Et valgnederlag vil ikke koste Pape posten

Medmindre man selv har prøvet det, kan man ikke forestille sig, hvor hårdt det er at være der, hvor Det Konservative Folkeparti er nu. Fra i målingerne at være det største borgerlige parti med en realistisk drøm om at nå Statsministeriet, ligger alt nu i ruiner. Man står til et valgresultat på niveau eller måske lavere end valget i 2019 og uden nogen chancer for at nå Statsministeriet. Sammenbruddet er historisk.

Et naturligt spørgsmål er derfor, hvad der sker med Søren Pape Poulsens fremtid som leder af Det Konservative Folkeparti, hvis vælgernes dom på tirsdag ender der, hvor målingerne peger. Sammenhængen mellem nedgangen i målingerne og de mange sager, der har været om Pape er tydelig.

Det korte svar er, at der ikke umiddelbart er noget, som peger i retning af lederskifte eller interne fløjkampe i stil med det, vi så under det konservative blodbad – medmindre bunden går helt ud af projektet og valgresultatet ender markant lavere end i 2019. Og det er der ingen, som på nuværende tidspunkt tror på eller forventer internt.

Man skal ikke lede længe i hverken folketingsgruppe eller bagland for at finde kritiske ryster om Papes ageren fra han annoncerede sit statsministerkandidatur i august og frem til nu. Kritikerne er dybt frustrerede over, hvordan det, der på papiret er små sager, har fået lov til at vokse sig store på grund af dårlig krisehåndtering, og hvor dårligt Pape selv har ageret under pres.

Der er delte meninger om, hvorvidt Pape i det hele taget har lysten til at fortsætte efter denne omgang.

Benny Damsgaard

Statsministerkandidatduellen hos TV 2 i Odense nævnes igen og igen som et pinagtigt lavpunkt, hvor en skinger og tydelig presset Pape forsøgte at få statsministeren til at sige undskyld til landets minkavlere, efter han selv forhastet havde undskyldt for sammenligningen mellem Grønland og Afrika. Ikke det niveau, man i baglandet forventer fra en konservativ partileder, som aspirerer efter landets højeste job.

Enkelte kritiserer også det økonomiske udspil fra sommergruppemødet, som blandt andet indeholdt en afskaffelse af topskatten og en afskaffelse af efterløn og Arne-pension. Et udspil som efterfølgende kom i betydelig modvind fra regeringen.

Den interne kritik af det økonomiske udspil er dog begrænset. Udspillet er helt i tråd med der, hvor Det Konservative Folkeparti har ligget på den økonomisk politiske dagsorden under hele Papes formandstid og også historisk. Solidt til højre for Venstre. Den kritik, der er af udspillet, drejer sig primært om, at Pape var for hurtig til at give køb på indholdet, da han kommer under pres fra for eksempel Inger Støjberg. Noget som har slidt på tiltroen til, at han har råstyrken til statsministerjobbet.

På trods af utilfredsheden, som er betydelig, er der ingen tunge kræfter, der i disse dage taler om en paladsrevolution mod Pape. Til forskel fra hans forgænger, Lars Barfoed, som kom til magten ved at vælte Lene Espersen og derfor var upopulær i især den jyske del af partiet fra dag ét, er Pape bredt set stadig populær. Også i dag. Gruppen og baglandet kan godt lide ham, og selvom han har tæret gevaldigt på kreditten de sidste par måneder, er der stadig plus på kontoen efter mange år med fremgang og endeløse rækker af vælgerforeningsbesøg.

Hvis valget ender omkring resultatet fra sidst, er der en del, der tyder på, at Mette Abildgaard vil stå styrket tilbage

Benny Damsgaard

Selv hvis valget ender omkring resultatet fra 2019 er forventningen derfor, at Pape får lov til at fortsætte. Især hvis vi går ind i en periode med lange regeringsforhandlinger, hvor det måske kan ende med, at Det Konservative Folkeparti igen kommer i regering. I det tilfælde vil alle sidde på hænderne og afvente udviklingen.

Der er dog delte meninger om, hvorvidt Pape i det hele taget har lysten til at fortsætte efter denne omgang. Pape er den næst længst siddende partileder, og flere peger på, at Pape er ved at være slidt efter godt otte år på posten. Efter nedsmeltningen i år er der ingen der realistisk regner med, at han kan gå efter statsministerposten om fire år, og derfor spekuleres der i, om han eventuelt vil bruge et valgnederlag til at sige stop og få mere ro på.

Omvendt er mange der peger på, at Pape reelt ikke har andre karrieremuligheder end politik. Til forskel fra Jakob Ellemann-Jensen har Pape ikke en erhvervskarriere, han kan falde tilbage på. Derfor kunne en exitplan for Pape være at stille sig til rådighed som spidskandidat ved det næste Europa-Parlamentsvalg. En position som både Schlüter og Bendt Bendtsen har haft før ham. Hvis han altså vælger at trække sig.

I Det Konservative Folkeparti er det folketingsgruppen alene, som vælger den politiske leder. Selvom alt på nuværende tidspunkt ser roligt ud, så afgøres Papes fremtid derfor reelt af den gruppe, der sidder tilbage efter på tirsdag.

Internt taler man om, at der i dag er to mulige kandidater, når Pape engang ikke længere er leder. Den politiske ordfører, Mette Abildgaard, som repræsentant for en relativt moderat konservatisme, som især Connie Hedegaard tidligere er blevet set som eksponent for, og næstformanden i gruppen, Rasmus Jarlov, som repræsentant for en mere markant nationalkonservativ retning.

I den nuværende gruppe er det relativt uklart hvem af dem, som ville kunne hævde at have flest mandater bag sig. Blandt andet fordi spørgsmålet ikke har været aktuelt, og opbakningen til Pape indtil nu har været entydig.

Tirsdag bliver på mange måder afgørende for Det Konservative Folkeparti.

Benny Damsgaard

Hvis valget ender omkring resultatet fra sidst, er der dog en del, der tyder på, at Mette Abildgaard vil stå styrket tilbage. I en situation med 12 mandater vil der efter alt at dømme kun være ét mandat i Østjylland, hvor både erhvervsordfører, Mona Juul, og udlændingeordfører og nær allieret med Jarlov, Marcus Knuth, stiller op. Her er det forventningen internt, at Mona Juul vil trække det længste strå.

På samme måde vil der med 12 mandater kun være ét mandat i Københavns Omegn. Her er Rasmus Jarlov sikker, hvilket dog samtidigt vil betyde, at Britt Bager, som mange betegner som en Jarlov-støtte, ikke vil opnå valg. Kommer partiet op på 14 mandater peger mandatfordelingen dog i retning af, at Knuth kommer ind og at Britt Bager har en god chance for at opnå valg.

Et andet interessant område er Sjællands Storkreds. Ved sidste valg gik de to mandater til Brigitte Jerkel og Naser Khader. Sidstnævnte stopper ved dette valg og Brigitte Jerkel opfattes af mange som en relativt svag kandidat. Nogen af dem, der står på spring kunne være en kandidat som den tidligere KU-formand, Rune Kristensen, som sidder i byrådet i Næstved, Mads Andersen, som sidder i byrådet i Køge og som tidligere har været inde som suppleant, eller den tidligere tv-vært Annette Juhler Kjær, som stiller op i Roskilde.

Tirsdag bliver på mange måder afgørende for Det Konservative Folkeparti.