SF: Biologiske forældre kan ikke trylles ud af børns liv

DEBAT: Vejen til kontinuitet og stabilitet i anbragte børns liv løses ikke med stramninger, der stiller forældrene ringere, fordi det i sidste ende risikerer at skade barnet, skriver Trine Torp (SF).

Af Trine Torp (SF)
Familie- og socialordfører

Når børn og unge mistrives, er der brug for, at de, der bliver opmærksomme på det, også underretter om det.

Desværre opleves underretninger ofte som det mest indgribende i en families liv, nemlig tvangsanbringelser og brudte familierelationer. Men en underretning er så meget andet og burde i stedet forstås som, at barnet og familien bliver set og vil blive tilbudt hjælp og støtte.

Jeg kan være bekymret for, om man giver næring til den første forståelse, hvis man giver større muligheder for at fratage forældrene deres ansvar – til skade ikke bare for de anbragte børn og unge, men også for alle de øvrige børn og unge, som er afhængige af at blive set og hjulpet.

En forkert oplevelse af, at en underretning udløser meget alvorlige indgreb i en familie, kan måske afholde fra at råbe vagt i gevær, selv når der er behov for det.

Derfor er det vigtigt at handle med omtanke med eventuelle forslag om at svække forældrenes rolle og ansvar, når det er besluttet at anbringe.

Hensynet til barnet er størst, men vi skal også have forældrene for øje, fordi det kan have stor betydning for barnet, hvordan samarbejdet omkring det er håndteret. Barnets perspektiv handler nemlig også om relationen til deres forældre, deres søskende og det øvrige familienetværk. Og især unge anbragte kan ikke holdes i en anbringelse i tvang – de stemmer imod med fødderne og går, hvis de ikke er enige i det, der sker.

Forældrenes accept af anbringelsen er afgørende
Forældre og børn vil for det meste på et tidspunkt opsøge hinanden, også selvom kontakten har været afbrudt.

Derfor skal der sørges for, at relationen bliver så god som muligt for barnet også under anbringelsen. Samarbejde mellem de voksne i barnets liv er helt afgørende for den gode anbringelse – og netop den gode anbringelse er afhængig af, at der ikke er konflikt omkring den.

Laura Lindahl foreslår i sit indlæg ”LA: Hensynet til plejebørns biologiske forældre vejer for tungt”, at plejeforældre adopterer plejebørn og får den juridiske overbygning på forældrerollen.

Men vejen til kontinuitet og stabilitet i de anbragte børns liv løses ikke med stramninger, der stiller forældrene ringere, fordi det i sidste ende risikerer at skade barnet. Jeg tror ikke, at barnets oplevelse af omsorgssvigt og brud forsvinder ved at knække båndene til de biologiske forældre.

Jeg tror heller ikke, at alle de relationer, som de allerfleste anbragte børn har til deres forældre, søskende og øvrige familie, kan viskes ud ved at overføre et juridisk forældreskab til plejeforældrene. Det kræver i stedet, at der er dygtige fagfolk omkring barnet, der kan afhjælpe utrygheden og sikre, at samvær og den fortsatte kontakt til forældre, søskende og netværk kan foregå på barnets præmisser.

Laura Lindahl nævner et tomrum, der opstår, når de anbragte børn bliver myndige og ikke længere har en formaliseret plads i plejefamilien. Nogle oplever en splittet følelse, når de lever i måske mange år i en plejefamilie og stadig har biologiske forældre.

Men jeg tror, vi løser den usikkerhed ved at arbejde med forældrenes accept af anbringelsen og ved at sikre et godt samvær og forebygge konflikter omkring anbringelsen. For eksempel ved at sørge for forældrestøtte gennem støtte-kontaktperson.  

Inddragende samarbejde
Det er her, ’Børnebasen’ (som jeg har beskrevet i et tidligere indlæg) skal sørge for at bygge bro til forældrene, selvom de ikke nu eller i fremtiden har kompetencerne til at give barnet stabil omsorg.

Forældre skal mødes i et inddragende samarbejde og modtage information om vigtige episoder og oplevelser i barnets liv. Har vi fagligheden og personalet til at sikre et godt samarbejde, tror jeg på den bedste løsning for alle parter. Og vi skal huske, at de allerfleste anbragte børn har deres egen familie som primært netværk senere i livet.

Når de fleste plejefamilier af mange gode grunde ikke følger med videre i de tidligere anbragtes liv, så må det være her, vi skal være bedre. Vi skal give plejefamilierne ordentlige vilkår, forebygge konflikter omkring anbringelsen og sikre ret til efterværn for alle anbragte, så de kan afslutte anbringelsen godt.

Langt de fleste forældre til anbragte børn vil fortsat være forældre for dem i fremtiden. De kan ikke trylles ud af børnenes liv, så de får et godt liv i en drømmeanbringelse, hvor relationer varer livet ud.

Det er lykkeligt, når gode relationer består, men det er ikke et realistisk udgangspunkt for de fleste anbragte. For dem vil forældrene og den øvrige familie være den blivende familie. Man kan ikke fælde stamtræet, også selvom barnet er anbragt måske mange år af sit liv.

Forrige artikel Klumme: Civilsamfundet er vigtigste brik i et ghettoudspil Klumme: Civilsamfundet er vigtigste brik i et ghettoudspil