Analyse af 
Esben Schjørring

Analyse: DF's krise har bidt sig fast for alvor

ANALYSE: Kristian Thulesen Dahl er mødt ind til en ny politisk sæson med fastfrosne meningsmålinger, intern magtkamp og et svækket lederskab. Og uden en åbenlys vej ud af problemerne.

Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Esben Schjørring

Man var blevet grinet ud, hvis man for blot et år siden havde forudsagt, at vi stod foran en tid, hvor Dansk Folkeparti rodede rundt under de 10 procent af stemmerne og med en formand, der slog sine folder i bunden af målingerne over partiledernes popularitet, mens partiets to kronprinser lå i åben magtkamp. 

Men som den canadiske filosof Marshall McLuhan engang bemærkede: Blandt de blinde er den enøjede ikke konge; han bliver opfattet som en galning.

Dengang i 2018 stod Kristian Thulesen Dahl og DF stadig stærkt med cirka 17 procent af stemmerne og med den selvsikre attitude intakt. Ingen – mindst af alle partiledelsen i DF – kunne se, at det var de sidste dage i en døende epoke.

Engang kunne DF nærmest ikke lave fejl. Nu eksploderer selv de mest gennemprøvede rutiner mellem hænderne på partiet. Deri ligger også begyndelsen til en dybere forståelse af DF's krise. Det er ikke partiet, der pludselig er blevet anderledes; det er verden rundt om partiet, der ikke længere er, som den var engang. Det kan man selvfølgelig være lettet over i DF's kontorgang i Proviantgården ved Christiansborg.

Men hvad Messerschmidts aktion åbenlyst ikke hjælper på, er partiets tilstand og projektet om genoprejsning.

Men det efterlader bare partiet i en langt værre pine, end hvis det havde været et partiinternt person- og policyspørgsmål.

Messerschmidts brutale aktion
Siden FV19 har DF forsøgt at få de gode gamle værdikampsdage fra nullerne tilbage. Og gode gamle dage var det også, da Martin Henriksen – ganske vist nu i egenskab af hovedbestyrelsesmedlem og ikke længere folketingsmedlem – i denne måned foreslog dansk udtræden af Europarådet, som er den institutionelle ramme om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og de internationale konventioner, der ligger her.

Forslaget havde alle de klassiske værdikampsingredienser: udlændingepolitik, international ret, globaliseringsmodstand og national selvbestemmelse. Og det var også klassisk for Henriksen selv. For et par år siden var det for eksempel ham, der førte forslaget i marken om, at unge mænd under 18 år fra de danske ghettoområder ikke måtte være på gaden efter klokken otte om aftenen, og at man jo kunne tage fodlænker i brug, hvis sengetiderne ikke blev passet.

I DF har man endda en teknisk term for den slags forslag: Provokationen som værktøj.

Det var sådan, man fandt vejgreb i nullerne: forslag i og omkring gråzonen af Grundloven, der fik de liberale eliter til at fare bestyrtet i blækhuset, så alt handlede om DF. Som partiets pressechef, Søren Søndergaard, engang noterede: "Politiske holdninger skabes gennem konflikt."

Men selvom Henriksen endda bøjede det i neon – "Det her er et skridt til højre. Det er nok også et par skridt til højre," som han sagde – udeblev den konflikt, DF ønskede sig. Historien døde hen samme dag, den kom ud. Bortset fra et par knubbede ord fra Jan E. Jørgensen (V) ville ingen rigtig forarges af Henriksens idéer.

Til gengæld fik man en helt anden konflikt af den type, intet parti ønsker sig – den interne slags. I en brutal aktion hældte Morten Messerschmidt få dage efter sin kollega af brættet.

"Det med at træde ud af Europarådet må du tale med Martin Henriksen om. Det er mig, der er ordfører på området. Jeg mener, vi kan gøre meget inden for Europarådets rammer," sagde Messerschmidt til Berlingske, der også understregede den forskel på ham og Henriksen, at sidstnævnte ikke længere har et folkeligt mandat bag sig.

"Jeg har ingen erindring om, at vi har drøftet det i folketingsgruppen, og så vidt jeg ved, så er det folketingsgruppen, der træffer sådanne beslutninger. Hvad Martin Henriksen måtte mene i hovedbestyrelsen, må du tale med ham om."

Av. Som man siger.

Den larmende tavshed fra partiets top udstillede efterfølgende, hvor svækket et lederskab Kristian Thulesen Dahl er mødt ind til efter sommerferien og FV19. At Henriksen skulle gå i medierne med forslaget om dansk udtræden af Europarådet er næppe foregået uden Thulesen Dahls og føromtalte Søren Søndergaards vidende, og det stammer også fra den arbejdsgruppe, Thulesen Dahl selv nedsatte efter FV19, som skulle udforme nationalkonservative policyforslag, hvor netop Henriksen og Messerschmidt sammen med præst og debattør Katrine Winkel Holm var med.

Hvem vil tage det alvorligt, næste gang andre fra arbejdsgruppen markerer sig med forslag? Til gengæld har Messerschmidt taget patent på, hvem der er den autoritative nationalkonservative stemme i partiet.

Men hvad hans aktion åbenlyst ikke hjælper på, er partiets tilstand og projektet om genoprejsning. Det er altid et alvorligt krisetegn, når politikere sætter egne interne opgør – Martin Henriksen overtog Messerschmidts plads i DF's koordinationsudvalg efter sidstnævntes sag om ureglementeret brug af EU-midler – over partiets image. At det ovenikøbet sker på udlændingepolitikken, der er partiets sag nummer ét, lægger kun til, når man skal udmåle dybden af partiets problemer.

Nullerne er i den grad slut, og strategien fra dengang løbet tør for asfalt.

Læs også

Støjberg uden kage
Det peger på et interessant aspekt, når det gælder udlændingepolitik i nullerne. Også et, der ofte bliver overset. Man plejer – fejlagtigt er det vist – at lægge Oscar Wilde de ord i munden, at alt i denne verden handler om sex, undtagen sex, der handler om magt. Lidt på samme måde handlede udlændingepolitik i nullerne ikke kun om udlændinge, men (også) om magt.

Op gennem 1980'erne og 1990'erne handlede spørgsmålet om udlændingepolitik ikke kun om, hvilke love, initiativer og midler man skulle tage i brug over for problemer med integration. Det handlede om, hvorvidt man overhovedet kunne gøre udlændingepolitik til genstand for offentlig debat og partipolitiske kampagner.

Her var der en udbredt og tværpolitisk konsensus om, at det kunne man ikke. Da værdikampen om udlændingepolitikken brød frem op til valget i 2001, handlede det lige så meget om, hvem der havde retten og magten til at sætte dagsorden i samfundsdebatten, som om ny lovgivning. Det var netop det element, der gav udlændingepolitikken sin særlige eksplosive energi for snart 20 år siden.

Og det var om noget her, DF'erne opsøgte den type af konflikt, Søndergaard nævnte ovenfor: sammenstødet med de liberale – dengang benævnt kulturradikale – eliter. Et sammenstød, der udstillede, hvordan de kulturradikale med deres appeller til god tone og anstændighed kæmpede for at beskytte deres definitionsmagt ved at holde andre ude med moralistiske kneb. Resten er historie, som man siger. Den kamp tabte centrum-venstre.

Men det er netop pointen. Den kamp er tabt. I dag har vi en socialdemokratisk statsminister, der gerne maler et billede af landet og dets fremtid i dystre farver og portrætterer sig selv som landets beskytter. Som kritiserer akademiseringen af den offentlige sektor, og som åbent og i Folketingssalen problematiserer internationale konventioner eller kalder forslag fra EU's top for "gak".

Samtidig er de gamle borgerlige magtpartier i Venstre og Konservative blevet langt mindre glade for udlændingepolitik som den centrale platform for deres appel til vælgerne. Ikke mindst, fordi det er et emne, der i nogle år nu har splittet ikke bare den borgerlige alliance mellem partierne, men også gør det internt partierne.

Det er ikke ensbetydende med, at der fremover vil blive løsnet i dansk udlændingepolitik. Ikke engang, at der ikke vil justeres hen imod yderligere stramninger. Men retorikken er man blevet valen ved. Nuværende integrationsminister Mattias Tesfaye (S) plejer at sige, at han er Inger Støjberg uden kage, og Venstres nye formands, Jakob Ellemann-Jensens, version af det samme budskab var, at selvsamme kage var spist, og opskriften røget i skraldespanden.

Alliancen med Venstre er væk
Det burde, kunne man så sige, efterlade stort spillerum for DF. Nu har man emnet lidt mere i fred. Men så let foregår det ikke i politik.

Her er det afgørende moment, hvor den dominerende konfliktlinje mellem de store partier går, særligt V og S. For det er den konflikt, der styrer, hvad vælgerne sætter deres kryds efter. Skændes V og S om udlændinge, sætter vælgerne kryds efter det. Skændes de om fordelingspolitik, sætter de kryds efter det. Groft sagt.

Det er derfor, strategerne i de partier konstant tænker på at få det eller de emner, hvor de står stærkest i den partipolitiske konkurrence, til at komme øverst på vælgernes dagsorden. Og dernæst at sørge for, at man taber mindst muligt og helst spiller uafgjort på de emner, hvor modparten er stærkest.

Det var den logik, der var på spil, da Anders Fogh Rasmussen i de døende måneder af forrige århundrede besluttede sig for at spille uafgjort med Socialdemokratiet på velfærds- og fordelingspolitikken. For på den baggrund kunne han sætte værdi- og udlændingepolitik i centrum for sin kampagne frem mod valget i 2001. Det var den helt afgørende betingelse for, at DF blev løftet ind i centrum af dansk politik fra 2001 og frem. Ligesom det er den alliance, Ellemann-Jensen kaster vrag på, når Støjbergs kager ikke længere er at finde fremme forrest i vitrinen i det borgerlige konditori.

Det er også den tankegang, der har ført Socialdemokratiet under Mette Frederiksens lederskab til at beslutte sig for at spille uafgjort med de borgerlige partier på udlændingepolitikken for atter – med forslaget om tidlig tilbagetrækning – at genpolitisere velfærdspolitikken. Et projekt, Kristian Thulesen Dahl, i hvad der må gå over i historiebøgerne som en af dansk politiks helt store strategiske fejlgreb, bistod hende med, da han under stor virak deltog i offentlige fællesmøder og interviews med Mette Frederiksen.

Tilsammen har det ændret naturlovene i dansk politik. Hvad der før gav opdrift til DF, fungerer nu som en forstærket tyngdekraft, der tynger partiet og dets leder langt ned i meningsmålingerne.

Det lille partis skæbne
Samtidig afspejler kampen mellem Martin Henriksen og Morten Messerschmidt netop, hvor stort et strategisk dilemma DF befinder sig i. På den ene side er man presset til at tage et – eller to, som Henriksen sagde – skridt til højre for at dæmme op for Nye Borgerlige og få deres stemmer.

Men gør man det, bevæger man sig på den anden side endnu længere væk fra Venstre, som DF har brug for til at sætte en dagsorden, der giver partiet et ståsted at tale fra. Gå den ene vej eller gå den anden – Thulesen Dahl vil fortryde begge dele. 

Den amerikanske forfatter Philip K. Dick skrev engang, at virkeligheden er det, der stadig er der, selv efter man er holdt op med at tro på det. Hvem kan fortænke Kristian Thulesen Dahl i det, hvis han står og virrer uforstående med hovedet over den nye normal i dansk politik?

Ser han sig omkring, når folketingsgruppen mødes, er meget jo, som det var engang: Pia Kjærsgaard er der, Søren Espersen, Skaarup, Messerschmidt, og han selv er der. Selv Martin Henriksen er ikke længere væk end hovedbestyrelsen. Alle har de været en del af DF's historiske succes. Hvorfor har meningsmålingerne så ikke rykket sig fra det katastrofale resultat fra FV19? 

Men som sagt er det heller ikke her, problemet ligger. Det er virkeligheden udenom, der ikke er, som den var engang, og der er ikke meget, der tyder på, at den bliver anderledes lige foreløbig. Og har Thulesen Dahl mistet noget af jerngrebet internt i partiet, er det for intet at regne mod den situation. Der er det lille partis skæbne – det er de store, der bestemmer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kristian Thulesen Dahl

Adm. direktør, Port of Aalborg, MF (løsgænger)
cand.merc.jur. (Aalborg Uni. 1995)

Martin Henriksen

Kommunalbestyrelsesmedlem (løsgænger), Stevns Kommune, fhv. MF (DF)
HF (Frederiksberg HF-kursus 2004)

Morten Messerschmidt

Partiformand (DF), MF
cand.jur. (Københavns Uni. 2009)