Analyse af 
Esben Schjørring

Jeg har afvist, at vores demokrati er i krise. Nu tror jeg, vi er på vej til demokratisk burn out

Vi får flere og flere partier med mindre og mindre opbakning. Fornemmelsen af krise, opbrud og manglende politisk slagkraft breder sig. Hvorfor og hvor går det hele hen? Altingets politiske redaktør har skrevet 25 teser.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Esben Schjørring

Det er, som om politik – og her mener jeg: politikere, partikonsulenter, embedsfolk, politiske journalister og vælgerne – konstant bevæger sig fra kriser til skandaler og fra skandaler til kriser.

I hvert fald er krisen og skandalen blevet de nye motorer i politik. Det er det, politikerne, konsulenterne og embedsfolkene agerer på; det er det, vi journalister afsøger og skriver om – og det er det, vælgerne forholder sig til.

Alt imens forsvinder almindelig politik, som der fortsat vedtages masser af, ligesom ud igennem hullerne på si, hvor kun det skandaløse og krisen, bliver tilbage. Det har jeg gået og undret mig over i løbet af sommeren og talt med kollegaer om rundt omkring.

Hvad sker der? Hvorfor er det sådan? Hvorfra kommer den her følelse af, at politik går vildt stærkt, samtidig med at vi går fra den ene vilde krise til den næste, kun afbrudt af nye skandaler?

Folket oplever, at eliten lyver om sine privilegier. Eliten erfarer, hvor lidt magt man har, når man har magt.


 
Jeg har ellers været fortaler for det synspunkt, at netop det danske demokrati med lav spærregrænse, negativ parlamentarisme, masser af repræsentation og masser af kompromisser friholdt os fra den demokratikrise, der har været skrevet så meget om de seneste ti år.

Ja, demokratiet er i krise i USA, Storbritannien og Frankrig med deres to-partisystemer, der har så svært ved at give plads til mellemstore bekymringer ude hos vælgerne, indtil de til sidst eksploderer i hovedet på det politiske etablissement. Men sådan er det ikke her, har jeg sagt.

Nu er jeg bekymret alligevel, og det har jeg forsøgt at sætte på formel med 25 teser om dansk politik.
 
Læs med her:
 
  
1.     Vi bevæger os imod en politisk tilstand med flere og flere partier, der har mindre og mindre opbakning. Snart bliver 20 procent af stemmerne den nye, øverste grænse, et politisk parti kan drømme om. Det er mere end 20 år siden, et parti kom over 30 procent – og det kun lige.
 
2.     Partiernes evne til at bygge indre koalitioner mellem fraktioner med forskellige prioriteringer inden for samme idé er med andre ord svækket og bliver det yderligere. Betegnelsen folkeparti er blevet et slogan uden hold i virkeligheden.
 
3.     Det handler ikke kun om forvandlingen af partierne fra store medlemsbaserede organisationer til topstyrede kampagnemaskiner. Den lave spærregrænse i Danmark gør det let – og måske alt for let – at lancere nye partier.
 
4.     Ideologier betyder mindre og mindre, og personer mere og mere. Det understøttes af, at de digitalteknologiske midler for offentlig kommunikation har fortrængt alle andre. The medium is – stadig – the message, og sociale medier er hastige, flakkende, person- og følelsesbårne. Det bliver politik så også. Det tænker journalistikken for lidt over, også fordi det er en forretningsmodel bare at spille med.

Karisma og kommunikation tager pladsen fra organisation og argumenter. Hvor den politiske idé var, er selfien nu.


 
5.     Vi får dermed ikke mere eller bedre repræsentation i politik, selvom vi får flere partier. I stedet får vi mere identifikation og inkarnation. Karisma og kommunikation tager pladsen fra organisation og argumenter. Hvor den politiske idé var før, er selfien nu. Det medfører i sig selv, at vi får flere kortvarige partidannelser, der kommer og går med personer og deres evne til at vedligeholde deres karisma, hvilket uanset hvad er en stakket frist. Idéer kan vare ved i århundreder, karisma højst en generation.
 
6.     Det betyder også, at politisering bliver til polarisering, dvs. gensidige forsøg på moralsk diskvalifikation af modstanderen, der bliver til en fjende, der skal uddrives. I kombination med sociale medier og den permanente tilstand af valgkamp mellem partier drevet af karismatiske personer, bryder den politiske debat sammen som kritisk dialog med baggrund i idéer og erstattes af gensidig dæmonisering med baggrund i konspirationsteorier. Man er i højere grad imod nogle end for noget, og skandalisering af modstanderen bliver det foretrukne våben i kampen om magten.
 
7.     På Christiansborg og i dele af erhvervslivet skaber de tendenser drømmen om ”den handlekraftige midte”. For når hvert enkelt parti bliver mindre og mindre, og ingen er over 20 procent – og ingen dermed kan tåle at tabe et mandat eller to, hvis magten skal beholdes – er drømmen, at man ved at stå flere partier sammen om ”det fornuftige” kan træffe beslutninger, der er upopulære i nu’et, men gavnlige på lang sigt.
 
8.     Men ”drømmen om den handlekraftige midte” undsiger selve præmissen for demokratisk politik, nemlig at vi deler os efter anskuelser, dvs. at vi er sat i større eller mindre grad af opposition til hinanden. ”Drømmen om den handlekraftige midte” bliver derfor meget let teknokratisk, påståelig og ofte nedladende.
 
9.     Sagt på en anden måde er forbindelsen mellem repræsentation og regering (politisk styring/handling) svækket, hvis ikke decideret brudt sammen.
 
10.  Det betyder også, at forbindelsen mellem præmisserne for at vinde valg og præmisserne for at regere er svækkede, hvis ikke i decideret modsætning til hinanden.
 
11.  Det forstærker tendensen til, at regeringer kun sidder i én valgperiode, der er præget af splid, konflikt og kaos enten internt i regeringskoalitionen eller mellem regeringen og dens parlamentariske grundlag. Taberne af de konflikter ender ofte med at søge over i andre partier eller stifte deres egne.

Krisen er ikke undtagelsen, men bliver i stadigt stigende grad reglen. Nye fænomener bliver politisk stress, administrativ desillusion og demokratisk burn out. 


 
12.  Globalisering gør det nationale ”vi” – nationen som et forestillet fællesskab – tvivlsomt, det vil sige forvandler det til en kampplads, hvor politiske følelser af fremmedgørelse, afkobling og vrede rettet mod ”eliten” udgør en konstant platform, som går under betegnelsen ”folket”.
 
13.  Dårlige populister gør sig til blot og bart talerør for de følelser også kendt som ”folket”. Gode populister kultiverer dem og bringer dem i forbindelse med gældende politiske normer. Populismens indre dynamik består i en kamp mellem gode og dårlige populister, der konkurrerer på karisma.
 
14.  Globalisering henviser til en udvikling, der altid kun vanskeligt og altid kun utilstrækkeligt kan bringes under national kontrol. Enhver, der bilder vælgerne ind, at det nationale kan skærme sig for globaliseringen, mister derfor i længden sit momentum og bliver anset for at være (endnu) en hykler. Enhver, der bilder vælgerne ind, at det globale ikke er et demokratisk problem, mister derfor sin folkelige opbakning og parlamentariske relevans.

Den lave spærregrænse i Danmark gør det let – og måske alt for let – at lancere nye partier


 
15.  Folket oplever, at eliten lyver om sine privilegier. Eliten erfarer, hvor lidt magt man har, når man har magt. Det kompromitterer samtalen mellem folk og elite konstant og alvorligt.
 
16.  Globalisering er ikke et moralsk spørgsmål, men et vilkår. Det vil sige, at globaliseringen både er irreversibel og en konstant destabiliserende faktor for demokratierne, fordi demokratiet kun fungerer fuldt ud inden for det nationale rum.
 
17.  Demokratisk politik består ikke i at bekæmpe globaliseringen, men at agere utilstrækkeligt inden for et vilkår, der konstant destabiliserer demokratisk politik. Krisen er ikke undtagelsen, men bliver i stadigt stigende grad reglen. Nye fænomener bliver politisk stress, administrativ desillusion og demokratisk burn out.
 
18.  Med andre ord er forholdet mellem globalisering og demokrati ikke et absolut alternativ, men et vedvarende dilemma. Reelt, men uløseligt. EU kan ikke demokratiseres nok til at erstatte nationen. Nationen kan ikke blive kompetent og stærk nok til at erstatte EU. Det bidrager også til den vedvarende kamp mellem folk og elite.
  
19.  Men hvor elite-folk-modsætningen ganske vist er reel, er den til gengæld også begrænset, men af ovennævnte grunde risikerer den at dække over andre politiske spændinger, som dermed ikke politiseres ordentligt.

Den politiske debat som kritisk dialog med baggrund i idéer bryder sammen og erstattes af gensidige dæmonisering med baggrund i konspirationsteorier.


 
20.  Det gælder i eminent grad den uerklærede politiske kamp mellem generationerne under og generationerne over 50 år. Debatten om woke er et eksempel, men også kun et. Til gengæld illustrerer den til fulde, at spændinger, der ikke politiseres ordentlig, i stedet forvandles til giftige, destruktive og gensidige angreb. Især når infrastrukturen i den offentlige debat er SoMe.
 
21.  Mere alvorligt er det, at samfundets ”lange” og ”mellemlange” fremtid bliver ofret for den nært forestående nutid. Det er kernen i den politisk respons – eller mangel på samme – på klimakrisen, rekrutteringskrisen og demografikrisen.
 
22.  Hvis ikke valgretsalderen bliver sat ned, risikerer demokratierne, at unge menneskers politiske engagement svækkes mere, end det allererede er, og det kan ikke opvejes med et digitalt engagement udgjort af likes, underskriftindsamlinger og shitstorme.
 
23.  Nettet er hurtigt, følelsesbåret og personfikseret. Politik er langsomt, institutionelt og strukturelt. Idéen om, at vi får bedre demokrati af mere digital teknologi, er en farlig illusion.
 
24.  Du kan vinde valg på at erklære konkurrencestaten krig, men kun regere ved at basere dig på den og dermed udbygge og forstærke den.
 
25.  Intet svækker evnen til at vinde et valg så meget som det at sidde i regering.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion