Debat

Forsker: Indfødsretsudvalget skal respektere Danmarks internationale forpligtelser

Kritikken, som flere udenlandske professorer i Altinget har rettet af den nuværende praksis ved indfødsretsordning, er velbegrundet, og kalder på reformering af ordningen, skriver Eva Ersbøll. 

Flere udenlandske professorer retter en skarp kritik af den danske praksis med indfødsretsordningen, og det er en berettiget kritik, skriver seniorforsker emerita Eva Ersbøll. 
Flere udenlandske professorer retter en skarp kritik af den danske praksis med indfødsretsordningen, og det er en berettiget kritik, skriver seniorforsker emerita Eva Ersbøll. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Eva Ersbøll
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Altinget har i denne uge bragt en artikelserie om den danske indfødsretsordning, som ifølge flere udenlandske professorer ikke hører hjemme i en retsstat som Danmark.

Professorerne har særligt hæftet sig ved, at politikere i Folketingets Indfødsretsudvalg bag lukkede døre afgør dispensationssager, at afslag på dispensation ikke begrundes, og at der ikke er nogen klageadgang. De mener, at ordningen kan føre til vilkårlighed og diskrimination.

Udlændige- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek har i anledning af kritikken udtalt, at det nu engang er ”sådan, det er beskrevet i Grundloven”.

Læs også

Venstres ordfører i indfødsretsudvalget, Morten Dahlin, afviser, at der skulle være retssikkerhedsmæssige problemer forbundet med dispensationsordningen. Han tager udgangspunkt i, at gruppen, der søger dispensation, ”ikke lever op til de objektive fastsatte kriterier”.

Efter min mening er kritikken af den praktiserede indfødsretsordning velbegrundet og bør inddrages i overvejelser om en reformering af ordningen.

Eva Ersbøll
Seniorforsker emerita

Alternativet ville ifølge ham være at sige, at ”ingen skulle have mulighed for at søge om dispensation”. Han ser den nu praktiserede dispensationsmåde som ”den rigtige måde at leve op til grundlovens ånd på”.

Efter min mening er kritikken af den praktiserede indfødsretsordning velbegrundet og bør inddrages i overvejelser om en reformering af ordningen. Jeg mener, at der navnlig er to forhold, som i den forbindelse er værd at tage i betragtning:

Indfødsretsudvalget skal respektere Danmarks internationale forpligtelser og en vurdering af, hvad ”grundlovens ånd” tilsiger, bør foretages med udgangspunkt i den gældende 1953-grundlov.

Konventionerne forpligter

Hvad angår respekten for konventionerne, så har Udlændinge- og Intergrationsministeriet i en notits fra 2017 fastslået, at Folketingets Indfødsretsudvalg er forpligtet til at meddele en ansøger dispensation fra de almindelige betingelser for indfødsretsmeddelelse, hvis indfødsretsudvalget vurderer, at ansøgeren på grund af sit handicap er udelukket fra at opfylde betingelserne. Man vil således ikke uden at krænke handikapkonventionen kunne sige, ”at der ikke er nogen mulighed for at få dispensation”.

Den europæiske konvention om statsborgerret indeholder desuden en begrundelsespligt, som ifølge en højesteretsdom fra 2017 også gælder for indfødsretsudvalgets afslag på indfødsret. En sådan begrundelse skal ifølge Højesteret have et indhold - retligt og faktuelt -, der giver ansøgeren et rimeligt grundlag for at bedømme, hvad årsagen til afslaget er.

Hvis indfødsretsudvalget ville overholde konventionsforpligtelserne, ville det fremme ansøgernes retssikkerhed.

Eva Ersbøll
Seniorforsker emerita

Det er således klart, at man ikke kan begrunde et afslag på dispensation fra eksempelvis sprogkravet med, at ansøgeren ikke opfylder sprogkravet. Det vil svare til at begrunde et afslag på en ansøgning om dispensation i en byggesag med, at ansøgeren ikke opfylder kravene i den regel, som vedkommende ansøger om at opnå dispensation fra.

Hvis indfødsretsudvalget ville overholde konventionsforpligtelserne, ville det fremme ansøgernes retssikkerhed.

Se på forarbejderne til Grundloven fra 1953

Hvad angår grundlovsfortolkningen, så må der efter min mening som udgangspunkt ses på forarbejderne til 1953-grundlovens paragraf 44, hvoraf det fremgår, hvilken indfødsretsordning man valgte at videreføre i den nye grundlov og hvorfor. Det var nemlig ikke uomtvistet, at ordningen med tildeling af indfødsret ved lov skulle videreføres i 1953-grundloven.

To af Danmarks mest anerkendte statsretsprofessorer, Poul Andersen og Alf Ross, var kritiske overfor ordningen med tildeling af indfødsret ved lov. Som særligt sagkyndige tilforordnede ved Forfatningskommissionen (1952) gav de følgende beskrivelse af den indfødsretsordning, som havde været praktiseret gennem det meste af det 20. århundrede:

”Indfødsretsmeddelelse er nu-til-dags kun i ringe grad en individuel udpegning af personer til medlemmer af det danske samfund. Der foregår derimod efter ret udpenslede retningslinjer, fastlagt ved aftale mellem ministerium og rigsdagsudvalg angående indfødsrets meddelelse, en sortering af ansøgerne: De, der falder indenfor disse linjer, optages på de årlige lovforslag og går praktisk taget aldrig ud under rigsdagsbehandlingen; de, der falder udenfor, afvises eller må vente; tvivlsomme tilfælde afgøres efter samråd mellem ministerium og landstingsudvalg. Lovbehandlingen af alle de tilfælde, hvor ansøgerne opfylder de stillede betingelser, er herefter en ren formalitet, men en besværlig og kostbar formalitet”, og fortsætter:

”Under behandlingen i landstinget kommer nye ansøgere til, og lovforslaget må da sættes og trykkes om. Alt til ingen nytte. Den indflydelse, som rigsdagen har mulighed for at udøve ved meddelelse af indfødsret, ligger overvejende i deltagelsen af fastsættelse af retningslinier for naturalisation. Denne indflydelse forekommer os naturligt at burde udøves ved lov.”

Først i slutningen af 1980'erne blev indfødsretsområdet politiseret.

Eva Ersbøll
Seniorforsker emerita

Trods kritikken blev grundlovens paragraf 44 som bekendt vedtaget. Derefter fortsatte Folketinget den hidtidige praksis med at tage hensyn til ansøgernes berettigede forventninger ved ikke at udtage dem af lovforslag og ikke drøfte deres forhold offentligt. Ordningen indebar også, at Indfødsretsudvalgets betænkninger og lovforslagene om indfødsretsmeddelelse blev enstemmigt vedtaget.

Først i slutningen af 1980'erne blev indfødsretsområdet politiseret. Det førte blandt andet til, at man forlod mere end 100 års praksis med at lade den generelle indfødsretslov give efterkommere og andre ret til indfødsret, og flere og flere sagstyper er blevet lagt over i Indfødsretsudvalgets regi.

Den danske grundlov bygger på retsstatsprincippet. Hvis man i lyset heraf vil drøfte en reformering af den gældende indfødsretsordning, er der inspiration at hente i den ordning for tildeling af indfødsret, som Rigsdagen og senere Folketinget praktiserede op igennem det meste af det 20. århundrede.

Læs også

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kaare Dybvad Bek

Udlændinge- og integrationsminister, MF (S)
cand.scient. i geografi og geoinformatik (Københavns Uni. 2012)

Morten Dahlin

Minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde (V), MF
HA (kom.) (CBS 2012)

Eva Ersbøll

Seniorforsker emerita, Institut for Menneskerettigheder
Cand. jur., ph.d., seniorforsker emerita

0:000:00