Fukuyama tager opgør med identitetspolitikken

ANMELDELSE: De liberale demokratier er truet af identitetspolitik både fra højre og venstre. Den eneste vej ud er ifølge bogaktuelle Francis Fukuyama at formulere en bred national identitet.

Altingets vurdering: 5/6

Af Michael Böss
Historiker, samfundsforsker og forfatter og lektor emeritus ved Aarhus Universitet

Selv om mange herhjemme i lyset af udviklingen i de senere år betragter det som lidt af en skamros, har den verdenskendte statsvidenskabsmand og politiske filosof Francis Fukuyama i mange år brugt udtrykket ”at komme til Danmark” til at beskrive præmisserne for en velfungerende stat: et ikkekorrupt offentligt bureaukrati, et liberalt demokrati og respekt for retsstaten.

Nu har han tilføjet en ny betingelse: en stærk national identitet. Men på det punkt har Danmark noget at lære af USA, mener han. For en national identitet bør ikke også være etnisk. Hvad han forstår ved ’etnisk’, er dog ikke klart.

Men først nogle indledende oplysninger om, hvorfor Fukuyama er blevet en hyppig gæst herhjemme og udviser et betydeligt kendskab til den danske stats historie. Baggrunden er, at jeg inviterede ham til at tale på den første MatchPoints-konference på Aarhus Universitet i 2007, og at jeg siden – i nært samarbejde med daværende rektor Lauritz Holm-Nielsen – formidlede hans tilknytning til universitetet i et treårigt gæsteprofessorat fra 2009 til 2012, hvorunder han blev tildelt et æresdoktorat.

I de år sørgede jeg for, at Fukuyama lærte en lang række danske historikere og politologer at kende i forbindelse med konferencer og symposier, for eksempel Uffe Østergård, Ove Korsgaard, Georg Sørensen og Ove Kaj Pedersen. Disse konferencer og venskaber kom han til at drage nytte af i sin forskning i de følgende år, har han fortalt mig. Det samme har Danmark. Vores land får således en pæn omtale i hans to hovedværker The Origins of Political Order (2011) og Political Order and Political Decay (2014), og der er ikke nogen tvivl om, at Fukuyama har medvirket til at give Danmark et godt renommé i det liberale USA, uanset smykkelov og Lindholm.

Fukuyama kommer stadig til Danmark – senest i december sidste år – og hver gang stiller han velvilligt op til interview i dagblade og på tv. Her dukker der næsten altid før eller senere et særligt spørgsmål op: Hvorfor tog du fejl i 1992, da du i en artikel i 1989 og din bog fra 1992 The End of History and the Last Man forudsagde det liberale demokratis endegyldige sejr?

Og hver gang forsøger Fukuyama venligt og tålmodigt at forklare, at der rent faktisk var tale om en overfortolkning baseret på en misforståelse af bogens tese. Misforståelsen blev cementeret i Danmark, da hans danske oversætter, Ole Lindegaard Henriksen, gav den titlen Historiens afslutning og det sidste menneske.

Som Fukuyama skriver i forordet til Identity: Contemporary Identity Politics and the Struggle for Recognition, brugte han dengang begrebet ”historie” i en hegeliansk-marxistisk betydning; altså om den historiske udvikling af sociale institutioner over lang tid, og som man også kan betegne som ”modernisering”.

Udtrykket ”historiens ende” betød altså ikke dens ophør, men dens retning og mål. Hvor Marx mente, at historien bevægede sig frem mod det klasseløse samfund, hældede Fukuyama selv til Hegels udgave og mente, at historien udviklede sig i retning af en liberal stat forbundet med en markedsøkonomi.

Alligevel indrømmer han i dag, at han på flere punkter har måttet revidere sine synspunkter, og at hans store tobindsværk om politisk orden og politisk forfald repræsenterer, hvad han siden 1992 har lært om den verdenspolitiske udvikling. Hans to vigtigste erkendelser er, for det første, hvor vanskeligt det er at udvikle en moderne, upersonlig stat – ”at komme til Danmark” – og for det andet muligheden for, at det liberale demokrati kan gå i forfald eller tilbage.

Men der var også en anden ting, som hans kritikere fik galt fat i. De lagde ikke mærke til, at hans artikel fra 1989, der blev trykt i tidsskriftet The National Interest, var forsynet med et spørgsmålstegn. De havde tydeligvis heller ikke forstået – eller læst – de sidste kapitler af bogen, som handler om det, Nietzsche kaldte for ”det sidste menneske”. For begge steder skrev han, at hverken religion eller nationalisme ville ophøre med at være kræfter, der vil påvirke verdenspolitikken. Og det har de, viser han i sin nye bog.

Det skyldtes, at nutidens liberale demokratier ikke havde løst problemet med thymos, anerkendelse.

Identitetspolitik
Nutidig politik er stadig præget af fordelingsøkonomiske spørgsmål, men en stadig større del af det politiske liv handler om noget andet: om identitetspolitik. Identitetspolitik kan defineres som en politisk mobilisering på baggrund af en gruppes kendetegn såsom race, køn, seksualitet og etnicitet. Den adskiller sig derved fra den traditionelle måde at organisere sig på politisk: ud fra parti, ideologi eller økonomiske interesser. Undertiden hænger fordelingspolitik og identitetspolitik dog sammen.

Kampagnen for homoægteskaber, som bredte sig som en løbeild ud over hele den vestlige verden i begyndelsen af dette århundrede, havde et økonomisk aspekt: Den handlede blandt andet om bøssers og lesbiskes ret til at arve efter hinanden eller til fælles beskatning.

Den slags spørgsmål kunne dog være løst – og blev det i flere tilfælde – gennem nye love for indgåelse af civile partnerskaber. Men når kravet gik videre og blev til en ret til at indgå ægteskab, skyldtes det, at båndet mellem partnere af samme køn ellers fortsat ville være anderledes end mellem mænd og kvinder i et ægteskab.

 

Homoseksuelle ønskede, at det politiske system eksplicit skulle anerkende bøssers og lesbiskes lige værdighed med heteroseksuelle. Og de, der var modstandere af homoægteskaber, ønskede på deres side at fastholde en markering af den højere værdi af det heteroseksuelle forhold og den traditionelle familie. På samme måde handler #MeToo-bevægelsen ikke så meget om noget ”økonomisk”, altså om magtfulde mænds udnyttelse af sårbare kvinder, som om den personlige nedværdigelse i kun at blive værdsat for sin seksualitet eller sit udseende.

Sådanne anerkendelseskrav fra grupper, som har været marginaliseret af samfundet, finder Fukuyama helt rimelige. Ethvert individ har krav på isothymi: til at blive anerkendt som ligeværdigt med andre.

Det, der bekymrer ham ved nutidens identitetspolitik, er derimod dels dens tendens til, at stadig flere grupper kræver særlige rettigheder, dels at kravet slår over i en megalothymi, det vil sige et krav om, at den gruppe, som individet tilhører, bliver anerkendt for sin overlegenhed over for andre.

Populisme
Den første form for anerkendelse er det moderne liberale demokrati i det store og hele i stand til at garantere gennem sine love og institutioner. Men det er til gengæld ikke i stand til at garantere, at borgerne vil nyde denne anerkendelse i praksis, især hvis der er tale om grupper med en lang marginaliseringshistorie. Og megalothymien går imod selve grundlaget for det liberale demokrati, som jo bygger på alle borgeres lighed.

Identitære grupper bygger ikke kun på hudfarve, køn og seksuel orientering. Der kan også være tale om etniske, nationale eller religiøse grupper, som føler sig undertrykt eller set ned på af flertallet – eller andre nationer. Derfor vil der foregå en stadig kamp for fuld – isothymisk – anerkendelse, som i værste fald kan splitte samfund ad. Hvis det drejer sig om store etniske grupper eller nationer, kan det føre til civile og internationale konflikter.

I tilfælde af megalotymi, som Fukuyama betragter som et universelt historisk fænomen, findes der kun et håb om, at den kan modereres eller kanaliseres ind i fredelige former for konkurrence mellem samfundets grupper.

I de sidste kapitler af The End of History diskuterede han, om netop ikke den kendsgerning, at det liberale demokrati var bundet sammen med markedsøkonomien, kunne have en sådan afdæmpende virkning. Han mente, at forfatningsfædrene i USA havde fundet en løsning ved at indføre et system, som forhindrede en bestemt gruppe eller en enkelt leder i at monopolisere magtudøvelsen.

I lyset de nyere erfaringer med populistiske bevægelser og politikere, der er kommet til magten med det formål at gøre en ende på de ydmygelser, de mener, deres gruppe eller land lider under, er Fukuyama dog ikke længere overbevist om, at det liberale demokrati og markedet er nok til at sikre en stats sammenhængskraft. Hvad der er brug for, er en fælles identitet, som kan rumme dens forskellige grupper.

Mellemøsten
Ifølge Fukuyama kan de fleste af de konflikter, vi ser på Den Arabiske Halvø, forklares som resultater af, at staterne i denne region aldrig har udviklet en national identitet, men historisk altid har været delt internt af klanloyalitet og religiøse identiteter. Skrøbelige stater er skrøbelige, fordi de ikke har en stærk nationalitet. En stærk national identitet tilkender staten og dens politiske styre legitimitet og får befolkningen til at udvikle tillid, samarbejdsvilje og solidaritet.

Desuden fremmer den statens sikkerhed, en ikkekorrupt embedsstand og økonomisk udvikling, og den er en forudsætning for, at demokratiet kan fungere. Men nationalitet handler efter Fukuyamas opfattelse ikke kun om at være tro over for love og forfatninger. Den handler også om kultur og værdier og om de fortællinger, et folk har om sig selv: Hvor det kommer fra, hvad det fejrer, og hvad der bør huskes. 

Selv om diversitet i nutidens samfund er både en kendsgerning og en værdi, må mangfoldigheden ikke stå i vejen for en fælles nationalitet, mener Fukuyama. Ganske vist fik begrebet et dårligt omdømme i første halvdel af 1900-tallet, da der bredte sig en intolerant, aggressiv og dybt illiberal ”etnisk nationalisme” i Centraleuropa. Men historien viser, at national identitet også kan bygges op omkring liberale og demokratiske værdier, og at den ikke kræver, at alle medlemmer af befolkningen deler etnicitet.

I dag er der nogle, der mener, at globaliseringen betyder, at nationalitet og nationalstater er forældede og bør erstattes af transnationale identiteter og institutioner. Andre mener, at liberale demokratier bygger på ideen om universelle menneskerettigheder, som der ikke bør sættes nationale grænser for.

Men alligevel er der ikke noget alternativ til den nuværende internationale orden baseret på nationalstater, mener Fukuyama. Dels fordi der ikke findes noget troværdigt forslag til, hvordan man kan holde globale regeringsinstitutioner demokratisk ansvarlige. Dels fordi demokratiske institutioner afhænger af en befolkning med ”fælles normer, perspektiver og til syvende og sidst en fælles kultur”.

Danmark er ikke USA
Hvad indebærer det så for et land som Danmark, hvor en femtedel af befolkningen i 2060 vil bestå af efterkommere fra ikkevestlige lande? Her vil der være folk på både den kulturelle venstrefløj og den liberalistiske højrefløj, der vil stejle over de midler, Fukuyama foreslår.

Han anbefaler nemlig en stærk begrænsning af indvandring, og at indvandrere assimileres til de nationale værdier i en liberal Leitkultur. Til gengæld er han også stærkt kritisk over for både det nye højres og venstres identitetspolitik.

Fukuyama analyserer det aktuelle politiske opbrud i Europa og USA som resultatet af en ”populistisk nationalisme”, som er opstået som reaktion på globaliseringen, herunder migration og indvandring.

Han mener, at populistiske partier og deres ledere forsøger at bruge det politiske system til at tilegne sig en magt, som de legitimerer med henvisning til, at de repræsenterer ’folket’. Da de definerer folket ud fra snævert etniske kriterier, kommer de uvægerligt til at marginalisere eller ligefrem ekskludere store grupper i befolkningen.

Når de er kommet til magten, har nogle af dem – for eksempel Trump i USA, Erdogan i Tyrkiet, Putin i Rusland og Orbán i Ungarn – efterfølgende bestræbt sig på at underminere de institutioner, som er sat til at begrænse den politiske magt i liberale demokratier: domstolene, parlamentet, de uafhængige medier og den partineutrale statsforvaltning.

Derfor er en nationalistisk identitetspolitik i færd med at underminere demokratiet i visse lande og erstatte dem med mere eller mindre autokratiske styreformer.

Men Fukuyama er lige så kritisk over for den identitetspolitik, mange venstrefløjspartier står for i dag.  De har nemlig ikke øje for de problemer, som globaliseringen har skabt i form af ukontrolleret indvandring, tab af arbejdspladser og en stigende ulighed; konsekvenser, som først og fremmest har ramt arbejder- og middelklassen.

I stedet for at forsvare arbejdere og andre grupper, som er blevet økonomisk svækkede og socialt marginaliserede af globaliseringen, har venstrefløjen valgt at hylde det multikulturelle samfund og en lang række mindretalsgruppers særlige identiteter. Men kulturel mangfoldighed kan ikke i sig selv danne grundlag for et demokratisk og solidarisk samfund. Det, der skal til, er derimod en fælles identitet, der kan rumme mangfoldigheden.    

Fukuyama anser – lidt ukritisk – sit eget land, USA, for at være forbillede på, hvordan nationalitet bør være: frigjort fra sine etniske og religiøse rødder og grundlagt på værdierne i en liberal politisk kultur.

Her overmander den liberale teoretiker dog historikeren i ham. Jeg er således selv skeptisk over for hans tro på, at man kan overføre USA’s model til et samfund med helt andre historiske forudsætninger.

Jeg deler heller ikke hans forestilling om, at man blot med rationelle argumenter kan få et folk til opgive en nationalitet, det har udviklet gennem flere hundrede år, og dermed også de etniske kulturelementer, der knytter sig til den.

Og jeg er en af de mange forskere, der som Samuel Huntington mener, at lande som USA og Canada lever højt på en kultur, der er skabt af deres oprindelige etniske flertal.

AAU-politologen Christian Albrekt Larsen mener, at han i Den danske republik: forandringer i danskernes nationale forestillinger (2016) kan dokumentere, at vi danskere i stigende grad lægger mere vægt på vores politiske end vores kulturelle fællesskab.

Det betyder efter denne anmelders opfattelse, at man bør forholde sig kritisk til forestillingen om dansk nationalitet som en ’etnisk’ størrelse. Jeg ved fra mit personlige kendskab til Fukuyama, at han godt er klar over dette. Men hans akademiske styrke ligger helt klart i hans politiske filosofi, teori og store historiske overblik snarere end i den historiske deltalje og nuance. Eksempelvis er hans forståelse af baggrunden for Brexit ikke overbevisende. Jeg kan dog følge ham i de fleste af hans analyser og konklusioner.

Jeg vil på den baggrund konkludere, at Identity er et velkomment og overbevisende supplement til hans store tobindsværk. Desuden er bogen en så god korrektion af misforståelserne omkring The End of History, at han for fremtiden bør spares for flere spørgsmål om, hvorfor han ”tog fejl” i 1992.

Francis Fukuyama: Identity – Contemporary Identity Politics and the Struggle for Recognition, 256 sider, Profile Books Limited

Forrige artikel Per Stig anmelder: Arven fra Irak spøger stadig i Washington Per Stig anmelder: Arven fra Irak spøger stadig i Washington Næste artikel David Trads anmelder ny Obama-bog: Ujævn klummesamling uden rød tråd David Trads anmelder ny Obama-bog: Ujævn klummesamling uden rød tråd
Kjærsgaards og Thulesens forhold er blevet anstrengt

Kjærsgaards og Thulesens forhold er blevet anstrengt

ANALYSE: Modsætningerne i DF handler mere om stil og magtpositioner end om politisk uenighed. I valgkampen har der været gensidig irritation mellem Kjærsgaard og Thulesen, men der er ikke tale om to politiske fløje over for hinanden.