Andreas Steenberg: Indfødsretsudvalget er noget af det mest absurde, jeg oplevede i mine 11 år på Christiansborg

Flere og flere sager

Selvom Grundlovens bogstav er sådan, så har det i årevis gjaldt, at Folketingets flertal har opstillet en række objektive kriterier, som sagsbehandlere kunne afgøre sagerne ud fra. Men i 00’erne opstod der diskussion om dispensationer givet til særligt flygtninge med posttraumatisk stress.

Mange syntes, at statsborgerskaberne blev uddelt for nemt, og derfor begyndte man tage sagerne ind i Folketinget og afgøre dem her. Jeg har siddet i det udvalg, og det er noget af det mærkeligste og mest absurde, jeg har oplevet i mine 11 år på Christiansborg.

Man får tilsendt nogle gange kassevis af papirer om folks sygdomsforløb og meget andet, og så sidder man og beslutter, om de må få statsborgerskab, selvom de ikke lever op til kravene. Det er helt og aldeles hemmeligt, hvad der bliver sagt, og hvorfor hvert enkelt medlem stemmer, som de gør.

Som borger aner man ikke, hvad der gælder, og to helt ens sager kan blive afgjort helt forskelligt

Andreas Steenberg (R)
Fhv. MF

Møderne foregår ved, at formanden siger ’sag/person nummer et, to, tre og så videre’, og så siger hvert parti ja eller nej. Oftest argumenteres der ikke, og ingen ved, hvorfor et parti har sagt ja eller nej til Brians, Ahmeds eller Viktorias ønske om dispensation. Borgerne får heller ikke noget at vide, så de aner ikke, hvorfor de fik ja eller nej.

Med tiden bliver flere og flere sager sendt ind i indfødsretsudvalget. To områder er begyndt at fylde meget; folk med fartbøder og unge, der er født og opvokset i Danmark. Hvis man får en bøde over 3000 kroner, får man 4,5 års karensperiode, hvor man ikke kan søge statsborgerskab.

Men man kan søge dispensation og få sin sag op i Folketingets indfødsretsudvalg. Efter man vedtog de 3000 kroner som rettesnor, har man dels hævet alle fartbøder, og man har besluttet dobbeltbøder, hvis man kører for stærkt ved vejarbejder. Antallet af dispensationer er steget ganske meget på grund af fartbøder, og før valget i 2019 fik en del ja, men efter 2019 fik de fleste nej til dispensation.

Hvordan det nye folketing ser på det, ved ingen. For den nye regering har ikke lagt en linje. Som borger aner man ikke, hvad der gælder, og to helt ens sager kan blive afgjort helt forskelligt.

Den anden store gruppe, hvis sager kommer op i Folketinget, er unge, der er født og opvokset i landet. Da Inger Støjberg var minister, fjernede hun den såkaldte erklæringsadgang, hvor unge, der var født eller opvokset her i Danmark, kunne få statsborgerskab, hvis de havde afgangseksamen fra folkeskolen og en ren straffeattest.

Fremmer ikke integrationen

Men med Mattias Tesfayes (S) stramning i 2020 blev det værre. Nu skulle pludselig også unge leve op til kravet om 3,5 års fuldtidsbeskæftigelse inden for de seneste fire år. Det er der selvfølgelig ingen 18-årige, der gør, så nu skal alle unges sager afgøres ved, at de søger dispensation i Folketingets indfødsretsudvalg. Og de skal endda skrive en motivation, som Folketingets medlemmer kan læse og bruge til at tage stilling til sagen.

Det var et stort ønske fra Konservative og Marcus Knuth. For Konservative ville stemme nej til unge, hvis forældre eller bedsteforældre kom fra bestemte lande. Omdrejningspunktet var selvfølgelig, om de var fra overvejende muslimske lande. Jeg synes, det er så trist, at en stolt retsstat udsætter unge for den form for ren diskrimination.

Engang gav man statsborgerskab mere eller mindre automatisk, men det ændrede Danmark i 00’erne. Det er rimeligt nok, at der er krav om integration, selvom jeg ikke støtter alle de krav, der er i dag. Men at vi ikke kan fortælle nye borgere, hvordan deres sager afgøres, så de ved, hvad de skal, er pinligt og ikke fair.

Det fremmer heller ikke integrationen, at folk ikke ved, hvad der skal til for at blive dansk, også på papiret. Ikke mindst når vi taler om unge, der intet har gjort galt eller ulovligt og som er født her i landet. Det er ikke fair.

Folketinget burde formulere klare krav til, hvordan man får statsborgerskab, og så kan hvert enkelt parti have sine holdninger til kravenes omfang og niveau.

Men reglerne bør være klare og ikke overladt til hemmelige møder, hvor det er tilfældigheder og i nogle tilfælde åbenlys diskrimination og unfair forskelsbehandling, der afgør sagerne. Alle andre steder i vores retsstat ville det være ulovligt.