Lad os lægge 1864 bag os og udvikle en patriotisme til det 21. århundrede

Vi skal nærmest tilbage til 1864, hvor vi til gengæld havde mere af det, end hvad godt er. Konsekvensen var nederlag, landafståelser samt accepten af den nye rolle som en neutral og pacifistisk småstat.

Siden Dybbøl har vi været en nation af bønder og hestehandlere, ikke krigere; som hobbitterne i J.R.R. Tolkiens romanunivers, der nyder livet i deres hyggelige smørhul, imens de ser ud på den store verden med mistro.

Denne selvopfattelse er dybt forankret i den danske folkesjæl. Det er bare længe siden, at den har passet på virkeligheden. For allerede med vores indtræden i Nato i 1949 ophørte vi med at være neutrale.

Mange ser stadig på den militære verden med mistro, fordi det bund og grund er i strid med den danske folkesjæl

Emil Arenholt Mosekjær
Journalist, forfatter og tidligere soldat

Og ingen af os, der fra 1990’erne og frem var udsendt som soldater til Balkan, Irak og Afghanistan, har været i tvivl om, at Danmark i den grad er en krigsførende nation.

Det er dog endnu ikke gået op for alle herhjemme. I hvert fald har der været en slags kognitiv dissonans: Man kan godt lide tanken om, at vi igen har kunnet ranke ryggen ved at lege med de store drenge, men der er nogle aspekter ved det, vi aldrig helt er kommet overens med.

Mange ser stadig på den militære verden med mistro, fordi det bund og grund er i strid med den danske folkesjæl. Og dyrt.

Det kommer til udtryk i en krejlermentalitet, hvor vi gør alt for at slippe udenom alt for høje forsvarsudgifter til stor irritation for resten af Nato. Politikerne gør det dog, fordi de ved, at befolkningen forventer det.

Et af redskaberne har været den skamløse brug af faldne danske soldater som en valuta, man kunne hive op af baglommen, når amerikanerne pressede på for øgede forsvarsudgifter: Se, hvor meget vi allerede ofrer.

I sidste ende er det nemlig billigere at sende soldater ud på fjerne missioner, og flyve dem hjem i kister, end det er at opbygge tunge kampbrigader, luftforsvar, hjemlig logistik og flådekapaciteter. Det slipper vi dog ikke udenom længere, og det bliver dyrt.

Én ting er dog økonomi. Efter 1864 gik der flere menneskealdre, før danske soldater igen stiftede bekendtskab med slagmarken, og i mellemtiden glemte befolkningen, hvad krig er.

Derfor kom det som et chok, da vi på tv i bedste sendetid opdagede, at virkeligheden i Helmandprovinsen ikke var en slags ny 'Soldaterkammerater'-film.

Det her var ildkampe, flybomber, død, ødelæggelse, og danske knægte der jublede, når de ramte en af deres fjender. Selvom den jublende kriger er lige så gammel som mennesket selv, var det et dansk selvbillede, der krakelerede, og forargelsen var derfor ikke så overraskende.

Men i krig slår man hinanden ihjel, og man skal helst være bedre til det end modstanderen. Det gælder også de hyggelige danske hobbitter.

Hvis vi fortier det, siger vi indirekte til soldaterne, at vi skammer os over det, vi sætter dem til at gøre på landets vegne. Og traumer med skam ovenpå er en dårlig cocktail.

På et tidspunkt har nogen desværre haft held til at sidestille patriotisme med nationalisme og fremmedhad

Emil Arenholt Mosekjær
Journalist, forfatter og tidligere soldat

Alt dette er ikke udtryk for direkte modvilje mod soldaterne. De fleste danskere har bare så inderligt svært ved at forstå deres verden. Og det siger jo faktisk bare noget om, hvor rart og fredeligt et samfund vi har formået at skabe i de 160 år siden 1864.

Løsningen er ikke, at vi skal sætte soldaterne op på en piedestal af ufejlbarlig heltestatus, de aldrig kan leve op til: den moderne tapre landsoldat.

Jeg har altid insisteret på, at vi faktisk bare skal kunne tale ærligt om det her, også når det udfordrer vores selvbillede. Det gælder ikke kun de knap så hyggelige aspekter ved soldatererhvervet, men også at det faktisk byder på andet end hjernevask og traumer.

Jeg har endnu til gode at møde en veteran, der fortryder at være draget i krig – mig selv inklusive. Det overrasker de fleste danskere, da man siden 1864 har været vant til at opfatte os som en slags nederlagets børn, der alle vender hjem med dukket nakke og ar på sjælen.

Men der er ting i den militære verden, som er værd at hylde i Danmark anno 2023: Loyalitet, selvopofrelse, initiativ – og ikke mindst kærlighed. Til sine soldaterkammerater og, ja… tør jeg sige det. Kærlighed til sit hjemland.

Hvorfor tøvede jeg der? Ligesom langt de fleste danskere så elsker jeg mit land, men af en eller anden grund føles det næsten skamfuldt at give udtryk for. Især for sådan en som jeg, der var ungdoms-politisk aktiv på venstrefløjen.

Men på et tidspunkt har nogen desværre haft held til at sidestille patriotisme med nationalisme og fremmedhad. En slags jantelov på nationalt plan.

Men man kan sagtens være patriot og flage med Dannebrog uden samtidig at se ned på andre. For mig handler det heller ikke om hudfarve eller kristendom, men blot om kærligheden til sit hjem og lysten til at kæmpe for det.

Jeg har haft soldaterkammerater fra flere etniciteter og trosretninger, som har sat livet på spil for Danmark. I mine øjne er det patriotisme – og mon ikke mange i Ukraine vil give mig ret.

På trods af at vi ikke er i mål, så har 20 år med krige sydpå uden tvivl rykket ved vores selvopfattelse. Og selvom disse krige i dag blot er minder hos vi veteraner, går Europa en usikker tid i møde. Vores soldater kan meget vel havne på slagmarken igen. I så fald skal vi være klar – hele Danmark.