Johanne Dalgaard: Næste gang skal vi være mindre magelige

KOMMENTAR: Vi har været uvant med katastrofer, og det har formentlig medvirket til, at vores første reaktion på denne meget reelle trussel først og fremmest gik ud på at dæmpe "alarmismen", skriver Johanne Dalgaard.

Jeg er muligvis pylret anlagt. Men da Mette Frederiksen onsdag aften tonede frem på skærmen med sit budskab om, at Danmark nu lukkes ned, så oplevede jeg det som en kæmpe lettelse.

Jeg pendler normalt dagligt mellem Københavns Vestegn og Odense for at passe mit arbejde på et statsligt kontor. Efterhånden som jeg i ugen op til onsdag havde læst op på coronavirussen og dens lumske smittemønstre, var jeg begyndt at få heftigt ondt i maven over det, hver gang jeg skulle ind i toget og sidde tæt med de andre passagerer i over en time.

Nu sidder jeg hjemme. Skyper med kollegaer. Aflyser møder og modtager mødeaflysninger. Forsøger at få lov at logge på fællesdrevene og få adgang til relevante dokumenter, men Statens IT er også overvældet, og det hele er lidt ustabilt.

Og jeg er også distraheret. Jeg er bekymret for mine forældre, hvordan det ville gå, hvis de skulle blive ramt af smitten. Jeg er bekymret for prekært beskæftigede venners økonomi og for landets økonomi.

Jeg er bekymret for, hvordan det skal gå i USA og England, der er belemret med ledere, hvis altoverskyggende narcissisme og forfængelighed tilsyneladende forhindrer dem i at indrømme, at coronavirus er en meget større trussel mod befolkningen, end de tidligere har påstået.

Jeg er også selv lidt forkølet; det har været under opsejling i et par dage, og jeg er ikke immun over for dén paranoia. Jeg er også i tvivl om, om jeg er i gruppen af særligt udsatte. Jeg led af astma som barn og teenager, men har ikke mærket meget til det de sidste år, og altid i forbindelse med, at min græsallergi rører på sig. Det ligger selvfølgelig og skurrer i min bevidsthed.

Og fordi jeg er bekymret, eller altså: bange, så er jeg også vred. Jeg er vred over, at man ikke anlagde den mest forsigtige tilgang, der var mulig, til denne trussel helt fra starten. At man som udgangspunkt lod folk bevæge sig rundt i samfundet, som om intet var hændt, selvom de lige var kommet hjem fra Norditalien eller Østrig, hvor smitten var konstateret. At man lod konstaterbare symptomer være afgørende for inddæmningsindsatsen, når det allerede havde vist sig, at inkubationstiden var forholdsvis lang.

Jeg ved jo godt, at der har ligget nogle sandsynlighedsberegninger og nogle afvejninger af forskellige hensyn bag de dispositioner, men jeg synes ikke, det er blevet forklaret for offentligheden på en sammenhængende måde. Og jeg har fortsat svært ved at se, hvad ulempen skulle være ved at sætte alle hjemvendte fra de pågældende områder i karantæne alene ud fra et forsigtighedsprincip.

Og mest af alt er jeg vred over, at de forgangne årtiers reformer og ”effektiviseringer” tilsyneladende har reduceret akutkapaciteten i det danske sundhedsvæsen til, hvad der nu viser sig at være langt under et niveau, der giver et forsvarligt beredskab over for en situation med pandemi.

Som jeg før har skrevet om, så kan mødet med sygehusvæsenet i Danmark selv uden for krisetider godt være en lidet betryggende oplevelse, fordi der ofte ikke er ressourcer til meget andet end nødtørft og brandslukning. 

 

Det tænker jeg på nu, mens dygtige, omsorgsfulde, hårdtarbejdende sygeplejersker, sosu'er, læger og portører i hele landet formodentlig er i gang med at berede sig på en situation, der potentielt kan komme ud af kontrol.

Jeg håber ikke, det sker. Jeg håber, at man senere vil kunne konstatere, at både jeg og myndighederne er i gang med en kæmpe overreaktion. Det synes jeg bare ikke, der er ret meget, der tyder på.

Og selv hvis det er tilfældet, så bør denne situation give anledning til, at vi får en mere realistisk forståelse af, hvor sårbare vi er som mennesker og som samfund i en globaliseret verden.

Siden opfindelsen af antibiotika har vi ikke været vant til at blive ramt af epidemier i den vestlige verden. I det hele taget har vi været uvant med katastrofer, og det har formodentlig medvirket til, at vores første reaktion på denne meget reelle trussel først og fremmest gik ud på at dæmpe "alarmismen".

Næste gang skal vi være bedre forberedt og mindre magelige. Og i mellemtiden bør vi i øvrigt finde en måde at belønne den ekstraordinære indsats, velfærdsstaten nu kommer til at forlange af sine i forvejen hårdtarbejdende og beskedent lønnede fodsoldater. Lad os minde hinanden om det, når vi igen nærmer os noget, der ligner normalitet.

-----

Johanne Thorup Dalgaard (født 1987) er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Forrige artikel Christian Egander Skov: Farlige stemmer nægter at erkende coronakrisens dybde Christian Egander Skov: Farlige stemmer nægter at erkende coronakrisens dybde Næste artikel Mattias Söderberg: Corona lærer os, hvordan vi skal håndtere klimakrisen Mattias Söderberg: Corona lærer os, hvordan vi skal håndtere klimakrisen