Johanne Dalgaard: Udflytning har intet med reel decentralisering at gøre

"Bedre balance" kaldte den foregående regering under Lars Løkke Rasmussen sin plan for at flytte lunser af centraladministrationen ud af København og omplante dem på tilfældige steder rundt om i landet.

Danmark var i ubalance, var man på Christiansborg nået frem til, formodentlig godt hjulpet på vej af resultatet af folketingsvalget i 2015, der sendte Venstre til tælling og gjorde Dansk Folkeparti til landets næststørste parti.

Mere end hver femte vælger havde sat krydset ved DF, og det var ikke mindst i Venstres jyske kerneland, at utilfredsheden med regeringens centralistiske politik havde manifesteret sig som "gul" proteststemme.

Personligt forstår jeg udmærket den utilfredshed. Jeg voksede op i Ribe, hvor der dengang i 1990'erne var både et rådhus og en amtsgård, en politistation og et dommerkontor, et sygehus, et lærerseminarium og et posthus. Af alt dette er der nu tilbage et borgerservicekontor, der har åbent to dage om ugen i henholdsvis tre og syv timer.

En udvikling som den i Ribe lader sig ikke afhjælpe ved, at man placerer 90 skattemedarbejdere og en luns af Færdselsstyrelsen i den gamle amtsgård.

Johanne Thorup Dalgaard

Den udvikling hænger nært sammen med den strukturreform, som VKO hovedløst krængede ned over landet i 2007. Og den kan mærkes. At udrydde nærdemokratiet og det politisk-administrative niveau med borgernære funktioner i så mange provinsbyer er at fjerne det, der binder landet sammen på tværs af lokalsamfund og byskel. Det er at fjerne knoglerne i samfundets skelet.  

Men i 2015 var den borgerlige regering altså angiveligt vågnet op til dåd. Nu skulle der søreme balanceres. De statslige arbejdspladser skulle smøres ud over landet for at kompensere provinsen for det, der var gået tabt.

For mit personlige vedkommende blev den første udflytningsrunde den direkte årsag til, at jeg fik fodfæste på arbejdsmarkedet. Jeg overtog et job, der skulle flyttes, fra en, der ikke kunne flytte med, og jeg har siden pendlet fra mit hjem på Københavns Vestegn til Odense.

Jeg er glad for mit job, som også er blevet ekstraspændende, fordi mange gode opgaver blev ledige i takt med den store medarbejderudskiftning i kølvandet på flytningen.

Fra et fagligt perspektiv regner jeg ikke desto mindre udflytningen for en af de tåbeligste, mest uforsvarlige politiske beslutninger, en dansk regering har taget i min levetid – i skarp konkurrence med føromtalte strukturreform.

Man skal holde tungen lige i munden, når man diskuterer forholdet mellem hovedstaden og provinsen, særligt når man som jeg er akademiker og bosiddende i hovedstadsområdet. Hvis man forholder sig kritisk til tiltag, der fremstår som provinsvenlige, risikerer man hurtigt at blive afskrevet som en elitær københavnersnude.

Og som det forhåbentlig fremgår, går jeg ind for decentralisering af forvaltningen og for en politik, der understøtter levende, blomstrende lokalsamfund rundt om i landet. Men en udvikling som den i Ribe lader sig ikke afhjælpe ved, at man placerer 90 skattemedarbejdere og en luns af Færdselsstyrelsen i den gamle amtsgård.

Dels træffes beslutningerne i sidste ende stadig i centralforvaltningens top, der fortsat har adresse i København K og refererer direkte til en minister. Dels har de centrale forvaltninger ikke nogen naturlig funktion i forhold til lokalsamfundene, og kan derfor ikke erstatte det, som er gået tabt.