DF: Når vi anbringer børn, skal vi huske respekt for alle parter

Af Karin Nødgaard (DF)
Socialordfører 

Det første ord, der falder mig ind, når jeg tænker på plejefamilieområdet, er ordet respekt. 

Respekt skal udvises over for alle involverede parter i en anbringelsessag.

Den første part, der skal udvises respekt over for, er barnet eller den unge, som skal bo et andet sted, end hvor det har været vant til.

En respekt, der fra barnets eller den unges side skal opleves ved, at der fra myndighedernes side er fokus på individet. Det skal være i centrum for de beslutninger, der skal træffes, at barnet eller den unge, i det omfang, det alders- og udviklingsmæssigt giver mening og kan forsvares, bliver inddraget i de beslutninger, som vil påvirke opvæksten, og at barnet eller den unge føler sig lyttet til i forhold til at finde den bedst egnede og mest holdbare løsning.

Barnet har lovgivningsmæssigt nogle væsentlige rettigheder, og dem skal der tages højde for, også for at et anbringelsesforhold skal lykkes.

Det bør altid stå som en lysende overskrift, at der bag enhver anbringelse er et såret, udsat og/eller svigtet barn. 

Karin Nødgaard (DF)
Socialordfører

Forældre til svigtede børn skal også medregnes
Hvem har så det overordnede ansvar for, at det sker?

Det mener Dansk Folkeparti, at primært de kommunale myndigheder har. Ikke kun i forhold til de indledende beslutninger før anbringelsen, men i hele anbringelsesforløbet, og efter dette er ophørt.

Det er vigtigt at være bevidst om, at det er mennesker, sårbare mennesker, det drejer sig om. Desværre har der været eksempler på kommuner, som ikke i tilstrækkelig høj grad har haft det i fokus.

Det bør altid stå som en lysende overskrift, at der bag enhver anbringelse er et såret, udsat og/eller svigtet barn. Når der skrides til en anbringelse, skal det ske som en konsekvens af, at der ikke har været nogen anden udvej.

Der er en historie, som følger med. En historie, som påvirker barnet gennem hele livet, og som i perioder kan være vanskelig at tackle. Det skal de offentlige myndigheder være opmærksom på, også den dag barnet eller den unge skal til at stå på egne ben.

Når et barn eller ung fjernes, er det en kendsgerning, at der sidder et biologisk ophav tilbage. Dette er den anden part, som jeg mener, der skal udvises respekt over for.

Man må ikke glemme, at for mange forældre er det et nederlag eller en falliterklæring, at man som forældre ikke er lykkedes. Derfor skal der være fokus på, i det omfang det er muligt, at der bevares en relation.

Det tror Dansk Folkeparti er meget væsentligt. Ikke dermed sagt, at forældrene til hver en tid skal kunne forlange at få et frivilligt anbragt barn hjem, men det biologiske bånd skal forblive intakt så længe, det vurderes at være gavnligt for barnet eller den unge, og uden at barnet eller den unge bliver en ”kastebold” mellem forældre, myndigheder og plejefamilie. Det gavner ingen.

Plejefamilier er centrale for forhandlinger
Den tredje part, der skal udvises dyb respekt over for, er plejefamilien.

De mennesker, som med hjertet vælger at lukke deres hjem op, tager sig af et udsat barn, opfatter det som deres eget og udviser overskud til at takle de udfordringer, der følger med, fortjener stor respekt og anerkendelse.

Netop derfor forventer Dansk Folkeparti, at plejefamilien og dens vilkår skal være et væsentligt omdrejningspunkt for de kommende politiske forhandlinger om anbringelsesområdet.