I Herning børstede Konservative støvet af sig: "Nu løfter vi blikket"

Baglandet købte Søren Pape Poulsens nye konservative grundfortælling på weekendens landsråd. Men medlemmerne gav ham også et rap over nallerne, da de skulle stemme om hans fyring af Pernille Weiss. Nu vil de videre.  

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Andreas WindKarl Emil Frost

Hundredvis af små grønne hæfter lå klar på de lange borde i Herning Kongrescenter til hvert eneste fremmødte konservative medlem.

Det var partiets nye grundfortælling.

"Stærke rødder i en omskiftelig tid" er titlen, og på weekendens landsråd skulle den bruges til at nulstille det hårdt prøvede parti knap et år efter nedsmeltningen i valgkampen.

Og grundfortællingen skulle være Søren Pape Poulsens platform til at genstarte sit eget formandskab for partiet. 

Vælgerne orker ikke partier, der skændes i offentligheden

Søren Vandsø
Generalsekretær, Konservative

Men før den hårdt prøvede formand kunne få lov at uddybe budskaberne om stærke familier og forpligtende fællesskaber i en tid fyldt med kriser, tog en anden Søren ordet.

Søren Vandsø. Partiets generalsekretær og Papes tætte allierede.

For landsrådet var ikke kun en ny begyndelse på en ny fortælling. Den var også en kulmination på flere uger, hvor porten til den interne kritik af Pape og resten af ledelsen havde stået pivåben i mediernes spalter.

Formanden er for usynlig, han er for højreorienteret og han burde være gået i regering, havde det blandt andet lydt.

Og så havde han håndteret partiets eneste medlem af EU-Parlamentet, Pernille Weiss helt urimeligt, mente højlydte kritikere. Nu havde hun antændt lunten på en bombe, der risikerede at sprænge i løbet af lørdag formiddag. 

Hun havde nemlig besluttet at genopstille til EP-valget i 2024 trods partitoppens kraftige og eksplicitte ønske om det modsatte. I Herning skulle striden afgøres ved simpelt flertal.

Læs også

Så Søren Vandsø tog ordet. 119 evalueringsmøder havde han afholdt med baglandet siden folketingsvalget, fortalte han. Respektfulde møder, men hvor han også havde mødt vrede og skuffelse.

"Det er naturligt med uenighed," sagde generalsekretæren.

Også på et landsråd.

"Alle kan deltage i drøftelserne, det kræver bare, at man melder sig ind og betaler sit kontingent."

Men så opfordrede han i klar tale til at holde de kritiske bemærkninger og uenigheder internt:

"Vælgerne orker ikke partier, der skændes i offentligheden."

Med den forventningsafstemning var scenen så klar som muligt til Papes nye genfortælling. 

Tæsk i valgkampen  

Men da formanden tog ordet, efter at være klappet op på scenen til tonerne fra "We are family", begyndte han med at dvæle lidt mere ved det store valgnederlag. Partiet havde "fået nogle tæsk," erkendte han.

Han påtog sig ansvaret for det efterår, hvor tocifrede meningsmålinger på få uger blev formøblet til et valgresultat på 5,5 procent af stemmerne og en tilværelse langt fra Statsministeriet.

Men, som han skyndte sig at sige, nu ville han også påtage sig ansvaret for at løfte partiet videre, og opfordrede kritikerne til at "læne sig ind i tilliden," til hans formandskab. 

Vi er altså ikke født til at være skaffedyr for staten

Søren Pape Poulsen

"Nu er det tid til at vi kommer videre – i fællesskab. Nu løfter vi blikket. Der er nemlig brug for os derude."

Og så forklarede han forsamlingen om det lille grønne hæfte med den store fortælling.

"Det er ikke et nøgternt politisk katalog med initiativer og en tabel, der viser prisen. I stedet viser vi vores værdier."

Partiets realpolitiske drejebog skal tage udgangspunkt i fællesskabet - og særligt de ikke-statslige af slagsen: foreningslivet, naboskabet og ikke mindst familien. Især familien gik igen.

Til gengæld blev topskattelettelser ikke nævnt med et ord i talen. Temaer som erhvervslivets vilkår eller økonomisk ansvarlighed havde heller ikke fundet vej til talepapiret.

"Vi er vant til at regne i arbejdsudbud og skatteindtægter i dansk politik. Men vores succes skal også måles på antallet af sænkede skuldre." 

Læs også

I stedet sendte han en stikpille til Socialdemokratiet Mette Frederiksen, som på det se seneste har udtrykt bekymring over, at for mange borgere ønsker at arbejde mindre.

"Undskyld mig, men hvem er egentlig til for hvem her? Vi er altså ikke født til at være skaffedyr for staten," sagde partiformanden.

Og så rundede Pape sin nye grundfortælling af med en appel, inden han forlod scenen til stående klapsalver fra den konservative familie:

"Kære venner, der er brug for os som aldrig før. Det er nu, vi skal videre, for det er nu, vi skal være noget for andre." 

En grøn folder rummer Konservatives nye fortælling, der skal genstarte partiet oven på et års fald fra tinderne.
En grøn folder rummer Konservatives nye fortælling, der skal genstarte partiet oven på et års fald fra tinderne. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Tilbage til rødderne 

Papes grundfortælling blev efter alt at dømme købt.

I hvert fald hos flere fremtrædende stemmer i partiet.

"Nu har vi været i en rædselsfuld periode på et år, og nu skal vi starte forfra. Og derfor skal vi have en klar konservative fortælling. I den nuværende situation var det den perfekte tale," lød det fra det tidligere mangeårige medlem af Folketinget, Helge Adam Møller.

Hvordan hører du grundfortællingen?

"At man ikke skal være sig selv nærmest. Jeg er så træt af, at man altid spørger: ’Hvad kan kommunen gøre for mig? Hvad kan regionsrådet gøre?’ I stedet for at sige: ‘Hvad kan jeg gøre for min familie, for min nabo, for mine venner?’" sagde K-veteranen til Altinget. 

Nu forsøger vi at finde tilbage til rødderne, til værdierne, og det er den rigtige vej at gå

Knud Erik Langhoff
Borgmester (K), Kolding Kommune

Også for Koldings konservative borgmester, Knud Erik Langhoff, ramte talen plet:

"Nu forsøger vi at finde tilbage til rødderne, til værdierne, og det er den rigtige vej at gå. At tage hånd om de svage i samfundet og tage hånd om familierne er god konservativ politik, som vælgerne ønsker," sagde han.

Samme vurdering lød fra borgmester i Sorø Kommune, Gert Jørgensen.

"Han trak på klassiske konservative værdier. En masse om fælleskaber og familiepolitik – at vi sammen kan gøre det bedre, end hver for sig. Jeg tror, at det vil kunne genskabe den styrke, som vi har haft tidligere," sagde han og tilføjede:

"Nu handler det ikke længere mest om topskat, men om det socialkonservative."

Borgmester i Vejen Kommune, Frank Schmidt-Jensen, tog også fat i topskatten. 

Læs også

"Lad os bare slå fast: Det med topskatten er ikke noget, vi fokuserer på længere. Nu er det familien og helt klassiske konservative værdier om, at vi tager os af hinanden," sagde han.

Ifølge flere af K-borgmestrene bør partiet ikke længere evaluere og dvæle ved nederlaget.

"Vi har alle sammen skullet tage luft ind – ikke mindst Søren selv," sagde Ann Sofie Orth, der er borgmester i Rudersdal Kommune.

Men nu må det være slut med at "pille i egen navle," som Orth udtrykte det.

"Nu skal vi videre."

Konfrontation om kandidatliste

Men før nogen kunne komme videre med noget som helst, skulle spørgsmålet om Pernille Weiss skæbne afgøres og overståes.

I krogene blev der spekuleret i, hvor mange medlemmer der ville støtte EP-politikeren og dermed gå imod partiledelsen i spørgsmålet om opstillingen af kandidater.  

Det er en meget væsentlig forskelsbehandling af Pernille Weiss i forhold til de andre kandidater. Jeg kan ikke lide det

Vibeke Gamst
2. viceborgmester (K), Aalborg Kommune

Enten for at give Pernille Weiss en rimelig chance. Men måske også som en måde at udtrykke en generel utilfredshed med Søren Pape Poulsen på.

Weiss var selvsikkert ankommet til Herning. For Pape var ikke lykkedes med at overbevise alle dele af baglandet om det, der var hans egen konklusion på samtaler med Weiss’ tidligere medarbejdere: At hende bør man hverken have som spidskandidat eller chef. 

Men det er ikke konservativ ordentlighed bare sådan at vippe sin europaparlamentariker ud uden at spørge medlemmerne først, havde det lydt fra flere medlemmer op til weekenden. 

Derfor måtte det hele - konflikten, Papes autoritet og Weiss lederevner - udstilles i rampelyset på scenen. Man måtte stemme om det. 

Hvordan dén proces burde forløbe, havde der både været uklarhed og uenighed om op til landsrådet. For hvad skulle der egentlig stemmes om?  For nok er det valgteknisk, men ligegyldigt er det ikke. 

Fortolkningen af foreningsjuraen var formelt overladt til dirigenten. Indstillingen af Weiss blev anset som et ændringsforslag til partiets liste, og derfor ville det kræve et flertal først godkendte, at Weiss’ skulle prøves ved personvalg op imod resten af feltet.

"Det er en meget væsentlig forskelsbehandling af Pernille Weiss i forhold til de andre kandidater. Jeg kan ikke lide det," lød det efterfølgende fra scenen fra en af hendes støtter. 

Læs også

Skal Pernille Weiss fremgå på den opstillingsliste, som landsrådet skal tage stilling til, lød spørgsmålet derfor til medlemmerne.

Lagde man øre til hvisken fra Papes folk bagerst i salen, var det ikke partitoppens ønske, at folk blev bedt om at skulle svare "nej" til Weiss og ikke "ja" til partiets liste.

Men beslutning stod fast.

Weiss’ overlevelseskamp

En hurtigtalende og alvorlig Pernille Weiss forsøgte på tre minutter at overbevise salen om, hvor kompetent en EU-politiker, hun er blevet siden sidste EP-valgkamp i 2019:

"Der var mange af de andre spidskandidater, der grinede af mig. Det gør de ikke mere," lød det fra Weiss, som brugte taletiden på at liste de politiske resultater og ambitioner op.  

Det, jeg siger her, er faktisk lidt ubehageligt. For mig og for jer. Det er ikke rart at gå så tæt på

Michael Ziegler
Borgmester (K), Høje-Taastrup Kommune

Partitoppens bud en ny spidskandidat – folketingsmedlemmet Niels Flemming Hansen – gik på scenen og lovede, at relationen mellem partiets medlem(mer) af Europa-Parlamentet og hovedkontoret i København vil være en helt anden med ham i spidsen: 

"Vi vil samarbejde med jer i baglandet. Og vi vil samarbejde meget, meget mere med folketingsgruppen. Både før, under og efter valget," lød det.

Da Michael Ziegler tog ordet, gik Weiss-kritikken fra mellem linjerne til uden omsvøb.

Høje-Taastrup borgmesteren gentog, hvordan Weiss’ tidligere medarbejdere selv var kommet til partiet og berettet om arbejdsmiljøet, stresssygemeldingerne og psykologbehandlinger. 

"Det, jeg siger her, er faktisk lidt ubehageligt. For mig og for jer. Det er ikke rart at gå så tæt på," sagde han, imens øjnene blev blanke hos Pernille Weiss nede i salen.

"Jeg forstår godt, hvis nogen er i tvivl. Var det virkelig så slemt og ikke bare en fjer, som er blevet til fem høns? Men her er jeg simpelthen nødt til at bede jer have tillid."

Læs også

Imens stemmerne blev talt op, gik spekulationer på, hvor stor den tillid skulle vise sig at være. Et fremtrædende partimedlem nåede lige at få sagt, at hvis der var over 100 ja-stemmer på Weiss, "er det skidt".

Så lå resultatet klar. 144 medlemmer stemte ja til Weiss. 440 stemte nej.

Langt fra en omstødelse af dommen over Weiss. 

Men nok til, at mindretallet kunne mærkes. En fjerdedel af partiet var gået direkte imod Pape og ledelsens anbefaling. 

Pernille Weiss brugte sin taletid inden afstemningen om sin fremtid som Konservatives siddende europaparlamentariker på at liste de politiske resultater og ambitioner op.
Pernille Weiss brugte sin taletid inden afstemningen om sin fremtid som Konservatives siddende europaparlamentariker på at liste de politiske resultater og ambitioner op.
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Pape har brug for fællesskabet

Om Weiss-afstemningen var det, der skulle til for at rense luften efter et rædselsår for partiet, eller om det i stedet burde opfattes som begyndelsen på en voksende mistillid til Pape, var og er uklart. Og nok også lidt for forsimplet.

Weiss og hendes opstillere tog hjem. Resten af lansdrådet fortsatte lørdagen med at diskutere politik og feste i vanlig stil. 

Man skal ikke have ondt af mig, for jeg har selv valgt det her. Men uanset hvor meget, man selv har valgt noget, kan ting godt være umenneskeligt hårde

Søndag rundede formanden af med at tale den konservative forbrødring op. Han understregede, at det bliver en fælles kamp at skabe en ny succeshistorie for partiet.

Og få har mere brug for en succeshistorie end Søren Pape selv, efter sidste efterårs benhårde forsider og vælgerlussing.

Måske var weekendens budskab om familien og fællesskabets styrke midt i krisen først og fremmest et budskab til ham selv.

"Man skal ikke have ondt af mig, for jeg har selv valgt det her. Men uanset hvor meget, man selv har valgt noget, kan ting godt være umenneskeligt hårde. Så er det godt nok en fornøjelse at være sammen med mennesker en hel weekend, der i den grad viser, at vi er en samlet familie,"

Nu skal konservative videre. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Pape Poulsen

Fhv. partiformand (K) & MF, fhv. justitsminister og borgmester, Viborg
kontorassistent-lære ved Grundfos, lærerstudier (Ribe Statsseminarium 1993-94), speditør (Grundfos 1992)

Pernille Weiss

MEP (K)
sygeplejerske, cand.scient. i sundhedsvidenskab (SDU 2004), master i ledelse og innovation (CBS), certificeret sexolog

Søren Vandsø

Generalsekretær, Det Konservative Folkeparti
samfundsfag (Aalborg Uni. 1996)

0:000:00