Elberth: Du er blevet dokumentarist

Det er blevet en fast psykologisk del af vores forsvarsværk, når vi møder uforklarlige ting, at vi prøver at indkapsle dem i en rektangulær firkant – vores telefon.

Benjamin Elberth

Endnu en magtforskydning finder i disse år sted, når det ikke længere kun er de store avisers gravergrupper, der fælder magthavere. Og det betyder langt større risiko for dem, der har dårlige sager.

Sociale medier har flyttet sig ekstremt i de seneste år. I Danmark fik vi en valgkamp i 2015, hvor sociale medier var et hovedværktøj, ligesom det er blevet en fast del af den politiske samtale (Læs mere i Altingets forårsmagasin om det). I 2016 fik vi en tweetende Trump.

Men vi fik også mere end det: Dokumentarister. Altså almindelige mennesker som dig og mig, der pludselig har deres egen tv-kanal med Facebook eller Periscope og Twitter og kan sende live fra alle de steder, hvor der tilnærmelsesvis er en antenne eller satellit i nærheden.

Vi fik lille syv-årige Bana fra Syrien og hendes mor, der via Twitter dokumenterede rædslerne. I en række af de store terror-handlinger i både Nice, Paris og München fik vi de første billeder hjem fra almindelige mennesker, der tænder deres kamera på mobilen og foreviger oplevelsen.

Det er blevet en fast psykologisk del af vores forsvarsværk, når vi møder uforklarlige ting, at vi prøver at indkapsle dem i en rektangulær firkant – vores telefon - der er vores nye velkendte ramme til at forstå verden: Meget tyder på, at der er en grund til, at vi godt kan lide at holde den rektangulære firkant op i luften foran os og fange øjeblikke med fotos og video. Eller formidle vores foragt og forargelse på 140 tegn.

Man ser igen og igen folk undre sig over, at ofre for ulykker eller overlevende ved flystyrt samler deres telefon op og tager billeder – mens det sker. Eller endda selfies foran det brændende fly. Men hvad nu, hvis det er en menneskelig mekanisme? Når vi tager selfies, kan vi styre både selvbillede og den måde, vi gerne vil fremstille tingene på. Og det kan der være brug for, når vi skal forstå, hvorfor der kører en tilsyneladende løbsk lastbil hen over en promenade i Nice og ender i en menneskemængde.

I Syrien er sociale medier en del af kampen om magtforholdene. I USA er sociale medier blevet Trumps ventil og vej til at overleve et mediepres, der normalt ville få en magthaver til at bukke under.

I en langt mindre skala er der også rykket ved magtforholdet i lille Danmark, når vi igen og igen ser eksempler på, at der ikke skal store graverredaktioner til at holde et skarpt redaktionelt tryk på en magthaver, der har en dårlig sag. Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) måtte til lommen, da han – igen, fristes man til at skrive – fik portrætteret sig selv i en kampagnefilm uden sele.

Der er med garanti flere politikere og ministre, der i tidens løb har glemt selen, fortæller journalister mig, men det er så forbandet dumt selv at skildre det på tv. Brian Mikkelsen har gjort det før og burde faktisk have fanget min lille advarsel til ham, eller hans folk burde, da jeg skrev om det første gang i sommeranalysen om Konservative med ordene ”Man kan næsten altid være sikker på, at den fede kampagnefilm også lige indeholder et klip med Brian Mikkelsen, der kører uden sele” (se selv efter på den kampagnevideo, der stadig ligger på Konservatives Facebook-side, eller genlæs det her. 

Denne gang blev Brian Mikkelsen fældet af en almindelig mand som dig og mig – og så alligevel ikke helt. David Tarp, tidligere ansat hos Socialdemokraterne, kan stadig rykke rundt på magthaverne ved at påpege med 140 tegn, at Mikkelsen havde glemt selen.

I en anden sag, der onsdag ramte forsiden af Ekstra Bladet, fik Ulrik Haagerup og DR bygget oven på deres heste-fest. Haagerup er ellers blevet holdt meget godt fast af de etablerede journalister, men de får også god hjælp af de små dokumentarister.

Hold øje med mediet Journalista.dk, hvor den semiprofessionelle hobby-graver-journalist Lars Bjørknæs med en simpel aktindsigt fik vendt rundt på DR’s flybonus-pointsystem. Det krævede lidt strøm på websitet og et tweet, og så var der en række af de etablerede små ”magtcentre”, der samlede den op på sociale medier – som for eksempel Henrik Qvortrup, der med et kæmpe følgerantal er en voldsom affyringsrampe på både Facebook og Twitter.

Der er en række magtcentre med mange følgere på sociale medier i Danmark, der har lignende evner og rækkevidde til at sætte turbo på dårlige sager, når de er kommet fra en lille dokumentarist. Det er folk som Anna Sophia Hermansen, Abdel Aziz Mahmoud med flere. Får de sat en tone på journalisternes intranet Twitter, er der strøm nok til, at en stor avis samler historien op – og så ender Haagerup på forsiden.

Hold øje med de små dokumentarister. For de har magt. Du har magt, når du bruger dine sociale medier. Man skal heller ikke underkende de små medier som PioPio og 180grader.dk, hvor dokumentaristerne er sat en smule mere i system: Det var eksempelvis en ”borgerjournalist” fra 180grader.dk, der i sin tid fandt ud af med et spørgsmål på Facebook, at Mette Frederiksens datter gik i privatskole og fik sat strøm til historien.

Du kan også: Med din Twitter-profil eller med Live-video kan det være dig, der skaber historien. Det kan du lige så godt vænne dig til – og det kan journalisterne også. For de kan i realiteten ikke hamle op med tempoet hos de danskere, der har evner til at skabe de små historier, når de falder over Brian uden sele eller Haagerup uden fly-filter.

For magthaverne betyder det, at de skal have endnu mere styr på deres gøren og laden. Det er slut med at dumme sig – for detektiv-korpset er langt større end tidligere. Og de kan trykke det fældende bevis af sted på sekunder.

......

Benjamin Rud Elberth rådgiver om digitale og sociale medier. Han er direktør i firmaet Digitaltaktik.dk og tidligere digital chef for Socialdemokraterne. Han har rådgivet en lang række ministre, partier og politikere og rådgiver politikere på kommunalt plan. Hver torsdag skriver han klummen "Borgen digitalt" på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.