Jens Chr. Grøndahl: Erhvervslivet må også vise offervilje

Der bliver sagt meget i disse coronadage, og alt bliver ikke vejet på en guldvægt først.

På en måde er det unfair at citere den TV-kendte erhvervsmand Martin Thorborg, der blev interviewet til BT 7. april. Interviewet handlede om, hvor hårdt coronakrisen rammer de små virksomheder. Det ved Martin Thorborg noget om, for han har et firma, der leverer regnskabsprogrammer til iværksættere og mindre erhvervsdrivende.

"De få mennesker, der kommer til at dø af coronavirus, og dem har jeg virkelig ondt af, det er én ting," udtalte Martin Thorborg. "Men det er vand i forhold til alle de mennesker, der rammes af det her."

Vi standser lige filmen.

Måske kom det til at lyde anderledes, end det var ment. Jeg håber det, og jeg citerer ikke Martin Thorborg for at hænge ham ud. Der er bare noget i den spontane formulering, der skærer og skurrer.

Lige nu dør en dansk medborger hver anden time. I USA dør mellem et og to mennesker hvert minut. Det er den sorte baggrund for al vores tale om samfundssind, men diskussionen bør ikke kun dreje sig om de dødes antal.

Coronakrisen er blevet en lakmusprøve. Et sandhedens øjeblik, hvor divergerende holdninger til det at drive virksomhed kommer for en dag.

Jens Christian Grøndahl

Er hvert enkelt menneskeliv uvurderligt, eller har det alligevel en pris? Er nogles liv mere dyrebare end andres? Kan de blive for dyre at redde? Kan kuren blive værre end problemet, som Trump og Løkke siger?

Jeg blev også rørt, da vi alle sammen sang for Dronning Margrethe på hendes fødselsdag. For en gangs skyld var den digitale teknologi fartøj for en stor tanke frem for, som til daglig, at være den altsplittende mekanisme, der får fællesskab og nærvær til at forstøve.

Men når den sidste strofe er klinget ud, og Phillip Faber har lukket låget over flyglets tangenter, står der nogle hårde spørgsmål tilbage.

Det er uundgåeligt, at diskussionen om fællesskabet bliver politisk, og det er lige så uundgåeligt, at politik i længden går ud på at prioritere. For eksempel menneskeliv over for penge, for nu at stille det lige så brutalt op, som det i realiteten er.

Det, som Martin Thorborg peger på, er blodig alvor. Bag hver tabt arbejdsplads og hver virksomhedslukning gemmer sig et menneskeligt drama. Social utryghed for lønmodtageren, det samme for den lille erhvervsdrivende plus et livsværk, der ligger i ruiner.

Det tilkommer hverken mig eller nogen anden at bagatellisere den krise, som erhvervslivet er blevet kastet ud i. Måske den største globale recession i næsten hundrede år.

Derfor er det midt i utrygheden også glædeligt, at regeringen støtter virksomhederne så massivt. Selv om det indebærer, at man tærer lige så massivt på samfundsøkonomien ved at gældsætte staten for milliarder.

Erhvervsstøtten er et skelsættende udtryk for arbejderklassens solidaritet med kapitalisterne, for nu at tale marxistisk.

Mette Frederiksen er på sine pressekonferencer, hvad taletid angår, begyndt at gå Fidel Castro i bedene, men hun er netop ingen Castro. Hun er ikke kommunist.

Når hun nævner de udsatte medborgere, der i deres ungdom opbyggede vores velfærdssamfund, taler hun fra roden af den socialdemokratiske vision.

Den vision opstod som et markant brud med klassekampen som forståelsesmåde. Den afspejlede en realistisk anerkendelse af erhvervslivets betydning for det samfund, man ønskede sig. Og den mundede ud i en pagt.

Den danske model er pagtens konkrete resultat og bunder i gensidig respekt lønmodtagere og arbejdsgivere imellem.

Normalt indebærer den, at politikerne blander sig udenom. I en krise som nu betyder den, at Christiansborg intervenerer for at redde arbejdspladser og dermed også de virksomheder, hvor folk er ansat.

Et liberalt synspunkt ville være at lade falde, hvad ikke kan stå, men i krisetider bliver selv de liberale glade for staten. Det kunne bankerne tale med om i 2008. 

Når en socialdemokratisk regering viser samfundssind over for virksomhederne, kunne man forvente, at erhvervslivets aktører udviste den samme ånd. Det gør nogle. Andre ikke.

Coronakrisen er blevet en lakmusprøve. Et sandhedens øjeblik, hvor divergerende holdninger til det at drive virksomhed kommer for en dag.

Det hører til de positive historier, når Lego finder ud af, at man kan producere visirer til sundhedspersonalet og gøre det uden profit for øje. Blandt de mere skamfulde kapitler var Bestsellers massefyring og meddelelsen om, at man ikke agtede at betale husleje.

Der er tale om to diametralt modsatte virksomhedskulturer.

Da Lego voksede, skabte man grundlaget for et livligt bysamfund. Billunds historie er uløseligt forbundet med fortællingen om en virksomhed.

Anders Holch Povlsen prøver derimod at indskrive sig i Brandes historiebog ved at bygge et Dubai-tårn til sig selv, der vil ødelægge det omgivende hedelandskab. På en klar dag vil man kunne se hans monstrum helt nede i Ribe.

Forskellen mellem Lego og Bestseller er forskellen mellem social anstændighed og rendyrket egoisme. Hvorfor er det sådan?

Jo ældre en virksomhed er, desto mere forgrenet vil dens rodnet i lokalsamfundet være. Ledelsen vil have et historisk perspektiv med både fremdrift og nedture, hvor de kortsigtede interesser holdes op imod de langsigtede.

Man har en forståelse af, at virksomhedsdrift uvægerligt byder på begge dele, og man ruster sig såvel med tålmodighed som med opsparede ressourcer.

Aktiekursernes volatile, febrilske her og nu vil aldrig kunne give en dækkende beskrivelse af en hæderkronet gammel virksomheds værdi og betydning for landet. Jeg har nævnt Lego, men tænk også på Novo, Mærsk, Carlsberg, Grundfos og Danfoss.

Over for denne traditionelle og i mere end én forstand konservative, bevarende tilgang til virksomhedsdriften står en helt anden type. Det er iværksætteren, vor tids helt. Den fremadstormende, innovative fribytter, der sætter disruption over soliditet.

Han eller hun er blottet for historisk bevidsthed eller samfundssind og har kun sin egen omsætning for øje. Et utålmodigt øje, der vurderer alt, hvad det møder, ud fra, om det er en trædesten eller en sten på vejen.

Eneejeren af et holdingselskab med tilhørende "gazellevirksomhed" udtrykte det på følgende måde i forbindelse med en fyringsrunde som svar på coronakrisen: "Koncernens økonomi er gearet til vækst og ikke til underskud."

Hvilken virksomhed er ikke det, kunne man svare, men det var underforstået, at udsigten til selv et midlertidigt tilbageslag var utålelig for selvforståelsen. Kun solskin var tilladt.

Bag denne fordringsfulde for ikke at sige forkælede indstilling ligger ikke bare egeninteressens kyniske nærsynethed, men også en benhård måde at drive forretning på. Frem for at konsolidere sin virksomhed og gøre den robust over for modgang, trækker man løbende værdier ud, så den hele tiden er ved at køre i sænk.

I særligt grelle tilfælde kan man sidde som multimilliardær og opkøbe enorme naturområder i Skotland for at give dem tilbage til Moder Jord, samtidig med at man fyrer sine ansatte i datterselskaberne, inkasserer statsstøtten til det coronaramte erhvervsliv og med from mine beklager tidernes ugunst.