For demokratiets skyld må man håbe, at blokpolitikken overlever

Der er intet belæg for, at det er nødvendigt for Danmarks fremtid eller politiske stabilitet at udelukke yderfløjene og skabe en midterregering. Det er udelukkende et håb svage vælgere klynger sig til i tryghedens navn.

Det er for de vælgere, der ikke tør forsøge at sætte deres vilje igennem, fordi de frygter, at det bliver den anden fløj, der vinder. Det er som pokerspilleren der aldrig tør gå all-in, og derfor aldrig ender med sejren. Det er politik for mennesker der både går med livrem og seler.

Værst af alt vidner ønsket om at udelukke fløjene om en mangel på demokratisk rummelighed. I Sverige forsøgte man den strategi i mange år. Hvad der ikke blev foretaget af krumspring for at sætte Sverigesdemokraterne uden for indflydelse.

Der var argumentet, at den store mængde vælgere, der stemte på Sverigesdemokraterne, havde så uhyrlige holdninger, at de ikke kunne tillades i et demokrati.

Demokrati burde handle om at diskutere, hvor man overhovedet vil hen

Rasmus Ulstrup Larsen

Som det svenske Socialdemokraterne skrev på deres Facebook i 2019: ”Rundtom i verden øger højreekstremismen sin indflydelse. Sverige vælger en anden vej. Vi står op for demokrati og lige værd.” Demokrati og ligeværd, for de rigtige, må man forstå. Ikke for dem, med de forkerte holdninger.

Historien er gået sin gang, og Sverigesdemokraterne er vokset og vokset. Nu har de i allerhøjeste grad fået indflydelse efter det nylige valg i september. Det samme vil ske i Danmark, hvis midterpartierne forfølger den svenske logik. Man kan ikke lutre ud i de forkerte holdninger, så længe der er demokrati.

For der findes ingen forkerte holdninger i et demokrati. Der findes ikke nogen magisk grænse, der kan dømme politiske visioner inde eller ude. Der findes kun folkets vilje, eller viljer, som man må forsøge at inkorporere så godt som muligt, afhængig af størrelsen af viljerne. Men det er dét, som midterregeringsdrømmerne forsøger at undgå.

Med snak om økonomisk nødvendighed, behovet for reformer og anden teknokratisk sludder, forsøger de at sige, at politik slet ikke handler om folkets vilje. Det handler i stedet om indiskutable økonomiske nødvendigheder og politiske sandheder, som det er politikernes opgave at indføre.

Det er politik reduceret til embedsmandsvælde, hvor kaptajnen ikke længere skal udstikke retningen, men blot navigere igennem farvandet bedst muligt til den destination, der er udpeget i forvejen af økonomer.

Demokrati burde handle om at diskutere, hvor man overhovedet vil hen. Så må embedsmændværket og økonomerne finde ud af, hvordan det lader sig gøre, når et flertal i befolkningen har slået destinationen fast.

Med de nye tendenser i midten af dansk politik ønsker man at bytte rundt på det forhold. Man ønsker at give alt magt til akademikerne og embedsværket.

Man fristes til at spørge, om de har glemt, hvad der skabte Donald Trump og al den farlige populisme, som de forsøger at undgå.

For demokratiets skyld må man håbe, at blokpolitikken overlever.