Jens Chr. Grøndahl: Blues for blå blok

Det var den sommer. Det er blevet køligere på terrassen foran Ruths Hotel. Den sidste helikopter er lettet fra Gl. Skagen, og den sidste Bentley er kørt hjem. Der er tomt ved Solnedgangskiosken.

Den blå time sænker sig over det borgerlige Danmark. Det er tid til en drink og til eftertanke. Hvad gik, og hvad gik ikke? Isterningerne klirrer, mens der ventes på svar. I tusmørket virker både fortjenester og undladelsessynder større, end de var i dagslys.

Nogen har sat Frank Sinatra på. Glad To Be Unhappy. Man skæver til hinanden. ”Since you took it right on the chin / You have lost that bright toothpaste grin.” Hvem passer de linjer ikke på?

Intet er i folkestyret mere nobelt end at stå som taber. Til gengæld er det uskønt, når gårsdagens vindere går i flæsket på hinanden. Venstres top ligner en splittet familie, hvis forslåede medlemmer prøver på at stille op til et foto, ingen gider tage.

Men lad os være retfærdige. Løkke har jo ret. Det er en tiptop økonomi, han har overladt til sin efterfølger. Med et råderum så stort, at han før valget for sit eget vedkommende var parat til at love hvad som helst.

Siden har piben fået en anden lyd. Husk nu, at der skal være råd til det alt sammen, Mette.

Hvis Kristian Jensen aldrig bliver formand for Venstre, vil det være, fordi han ikke forstod, at over for et politisk rovdyr som Løkke skal man gå efter struben med det samme.

Jens Chr. Grøndahl

Der bliver sagt så meget i en valgkamp. Ingen har noget at lade nogen høre. Derfor er det også urimeligt, når man klandrer Løkke for, at han fem minutter i tolv foreslog en regering hen over midten.

Et desperat træk? Selvfølgelig, men Løkke er ikke en mand, der frivilligt giver magten fra sig. Tænk på Odense. Se på det drama, der udspiller sig omkring ham. Et mix af Shakespeare og Mario Puzo.

Han kunne også sige sådan her: ”Jeg har tegnet Venstre i en god, lang periode. Jeg har leveret resultater og været en værdig repræsentant for vores land. Jeg satsede alt på ét bræt med mit frieri til sosserne. Hvis det havde virket, var jeg blevet båret ind på et skjold. Det virkede ikke. Tak for nu, og pøj med det. Hvis I får brug for et godt råd, så har I mit nummer.”

Sådan ville Løkke sikkert have sagt, hvis han altså ikke var Løkke. På den måde minder han om min gode ven Jørgen Leth. TV2 skal kraftedeme ikke bestemme, om han skal kommentere Tour de France.

Med ukueligheden følger en uregerlig trods over for, hvad andre mener. Så får det briste eller bære. Hvis man er tilpas stædig, må selv viljen til at være elsket bukke under for viljen til at være på. Ikke noget med at bukke og takke her.

Hvis Kristian Jensen aldrig bliver formand for Venstre, vil det være, fordi han ikke forstod, at over for et politisk rovdyr som Løkke skal man gå efter struben med det samme. Hurtigt, beskidt og med livet som indsats. Uden at ryste på hånden eller vente på grønt lys fra kulissen.

Det er elementet af brutalitet, der gør magtens skuespil så interessant at følge, og Lars Løkke Rasmussen er en i særklasse brutal politiker. Han er desuden en af de mest klarsynede, vi har. I hans tilfælde blev kynismen det forstørrelsesglas, der synliggjorde et politisk nu.

Han havde aflæst det før alle andre. Samarbejdet med K og LA var slidt op, og han tog konsekvensen. Tanken om en SV-regering var som bekendt både tænkt og nedfældet i samtalebogform, længe før valgkampens forløb pegede i retning af et nederlag for de blå.

Men også på et dybere niveau har Løkke været statsmand nok til at indse, at man ikke får regeringsmagten i Danmark, hvis man er så borgerlig, at det gør noget. Man må tværtimod favne et i bund og grund socialdemokratisk projekt og så at sige borgerliggøre det.

Det har på gode dage vel også været, hvad han gjorde.

Man bør ikke bebrejde Løkke, at han forrådte sine borgerlige frænder, da såvel hans politiske instinkt som prognoserne fortalte ham, hvor det bar hen. Man har en alliance, til man indgår en ny, og samarbejdet hen over midten er faktisk, hvad et flertal af danskere ønsker. Det skal åbenbart bare ikke være i form af en regering.

Dér forregnede han sig, men han vil altid kunne pege på, at Venstre gik frem. Hans problem er naturligvis de brændte broer. Der er pludselig blevet langt hjem til den borgerlige lejr. Men hvis de alligevel stod til at tabe?

Ud fra en kortsigtet og kynisk betragtning var udsigten til nederlag en god grund til at prøve midten. I et lidt længere perspektiv må den borgerlige fløj spørge sig selv, hvorfor al den økonomiske fremgang ikke kunne sikre et genvalg.

Jeg tror ikke, at det først og fremmest skyldtes brudfladerne mellem venstrefolk, konservative og ultraliberale. Misèren lå i det parlamentariske grundlag. Det var usundt og mudret. Den borgerlige anstændighed blev med årene trukket længere og længere ned i dyndet.

Dansk Folkeparti er ikke, som de selv hævder, et borgerligt parti. Det er et alternativ til Socialdemokratiet opstået på et tidspunkt, hvor man ikke havde Mattias Tesfaye. Hvor valget i udlændingepolitikken stod mellem slaphed og intolerance.

Danskerne fravalgte intolerancen, og Dansk Folkeparti må siges at have udspillet sin historiske rolle. Sumpen er ved at være drænet. Midten er igen det sted, hvor den politiske konsensus bliver til.

Problemet er, at det efterlader oppositionen i en nøgen og udsat position. Det er ikke længere muligt at se bort fra den i borgerlige øjne beklagelige sandhed, at det har lange udsigter med et blåt flertal, der er vaskeægte.

Det klirrer tamt på bunden af de tomme glas. Nu er isen ved at smelte både her og dér. Heller ikke den dagsorden fik man for alvor sat sig på.

Krisen er eksistentiel. Den handler ikke længere kun om, hvordan man vinder magten tilbage. Den handler om, hvem man tror, man er. Politik bliver til på midten, men alle kommer et sted fra.

Det er godt, at vi har Liberal Alliance. Godt på den samme måde, som det er godt, at vi har Enhedslisten. De to partier markerer Christiansborgs politiske spændvidde i deres respektive prioritering af den personlige frihed over for det forpligtende fællesskab.

Alligevel er forholdet mellem fløjene og midten ikke symmetrisk. Indtil socialismens endelige miskreditering kunne Socialdemokratiet fremstå som en udvandet, lunken version af den rene vare.

Mistanken om klasseforræderi blev kun forstærket af Thorning-tidens Tony Blair-inspirerede forsøg på at strømline sig. Mette Frederiksen synes at have placeret sit parti, hvor det hører hjemme. Lige akkurat til venstre for midten, men så heller ikke længere.

På den anden side af stakittet har LA præsenteret sig som den rene vare i forhold til V og K’s vattede indstilling til velfærdsstaten. Efter valget bliver de endda åndet i nakken af Nye Borgerlige. Logikken er den samme som dengang, venstrefløjens fraktioner overgik hinanden i revolutionær renhed.

Spørgsmålet er bare, om den logik ikke vil undergrave ethvert forsøg på at formulere et borgerligt alternativ til den socialdemokratiske orden. I modsætning til fortidens venstrefløj er det jo ikke en borgerlig ambition at forandre samfundet til ukendelighed.

Borgerligt er det derimod at spørge, om borgerne altid som i altid får mere velfærd, bare vi pøser flere penge i den offentlige sektor. Præmissen for det spørgsmål er imidlertid, at velfærdsstaten fortjener at blive videreudviklet. Ikke at den bør afvikles.

Forskellen mellem et rødt og et blåt sindelag er fortsat en forskellig vægtning af, hvad man forventer sig af samfundet, og hvad man forventer af sig selv. I bund og grund handler det om livssyn.

Er det hovedsageligt rammerne i form af de sociale vilkår, der skaber indholdet og definerer mulighederne for lykke? Eller er det – på trods af alt det i livet, som man ikke selv er herre over – alligevel den enkelte, der i sidste ende står med ansvaret?

Ironisk nok har det borgerlige Danmark længe været domineret af åndløs og vulgær materialisme. Et overdrevent fokus på vækst og ydre rammer, som om det kun gælder om at blive rigere og rigere. Som om nogen inderst inde bliver lykkeligere af større biler, større køkkener, større bryster.

Samtidig vil mange socialdemokrater af den gamle skole nikke genkendende til det med at tage et personligt ansvar. Spørge, hvad de kan gøre for fællesskabet, frem for at spørge, hvad fællesskabet kan gøre for dem, som John F. Kennedy sagde.

Hverken viljen til at tage et ansvar eller det uegennyttige engagement i naboens ve og vel er en blå henholdsvis rød specialitet. En borgerlig selvransagelse kan med fordel tage udgangspunkt i denne ydmyge og samtidig løfterige konstatering.

-----

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.