Kan Løkke ende som statsminister?

Kan det hele ende med, at Lars Løkke bliver statsminister igen? Det spørgsmål stiller flere og flere kommentatorer og ekspolitikere sig selv. Forleden skrev jeg om 11 grunde til, at dette valg kunne blive historisk, men at Lars Løkke skulle blive statsminister, havde jeg alligevel ikke taget med. Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at tanken aldrig har strejfet mig. Men alligevel.

For det er jo en ret vild tanke. Manden har brændt så mange broer, har været ude i de værste stormvejr og har efterladt det borgerlige Danmark i kaos. Ikke én af hans tidligere ministre er gået med over i hans nye parti. Det eneste af hans tidligere folketingsmedlemmer, der er gået med, er Jakob Engell-Schmidt, hvis politiske karriere var i datid. Ingen Pind, ingen Lars Chr. Lilleholt og slet ingen Claus Hjort var interesseret.

Men vælgerne strømmer til. Og de er helt ligeglade med fortiden. Ja, det ser nærmest ud til at være en fordel, at vi ved det hele allerede. Der er intet nyt smuds, der kan komme frem om Løkke, og selv om der gjorde, ville vi ikke blive overraskede. Det er en del af pakken. Men han giver håb om midtens genkomst og det yderste højres marginalisering. Det er det eneste, der tæller hos Løkkes potentielle vælgere.

Hvis nogen kan gøre det, er det Lars Løkke.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

I Venstre og Konservative forsøger man desperat at vise borgerligt sammenhold med først et hyggebillede, hvor VLAK-lederne sidder på Ellemanns kontor sammen med Støjberg, Vermund og Messerschmidt. Herefter et katastrofalt pressemøde med de samme seks borgerlige ledere og senest endda en kampagnevideo med de seks.

Skulle der stadig være nogle, der ikke har fattet, hvorfor moderate borgerlige vælgere overvejer Løkke, skal man bare gense disse tre seancer. Målingerne viser det med al ønskelig tydelighed. Derfor er man også begyndt at tænke den kætterske tanke hos Venstre og konservative, at Løkke som statsminister kan være det eneste håb for at få en borgerlig regering og del i ministerposterne. Men kan det virkeligt ende sådan?

Historisk er statsministerposten tilfaldet blokkens største parti. Sådan har det i hvert fald været som hovedregel de seneste 100 år. Faktisk er der kun tre eksempler på det modsatte på denne side af Påskekrisen. Den radikale Hilmar Baunsgaard var statsminister fra det mindste af VKR-regeringens tre partier 1968-71, og Poul Hartlings smalle Venstreregering 1973-75 var besat af det dengang kun næststørste borgerlige parti. Fremskridtspartiet var større, men dem regnede man ikke for noget.

Og så selvfølgelig Løkke selv, da han var statsminister i først den lille V-regering og senere VLAK-regeringen, selv om Dansk Folkeparti var større end Venstre. Det føles som mange år siden, nu hvor DF kæmper med spærregrænsen.

Det virker mere og mere som om, at det borgerlige Danmark stiller med to statsministerkandidater, fordi de ikke kunne finde én, der var kvalificeret nok.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

I det hele taget vil det være noget af en præstation at blive statsminister, hvis Løkke ender på de 5-6 procent af stemmerne, som det ser ud til ifølge meningsmålingerne. Kun tre gange har vi haft en statsminister, der har siddet med under 20 procent af stemmerne. Hilmar Baunsgaard sad som statsminister for et parti med kun 15 procent af vælgerne, Schlüter da han havde færrest stemmer 14,5 procent, Poul Hartling kun 12,3 procent. Aldrig har vi haft en statsminister med under hver tiende dansker bag sit parti.

Og ej heller har vi haft en regeringschef her i landet, der har siddet på posten i tre af hinanden afbrudte perioder. Indtil Løkke præsterede at sidde to gange afbrudt af Helle Thorning-Schmidt, var det med at komme igen som statsminister noget, vi kun kendte fra historiebøgerne. Og Løkke er da også kun den anden venstremand, der har formået det.

Den første var Niels Neergaard, der var konseilspræsident fra 1908-09 og statsminister fra 1920-24. Den radikale statsminister Zahle sad også to runder fra 1909-10 og igen fra 1913-20. Og så er der en hel håndfuld socialdemokrater, der har præsteret at tilbageerobre magten fra Stauning over Buhl, Hedtoft og Jens Otto Krag til senest Anker Jørgensen. Så to omgange er ikke usædvanligt. Tre er aldrig sket. Og aldrig har vi haft en statsminister, der har været det for to forskellige partier.

Men måske? Hvis nogen kan gøre det, er det Lars Løkke. Manden er ubestrideligt dygtig. Tv-debatterne har allerede vist, at han er dygtigere end de fleste, og at kun statsminister Mette Frederiksen kan matche ham.

Det virker mere og mere som om, at det borgerlige Danmark stiller med to statsministerkandidater, fordi de ikke kunne finde én, der var kvalificeret nok. Pape virker helt forslået. Flere har endda foreslået at tage Pape ud af de kommende statsministerdebatter og lade ham erstatte med Løkke. Det er sidstnævnte nu nok for klog til. Det går jo meget godt. Og hvis mandaterne falder rigtigt, kan han vælge og vrage. Central minister i en SMR(SF)-regering eller måske endda statsminister i en VKM-regering.

Det sidste kræver dog, at han ser stort på hele grundlaget for sit nye parti, der er dannet for at holde fløjene ud af dansk politik. Men det ville hverken være det første eller det største politiske og strategiske skifte i Løkkes politiske karriere. Det eneste, der er sikkert, er, at med Løkke kan alting ske.