Jens Chr. Grøndahl: Vi må holde festen indenbords

KOMMENTAR: At kongehuset i folkestyret er et kulturelt symbol betoner, at værdierne i vores samfund står over magtudøvelsen. Det kommer særlig klart til udtryk i en tid som denne, hvor vi er under pres, skriver Jens Christian Grøndahl.

Min ven maleren Seppo Mattinen er god til anekdoter, og mange af dem foregår på værtshus. I efterkrigstiden var der næsten ingen cafeer på vores nordlige breddegrader, og de fleste unge boede på et lejet værelse. Hvis man som ung kunstner ville ud og mødes med ligesindede, skulle man have en stærk lever.

Fra hjembyen Helsingfors fortæller Seppo, hvordan de på stamværtshuset engang undrede sig over, at en af kammeraterne sad helt tavs og udeltagende. Selv efter finske forhold var han åbenbart introvert i en grad, så det blev bemærket, men da de spurgte, om der var noget galt, rystede han på hovedet og mumlede: "Jeg holder fest indenbords."

Nu har coronakrisen lukket både cafeer og værtshuse, og ti personers-reglen sørger for, at påskefrokosten heller ikke bliver med fuldt udtræk. Vi kommer til at sidde på vores respektive matrikler og holde festen indenbords, og det er en skam. Påsken betyder jo fællesskab på flere måder, hvad enten det er på kroen, i kirken eller hjemme ved spisebordet.

Skærtorsdag indstiftedes nadveren til minde om det sidste måltid, Jesus delte med sine disciple. Selv om man vakler i troen, kan det ene af lutheranismens to sakramenter i det mindste give mening som erindring om et fælles måltid. Et samvær, der for deltagerne var stærkere end noget andet, de havde været med til.

Det kan godt være, at man ikke lige kan mærke, at oblat og vin er Kristi legeme og blod, men ligesom med så meget andet i kristendommen er der tale om et sprog, hvad enten det er ord eller ritualer. Et symbol for følelsen af at høre til i en sammenhæng, der rækker så langt tilbage, at man ikke kan forestille sig den eller udtrykke den på anden vis.

Men det bliver der altså ikke noget af. Vi må sidde hver for sig og mærke efter, hvor i os selv det er, vi synes, vi hænger sammen med noget, der er større.

I år falder skærtorsdag den 9. april. Erindringen om Jesu lidelser blander sig med erindringen om landets. Det kunne give anledning til malplacerede sammenligninger, men dels hører Danmark til de lande, der slap lettest gennem Besættelsen, og dels ville det være en forveksling af rollerne, hvis et kristent folk begyndte at sammenligne sig selv med Kristus.

Fra et besøg i Jerusalem for mange år siden husker jeg mit spontane ubehag ved synet af de fanatiske pilgrimme, der slæbte deres kors op ad Via Dolorosa. Nogle af dem havde endda smykket sig med tornekroner, som om påskefortællingens budskab var "Gør ligeså!" og ikke "Husk dette!"

Det er normalt, at små drenge dagdrømmer om at være Flammen eller Citronen, men mindet om dem, der ofrede deres liv i frihedskampen, kan blive forplumret, når man taler patetisk om, at de døde for Danmark.

Det var vel noget, de levede for, der drev dem. Noget, der viste sig at være stærkt nok til, at de turde risikere alt.

Vi, der aldrig er blevet prøvet på den samme ultimative måde, ærer ikke deres minde ved at ophøje dem til martyrer. Det, de betalte den højeste pris for, var netop det liv, vi lever. En uheroisk, jordnær tilværelse som frie, lige borgere i et åbent samfund med retfærdighed og fred.

Erindringen om Danmarks besættelse kunne i år også friste til at sammenligne med coronakrisen. Som om COVID-19 var en invasion, ikke af tyske soldater, men af aggressive celler. Hvis man har sproget som sit arbejde, kommer man nemt til at se et sprog i alt, men somme tider er en cigar som bekendt bare en cigar, og en virus er altid kun en virus.

"Vi er i krig," erklærede Frankrigs præsident Emmanuel Macron, da han forleden henvendte sig til sine landsmænd. Det er en sprogbrug, der mobiliserer, og det kan både være godt og skidt. Vist kan man tale om sygdommen som en fjende, når truslen er til at tage og føle på, men det bliver straks noget andet, hvis fjenden sammenlignes med en sygdom, før nogen har overvejet, om fjendebilledet er relevant.

Hvor ofte har man ikke gennem historien gjort hele grupper af mennesker til sine fjender ved at sammenligne dem med kræft eller andre sygdomstilstande? Som om "samfundskroppen" var et udifferentieret, organisk hele, der skulle beskyttes mod jøder, homoseksuelle eller andre minoriteter.

Den retoriske sygeliggørelse var et af den nazistiske propagandas stærkeste våben, men selv i nutidens hverdagstale kan vi finde på at sige om dem, vi er uenige med, at de har en syg tankegang. Og krigsmetaforen finder stadig demagogisk anvendelse, når illegale migranter omtales som en ”invasion”. Som om der var tale om et koordineret, centralt styret angreb.

Så længe nogle blandt os har en erindring om den 9. april 1940, kan vi, der er yngre, få sat nutiden i perspektiv. Vores dronning kom til verden ugen efter, at tyskerne besatte Danmark, og i en mere omfattende forstand kan man sige, at hun er født til at erindre.

Som alle andre danskere, der fylder rundt i denne tid, har Dronning Margrethe måttet aflyse fejringen af sin 80 års fødselsdag. Man må håbe, at hun kommer til at mærke, hvordan vi fester indenbords i stedet.

Der er meget at fejre. Der er alle årene, hun med ynde og værdighed har repræsenteret Danmark. For mange danskere har kongefamiliens liv været en slags tidsregning for deres eget, men Dronningen er andet og mere end en kransekagefigur. Med klogskab, instinkt og usvækket sproglig præcision har hun mindet os om, hvem vi er.

Når man lytter til Dronning Margrethe, fornemmer man, at det aldrig har været nok for hende blot at udfylde rollen som passiv majestæt. Nysgerrighed og videbegær har været drivkraften, og hendes historiske viden er imponerende.

I en periode, hvor formerne blev løsere, er det ikke nogen ringe bedrift at holde den royale distance og samtidig sætte sit mærke i tiden. Når det er lykkedes for Dronningen, skyldes det hendes suveræne forståelse for rollen og nok også det humoristiske blik, hun er i stand til at overrumple os med.

I det konstitutionelle monarki er statsoverhovedet først og fremmest et symbol. Uden betydning, vil nogle mene, men så overser man, at symbolers funktion netop er at betyde. Være sprog for noget. Fraværet af politisk magt gør det så meget mere indlysende, at Dronningens betydning er kulturel.

Ikke fordi hun inkarnerer en ellers tåget og udflydende forestilling om danskhed, men fordi hun er det levende samlingspunkt for en distinkt og sammenhængende historie om et land og nogle mennesker, der har talt det samme sprog. Bygget et samfund og givet det videre.

Hvor danskheden kan fremstå som et hermetisk og ekskluderende begreb, er historien uafsluttet og åben. Man kan komme hertil udefra og blive en del af den, hvis man selv vil. I gamle dage var kriteriet trofasthed mod kronen. I dag er det et spørgsmål om at ville fællesskabet.

At kongehuset i folkestyret er et kulturelt symbol betoner, at værdierne i vores samfund står over magtudøvelsen. Det kommer særlig klart til udtryk i en tid som denne, hvor vi er under pres.

Dronning Margrethe har givet sin rolles kulturelle karakter en personlig glød med sit dybe engagement i både den skabende og den udøvende kunst. Generationer af kunstnere og intellektuelle fra Seppo Mattinen frem til de helt unge har følt sig set og værdsat, fordi kunsten for Dronningen har været et livsindhold, ikke en undværlig luksus.

Skønt vækst og materialisme er kommet til at dominere samfundet, har Dronningen med sit kunstneriske temperament mindet danskerne om, at de skønneste, mest ødsle og selvforglemmende fester er dem, vi holder indenbords i fantasiens kongerige.

-----

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Nikolaj Saadat: Tør vi overhovedet sige fra over for kineserne? Nikolaj Saadat: Tør vi overhovedet sige fra over for kineserne? Næste artikel Carolina M. Maier: Vi skal stå sammen, men ikke glemme vores kritiske sans Carolina M. Maier: Vi skal stå sammen, men ikke glemme vores kritiske sans
Holstein: Støjbergs tale lignede en afskedstale   

Holstein: Støjbergs tale lignede en afskedstale  

LANDSMØDE: Jakob Ellemann forsøgte med sin landsmødetale at favne både Tommy Ahlers-segmentet og det jyske segment. Efter Støjbergs tale peger pilen i retning af, at hun forlader partiet, vurderer Altingets politiske kommentator Erik Holstein.