Lisbeth Knudsen: Et valg om attitude og magtfuldkommenhed

Det er mere uklart end normalt, fordi Mette Frederiksen valgte at spille ud med et ønske om en regering over midten som førsteprioritet i stedet for en fortsættelse af den smalle S-regering. Og det er det, fordi tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen med sit nye parti, Moderaterne, ikke vil pege på hverken en blå eller en rød statsminister.

Så valgmatematikken handler ikke bare om at kunne tælle til 90 mandater bag en rød eller blå statsministerkandidat, når valgaftenen nærmer sig midnat. Det bliver antagelig langt mere kompliceret.

Milliarderne ruller i valgkampen til at hjælpe de målgrupper, som nu står hvert af partierne nærmest, men samtidig er der et voldsomt kollektivt pres på politikerne for at have gode svar og masser af penge til de virksomheder og borgere, som er kommet i klemme med inflationen og de astronomiske størrelser på energiregninger.

Her lyder det næsten fælles omkvæd til gengæld, at politikerne ikke kan love at redde alle, og forsøger man at hælde løfter om penge og kompensationer ud i store mængder under en højinflation, så sætter det bare ekstra blus under netop inflationen.

Lige som det mere og mere er tilfældet i andre former for lederskab, så handler politisk lederskab om, hvem vi tror på.

Lisbeth Knudsen

Valgstrategerne både i rød og blå blok leder lige nu efter, hvad det er for store fortællinger, der skal drive valgkampen. Og de har slået tonen an i både rød og blå blok. Det handler om lederskab eller mangel på samme.

En kamp imellem magtfuldkomne Mette Frederiksen i den borgerlige fortælling, der ikke evner at lytte til andre og indrømme fejl, og i den socialdemokratiske fortælling de usikre og uprøvede kort som regeringsledere, Ellemann og Pape, der eksperimenterer med den danske velfærdsstat og skaber utryghed i en usikker tid.

Iagttager man valgplakater og valgretorik, så kører socialdemokraterne på store billeder af Mette Frederiksen, der vil ”passe på Danmark og fremtiden”. ”Trygt igennem usikre tider” hedder et andet slogan og ”værdig velfærd” et tredje.

Hos Venstre handler retorikken om ”mere frihed og flere muligheder”. Hos de konservative et ”samfund i balance med mere frihed, tryghed og ansvarlighed”. Og fortællingen hos de indtil videre to kongemagere i dansk politik – de radikale og nu også Moderaterne – er sjovt nok næsten ens. Hos Moderaterne lyder det: ”Sammen om forandring”. Hos de radikale lyder det: ”Sammen om en ny start”.

De radikale peger på Mette Frederiksen som deres foretrukne statsministerkandidat. Moderaterne peger ingen steder hen endnu. Interessant om vælgerne belønner det eller det modsatte, og om de tror på statsministerens de radikales og Lars Løkke Rasmussens drøm om en regering over midten.

Lige som det mere og mere er tilfældet i andre former for lederskab, så handler politisk lederskab om, hvem vi tror på. Hvem der er autentiske og gerne folkelige uden at blive overfladiske. Hvem der både kan vise handlekraft og den fornødne råhed, når det skal til, og den rette empati, når det er påkrævet. Hvem der har den overbevisende indsigt og de virkelig stærke kommunikationsevner til at formidle den. Der skal mange kompetencer til at skabe en stærk statsministerkandidat.

Hvad er det for en lederstil Mette Frederiksen vil gribe fat i efter et valg, hvis hun ikke længere bestyrer en etpartiregering?

Lisbeth Knudsen

Når man iagttager partilederdebatterne i disse valgkampdage, så er det påfaldende, hvad statsministerrollen i sig selv giver til en person af autoritet og politisk råstyrke. Også selv om de ikke i valgkampene har et helt embedsmandsapparatet i ryggen. Det viser Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen med al tydelighed. Ansvaret og magten gør noget ved en personlighed.

Vi ved ret meget om, hvad det er for en ledelsesstil, Mette Frederiksen praktiserer fra hendes nu godt tre år i Statsministeriet. Vi ved ikke, hvad der ville karakterisere en Jakob Ellemann-Jensen eller en Søren Pape Poulsen.

Magtfuldkommenhed! Ordet hænger ved statsminister Mette Frederiksen i valgkampen. Hendes centralisering af magten og styrkelse af Statsministeriet. Hendes strammere styring af embedsmandsapparatet såvel som hendes partifæller i folketingsgruppen. Hendes ledelse under coronakrisen, minkskandalen, sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste og Ukraine-krisen vidner om en handlekraft og måske også om en manglende evne til tvivl og tålmodighed.

Der er ingen tvivl om, at der er sket noget omkring samspillet mellem ministre og embedsmænd i Mette Frederiksens periode, og at der er et før og efter minkskandalen i den historiefortælling. Derfor er der et interessant spørgsmål eller to, som trænger sig voldsomt på:

Hvad er det for en lederstil Mette Frederiksen vil gribe fat i efter et valg, hvis hun ikke længere bestyrer en etpartiregering? Og hvad er det Ellemann-Jensen og Pape Poulsen har tænkt sig at ændre på, hvis en af dem får lov til at rykke ind i Statsministeriet?

Man fornemmer, at det meget sent gik op for den blå blok, at Mette Frederiksen ikke var urørlig ved et hurtigt valg, men at blokkene kunne komme til at stå meget lige.

Lisbeth Knudsen

Hvad er det, de gerne vil lave om på? Skrue ned igen for centraliseringen af magten i Statsministeriet og lade fagministrene få mere spillerum igen? Hvis det bliver en flerpartiregering, hvordan skal styringsmodellen så være? Hvordan skal politikudviklingen finde sted internt i regeringen og i forhold til samspillet med det omgivende samfund?

Hvilke tanker har de borgerlige statsministerkandidater gjort sig om jobbet, hvis de vitterligt fik det? Har de en drejebog klar til, hvad der skal ske, som Anders Fogh Rasmussen havde det, og Mette Frederiksen også havde det? Man fornemmer, at det meget sent gik op for den blå blok, at Mette Frederiksen ikke var urørlig ved et hurtigt valg, men at blokkene kunne komme til at stå meget lige.

Vil blå blok hele vejen igennem valgkampen kunne køre på at beskylde Mette Frederiksen for magtarrogance, og er det en rigtig strategi netop i krisetider, hvor vi læner os op af det trygge og kendte og søger en handlekraftig frontfigur, der tør tage og vise magt og et fast greb om tingene?

Det kan vise sig at give bagslag. Vil vælgerne, når de står i stemmeboksen tænke over, at statsministeren begik et ganske vist uagtsomt grundlovsbrud i minksagen, eller bliver det vigtigste for dem, hvem de tror, der vil være bedst til at lede os sikkert igennem energikrisen, til at få inflationen under kontrol og hvem, der har den bedste økonomiske plan og plan for fremtidssikring af velfælden. Jeg tror det sidste.