retfærdighed.”

Kan det splittede samfund heles og forholdet til EU og Ukraine repareres?

Vibe Termansen
Historiker, forfatter, journalist

Forfatningen siger også, at valg skal være hemmelige. Men hvis man, som Donald Tusk har opfordret til, vil boykotte folkeafstemningen, skal de valgtilforordnede registrere ens navn og at man boykotter det. Det er ikke hemmeligt.

”Det er ikke noget problem i de store byer,” mener Przylipiak. ”Men i de små, hvor alle kender hinanden, kan det være et problem.”

Det endelige resultat for hele landet ventes først tirsdag, så først da ved vi endelig, om Polen fremover skal styres af dem med jakker og polske flag i reverset, eller dem med hvide skjorter og røde hjerter på brystet.

Allerede ved midnat er Kolbudy skole dog talt op: Lov og Retfærdighed får 138 stemmer, det yderste højre i Konfederacja 44. Tusks Borgerkoalitionen får 257, Tredje Vej 110 og Lewica 59. En klar sejr til oppositionen. Stemmeprocenten var helt oppe på 82 procent, langt over det ellers imponerende landsresultat. Kun 33 procent deltog i folkeafstemningen.

På landsplan ligner det unægtelig en sejr til Donald Tusk og oppositionen. Det kan være, at Kolbudy ikke får renoveret sin brandstation.

Når Lov og Retfærdighed kan tabe, selvom de har statsmedierne, Forfatningsdomstolen og de statsejede virksomheder til at arbejde for sig, når de har brugt millioner på skræmmekampagner om, at Tusk er både lidt tysk og lidt russisk og helt sikker farlig, når de har lanceret en folkeafstemning med ledende spørgsmål, lovet flere børnepenge til forældre og mere pension til pensionister samt et løft til de sande patrioter i de polske bønders husmødres klub, så har de virkelig tabt. Så vil polakkerne, efter otte år med Lov og Retfærdighed, noget andet.

De store spørgsmål er nu: Vil Lov og Retfærdighed erkende det og vil Højesteret, der er fyldt med politisk udpegede dommere, anerkende valget? Kan Kaczynski med forskellige løfter lokke folk valgt for andre partier over til sig? Kan Tusk samle en ny regering? Kan han, i givet fald, holde sammen på den og få rettet op på demokratiet? Kan det splittede samfund heles og forholdet til EU og Ukraine repareres?

Det er nu, arbejdet begynder.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Donald Tusk

Premiereminister, Polen
historiker (Gdansk Uni. 1980)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024