Johanne Dalgaard: Forfaldsperioden for vores civilisation kan allerede være sat ind

I starten af november tog jeg en uge til Rom. Formålet med turen var at holde ferie. Ikke bare fra mit arbejde, men fra hele den hjemlige tilværelse og hele det samfund, der er rammen om den.

Ferie fra DSB-togets forsinkelse og den isnende støvregn på trinbrættet i morgenmørket, ferie fra byggeriet af Fremtidens Forstad langs med banelegemet, ferie fra at spekulere på, hvad der skal købes ind, ferie fra pligtlæsning, ferie fra den løbetur, som jeg fandme ikke gider at tage, når alting udenfor er enhedsgråt vinterdanmark. 

Og måske mest tiltrængt af alt: Ferie fra gule breakingbjælker. Ferie fra dyrt klædte medietyper, der på diverse platforme falbyder halvsløje politiske analyser med deres særlige brand af helt ubegrundet selvtillid.

Ferie fra magtmennesker, der spørger, og andre magtmennesker, der svarer udenom i kommissioner og i rigsretter, mens samfundet mere eller mindre går i tomgang. 

Jeg havde sågar deaktiveret min facebookprofil for første gang i de 14 år, der var gået, siden jeg oprettede den.

Det var næsten to pandemityngede år, siden jeg sidst havde været uden for Danmarks grænser, og det at sætte kursen mod Sydeuropa føltes som en kæmpe befrielse – som at vælte hegnet til festivalpladsen og spurte afsted over græsset med kun fest og musik i tankerne.

Vores politiske institutioner synes bedagede og impotente sammenholdt med moderne gigantvirksomheder, der så let som ingenting unddrager sig både skattebetalinger og almindelig demokratisk regulering

Johanne Dalgaard
Kommentarskribent

Og også lidt som at komme hjem. Der var verden jo igen med alle sine fremmedartede sanseindtryk. Lyden af italienske stemmer overalt. Intens vaniljeduft fra et creperie, som man går forbi.

Den lune luft om sandalfødderne i november. Tomater og appelsiner, der smager af sol. Og så det, som er så særligt ved Rom, synet af det svundne imperiums rester, der stikker op og ud af den moderne bykulisse overalt.

Overalt bliver man mindet om det, der var her for et par årtusinder siden: Et rigt og højtudviklet samfund, en robust og magtfuld statsmagt – alt sammen hvilende på et fundament af enorm brutalitet. Men imponerende effektivt. 

Man kan tage på djøf-tematiseret sightseeing i det gamle Rom, hvis man er den slags nørd.

På Kapitolhøjen står resterne af de statslige romerske arkiver, og ikke langt derfra kan man vandre rundt i et bygningskompleks i flere etager, der er kendt som Trajans Markeder, men som, man nu også mener, har været brugt til statens administrative formål.

Fra sit palads på toppen af Palatinhøjen har Augustus kunnet skue med triumferende mine ned på Curia Julia, der husede det stækkede senat. 

Imperiet har haft en omfattende forvaltningsmaskine, der har oppebåret samfundets basale funktionalitet gennem århundreder – også gennem perioder med store politiske omvæltninger og blodige magtkampe.

Det er både fascinerende og foruroligende at tænke på, at en civilisation kunne bygges op, nå så højt et udviklingsniveau, over så lang en periode, og så alligevel ende med at smuldre og forsvinde.

Det er banalt at drage paralleller fra Romerrigets forfald og til nutidens vestlige samfund. Alligevel forekommer det uomgængeligt.

Vi lever over evne, og verden omkring os er i bevægelse. Vi er ude af stand til at gøre os uafhængige af vores overforbrug af klodens ressourcer, selvom vi egentlig har erkendt, at det truer eksistensgrundlaget for store dele af menneskeheden.

Fattige og krigstraumatiserede mennesker banker på Vestens døre, som i respons forsynes med pigtråd og vandkanoner. Hvis nogen slipper ind, havner de oftest som pseudoborgere på bunden af samfundet, hvor de kan udnyttes som billig og medgørlig arbejdskraft for os andre. Vi bilder os ind, at slaveri er fortid. 

Vores politiske institutioner synes bedagede og impotente sammenholdt med moderne gigantvirksomheder, der så let som ingenting unddrager sig både skattebetalinger og almindelig demokratisk regulering i et globaliseret marked. Samtidig eroderes institutionerne indefra af de folkevalgtes populisme og principløshed.

Det er en nærliggende tanke, at forfaldsperioden for vores civilisation allerede er sat ind. Men det er nok tvivlsomt, om der kan blive seværdigheder ud af dens ruiner.