Johanne Dalgaard: Retfærdighed er ikke det samme som middelalderlig hævntørst

KOMMENTAR: At sætte hensynet til offeret entydigt over hensynet til forbryderen er ikke at sidestille med et primitivt ønske om at gøre forbryderen ondt, fordi vedkommende har gjort offeret ondt, skriver Johanne Dalgaard.

Straffene for vold, voldtægt og pædofili i Danmark er blevet markant højere i perioden 2011-2017, viser en nylig kortlægning foretaget af kriminolog Linda Kjær Minke fra Syddansk Universitet.

Justitsminister Pape udtrykte sin store tilfredshed med den udvikling således: ”Personfarlig kriminalitet betyder meget for det enkelte menneskes liv og for det enkelte offer. Det kan afholde og afskrække nogle fra kriminalitet, at de skal sidde længere tid spærret inde, og derfor er jeg svært godt tilfreds med udviklingen”.

Det med den afskrækkende virkning er der vist nok ikke ret megen evidens for. Snarere peger forskningen på, at mildere straffe mindsker risikoen for, at de dømte begår ny kriminalitet, især i den alvorlige ende. Derfor påpegede Linda Kjær Minke over for Kristelig Dagblad, at tallene kalder på en diskussion af, hvad formålet er med straf: at forhindre gentagen kriminalitet eller at ”dem, der begår kriminalitet, fjernes fra vores åsyn”.

Dagbladet Informations debatredaktør Gry Inger Reiter fulgte historien op med først en leder, der kritiserede Pape Poulsens påkaldelse af en ”illusorisk” retsfølelse, og siden en klumme, hvori hun decideret satte lighedstegn mellem begrebet retsfølelse og gammeltestamentlig hævntørst.

Her hopper kæden altså af for mig. Jeg går ligesom enhver anden venstrefløjsperson ind for, at man i den strafferetlige praksis inddrager hensyn til muligheden for rehabilitering samt risiko for gentagen kriminalitet i overvejelserne. Jeg var en af dem, der rykkede min stemme fra SF til Enhedslisten, da SF begyndte at vakle i sin humanisme på det retspolitiske område i slut-nullerne.

Men jeg kan slet ikke sætte mig ind i, at noget menneske kan hævde ikke at have nogen retsfølelse. Det må i min optik enten være udtryk for én af to ting: enten har man en overordentlig underudviklet retfærdighedssans, eller også er man aldrig blevet konfronteret med den virkelighed, mange voldsofre lever med, som er, at deres liv er smadret for bestandig, og at deres gerningsmand lever et helt normalt liv efter at have stået en relativt kort frihedsberøvelse igennem.

Dertil kommer angsten for, at gerningsmanden skal komme efter dem igen. En enkelt, hensynsløs voldsmand på fri fod er nok til at holde en hel familie, en hel omgangskreds som gidsler i deres eget liv.

Det støder min retsfølelse, når jeg læser historien om Sabine Stache, der modtog trusselsbreve fra sin for vold og voldtægt fængslede ekskæreste, der havde terroriseret hende i årevis og demonstrerede enhver intention om at fortsætte med det, når han efter maksimalt seks år kom ud igen.

Det støder min retsfølelse, når jeg læser om Marlene Duus, der overlevede at få smadret sin krop og sit modelsmukke ansigt med et jernrør og blive kastet ud fra en altan af en mand, der få år senere tonede frem i en Youtube-video på Claus Meyers hjemmeside som det skinnende eksempel på succesfuld rehabilitering, fordi han tilbragte fængselstiden (også maksimalt seks år) med at arbejde for kendiskokken.

Og det støder min retsfølelse – og i øvrigt mit begreb om almindelig anstændighed – når Informations debatredaktør dels vælger at bringe en barnemorders perverst romantiserede udlægning af, hvordan han brutalt kvalte sin lille datter i en snor, og dels forsøger at forsvare denne åbenlyse clickbate-manøvre med en gang fordrukkent sludder om behovet for at ”bryde tabuer”.

Hvis der overhovedet findes et tabu omkring dét, at barnemordere faktisk også har følelser, så er det klart nummer sjok på min liste over tabuer, nogen behøver at anstrenge sig for at bryde.

Jeg vil ikke acceptere nogen præmis om, at min holdning til disse sager er udtryk for en middelalderlig eller uoplyst indstilling til retsvæsenet. At mene, det er hensigtsmæssigt med en vis proportionalitet imellem forbrydelsens alvor og straffens strenghed, er ikke det samme som at kræve ”øje for øje og tand for tand”.

At sætte hensynet til voldsofferet entydigt og konsekvent over hensynet til voldsforbryderen er ikke at sidestille med et primitivt ønske om at gøre forbryderen ondt, fordi vedkommende har gjort offeret ondt.

Det er udtryk for et ønske om at skåne offeret for yderligere fortræd. Og i nogle tilfælde er gerningsmandens ufrihed ganske enkelt en forudsætning for offerets evne til at leve et normalt liv.

-------

Johanne Thorup Dalgaard (f. 1987) er kommentarskribent på Altinget. Hun er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Tema: Kommentarer

Forrige artikel Jarl Cordua: Da 19 spørgsmål endte som et stort V-selvmål Jarl Cordua: Da 19 spørgsmål endte som et stort V-selvmål Næste artikel Fl. Chr. Nielsen: Ve den, der trækker nazikortet Fl. Chr. Nielsen: Ve den, der trækker nazikortet
Kjærsgaards og Thulesens forhold er blevet anstrengt

Kjærsgaards og Thulesens forhold er blevet anstrengt

ANALYSE: Modsætningerne i DF handler mere om stil og magtpositioner end om politisk uenighed. I valgkampen har der været gensidig irritation mellem Kjærsgaard og Thulesen, men der er ikke tale om to politiske fløje over for hinanden.