Klimadebatten er et mål for digitale påvirkningskampagner

Hvis vi troede, at opmærksomheden omkring påvirkningen af valget i USA i 2016 havde løst problemet med udenlandske aktører, der skaber splid mellem befolkningsgrupper og sår mistillid til staten, tog vi fejl.

MIT Technology Review har netop offentliggjort en intern rapport fra Facebook, der viser, at op til valget i 2020 blev det mest populære indhold blandt kristne og afroamerikanere i USA lavet i Kosovo og Makedonien af såkaldte troldefarme, hvis ydelser kan købes.

Det er også ganske velbeskrevet, hvordan spredning af fake news, polariserende konspirationsteorier, oprettelsen af falske borgergrupper og manipulation af den offentlige mening på stort set samtlige sociale medieplatforme er en vare til salg på det mørkegrå marked.

Påvirkningskampagnerne identificerer typisk voldsomme debatter, polarisering og spændinger mellem befolkningsgrupper, som de så sætter ild til ved at sprede desinformation, der trækker fronterne endnu hårdere op og ligefrem gør dem hadefulde. Det er her, bekymringen for klimadebatten kommer ind.

På europæisk niveau har en grundig analyse netop advaret mod, at klimadebatten ser ud til at blive meget uforsonlig mellem dem, som mener, at vi overreagerer på problemet og knægter vores frihed, og dem, som mener, at vi slet ikke gør nok.

Tættere på vores breddegrader illustreres risikoen af, at to store fronter er dukket op i den norske klimadebat

Eske Vinther-Jensen
Kommentarskribent

Bedømt på, hvordan de to sider har organiseret sig i kampklare fællesskaber på sociale medier, og hvor aktive de er i nedgørelsen af hinanden, er der grund til bekymring.

Måske skal vi endda forberede os på en perfekt storm af polarisering og modstand, der får energi fra meme-krige på sociale medier og bliver styrket af politikere, der kan se en interesse i at melde sig under fanerne.

Flere af efterårets europæiske folketingsvalg illustrer også tydeligt, at klimadebatten er et oplagt mål for digital påvirkning.

I Holland var der talrige eksempler på, at der på sociale medier blev oprettet falske "grønne" politikerprofiler, som delte provokerende udsagn omkring klima med den effekt, at klimadebatten var ved at køre af sporet.

Også i forbindelse med det tyske forbundsvalg er der blevet spredt mange eksempler på falske påstande om især de Grønnes Annalena Bearbock og hendes politik.

Det er for tidligt at sige noget om, hvad motiverne har været, og hvem der står bag. Fremmede magter, som ønsker at splitte befolkningerne og destabilisere landene, kommercielle aktører med forbindelser til fossile interesser eller blot enkeltpersoner, som er modstandere af klimatiltag?

Det er ikke til at vide, men det blotlægger en uenighed og sårbarhed, som ondsindede aktører vil kunne og sandsynligvis allerede har udnyttet.

Tættere på vores breddegrader illustreres risikoen af, at to store fronter er dukket op i den norske klimadebat.

De er organiseret i facebookgrupperne "Folkeopprøret mot klimahysteriet" og "Folkeopprøret mot folkeopprøret mot klimahysteriet", der tilsammen samler 300.000 personer, som latterliggør, håner og taler sig længere og længere væk fra hinanden.

En af Norges førende eksperter på området har offentligt advaret om, at klimadebatten i landet er blevet så eksplosiv på Facebook, at den udgør et oplagt digitalt mål for fremmede magter, der ønsker at svække landet.

Selvom klimadebatten ikke er voldsomt politisk polariseret herhjemme endnu, er der altså grund til at være ekstra på vagt i de kommende år, når samfundet skal omstilles, og vi skal ændre adfærd.

Ellers risikerer vi, at fremmede magter sætter digitale lus i skindpelsen til fare for både sammenhængskraft og den grønne omstilling i Danmark.