Johanne Dalgaard øjner politisk spin: Selvfølgelig er vi nået til den tredje nedlukning

Så nåede vi i Danmark til nedlukning nummer tre som følge af covid-19.

Eller det vil sige, hvis man skal tro myndighedernes udsagn, er der "ikke tale om en egentlig nedlukning af samfundet". Blot om dette: 

Spillehaller, kasinoer, lege- og badelande, forlystelsesparker, tivolier, spillesteder, teatre, biografer, museer, kunsthaller, kulturhuse, forsamlingshuse, selskabslokaler, folkehøjskoler, zoologiske anlæg, akvarier, lokaler og lokaliteter, hvor der afvikles folkeoplysende aktiviteter, foredrag og idrætsarrangementer med betalende tilskuere skal holde lukket. Alkoholudskænkning skal stoppe klokken 22. Vi skal se mindre til hinanden og helst arbejde fra hjemmet. 

Det kan umiddelbart undre, hvordan man kan nå frem til, at dette ikke udgør en nedlukning af samfundet. Der er selvfølgelig et element af spin:

For vores politikere er kulturen først og fremmest en rekvisit

Johanne Dalgaard
Kommentarskribent

Fra politisk hold var man kommet til at lyde (og handle) lidt for optimistisk, da vaccineudrulningen var ved at være gennemført efteråret. Man var kommet til at signalere, at pandeminedlukning var fortid, og nu forsøger man så at kalde det noget andet.

Der ligger dog også noget andet i denne insisteren på, at nedlukningen af kulturlivet ikke er en "rigtig nedlukning".

Under hele pandemien har kulturen været den mest udsatte sektor. Det har selvfølgelig noget at gøre med, at kulturlivet er noget af det, som mennesker samles om, og det at samles under pandemien er forbundet med risiko.

Men det er samtidig et symptomatisk udtryk for det herskende politiske klima. Kulturen har – med undtagelse af sporten – meget få politiske venner i Danmark. Endnu færre, der vil prioritere dens trivsel på bekostning af eksempelvis detailhandlens. 

For vores politikere er kulturen først og fremmest en rekvisit, som de kan bruge til at signalere og positionere sig med i det identitetspolitiske spektrum. Og her gælder det i populismens tidsalder først og fremmest om at fremstå "folkelig" og antielitær grænsende til det vulgære.

Man skal sandelig ikke associeres med "kultureliten".

Særligt godt er det, hvis man aktivt kan distancere sig fra den, og dermed lede opmærksomheden bort fra det faktum, at man som politiker selv er del af magteliten, der, ville nogle nok argumentere, udgør en noget tungere og mere konkret indflydelsesrig elite.

"Der er lige så meget kultur i en håndboldhal, som der er i et teater," som forhenværende kulturminister Joy Mogensen så berømt udtrykte det.

Således er håndboldhallerne da også fortsat åbne i de kommende uger, blot ikke for betalende tilskuere. Det samme er butikkerne og restauranterne.

Men museerne, teatrene, biograferne, koncertsalene, højskolerne, de skal stå tomme. Som en slags krone på værket har et flertal i Folketinget i denne uge indgået en aftale, der bryder med fire årtiers lang tradition for momsfritagelse af kulturlivet og suger 215 millioner kroner årligt ud af det fortsat coronablødende kulturliv.

Hvad skal pengene gå til? Jo, de skal blandt andet bidrage til at finansiere Danmarks leje af 300 fængselspladser i det kriminalitets- og korruptionshærgede Kosovo.

I nødens stund er det eneste, som vi kan finde ud af at holde i live, vores i forvejen ubæredygtige økonomiske system

Johanne Dalgaard
Kommentarskribent

Da pandemien og nedlukningerne først ramte, cirkulerede et billede på sociale medier af en demonstrant med et skilt, der bar skriften: "This episode of Black Mirror sucks".

Hvis man har set netflixserien Black Mirror, forstår man, hvorfor det billede er så rammende i sin galgenhumor: Vi lever dystopien nu.

Verden er lagt ned af en smitsom mutation af coronavirus med et mistænkeligt ophav i en by i det kommunistiske Kina, der tilfældigvis også huser et laboratorium, hvor der forskes i coronavirus.

Vi må holde os fra hinanden for ikke at true hinanden. I nødens stund er det eneste, som vi kan finde ud af at holde i live, vores i forvejen ubæredygtige økonomiske system, der dræner jorden for ressourcer og overopheder atmosfæren.

Samtidig begynder konsekvenserne af overophedningen at materialisere sig for øjnene af os. Og vi kan ikke engang gå til koncert og glemme det hele i musikken.