Lisbeth Knudsen: Minkkommissionens beretning er det hidtil mest bekymrende nærbillede af en dysfunktionel og kaotisk statsadministration

Minkkommissionens beretning er den hidtil hårdeste kritik af en statsminister og hendes regeringsførelse siden Tamil-sagen. Den forcerede nedlukning af et helt minkerhverv vil martre og forandre dansk politik mange år fremover, skriver Lisbeth Knudsen.

Placeholder image
Pressemøde med statsministeren i november 2020. Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Et historisk og katastrofalt lavpunkt i tilliden til ansvarlig og lovmedholdelig regeringsledelse og professionel, driftssikker forvaltning i en retsstat som Danmark.

Det kan ikke siges anderledes og mildere efter læsningen af Minkkommissionens beretning.

En statsminister, der gør sig skyldig i udmeldinger, der ”objektivt set var groft vildledende” på et pressemøde – ganske vist uden ”subjektiv viden og hensigt hertil”. En stribe af landets absolutte topembedsmænd, der ifølge kommissionen gør sig skyldige i tjenesteforseelser af så grov karakter, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage dem til ansvar for deres handlinger.

Det er ikke det Danmark, vi kender.

Det er netop i en krisesituation, at en retsstat skal kendes på sine principper.

Den forcerede nedlukning af et helt minkerhverv i november 2020 vil martre og forandre dansk politik og kulturen i den danske statsadministration mange år fremover. Der vil for altid være et før og efter Minkkommissionens rapport.

Minkkommissionens beretning er den hidtil hårdeste kritik af en statsminister og hendes regeringsførelse siden Tamil-sagen, der væltede daværende statsminister Poul Schlüter i 1993. Og det er det hidtil mest bekymrende nærbillede af en dysfunktionel og kaotisk statsadministration, som ikke varetog de helt centrale embedsmandsdyder i en afgørende krisetid.

Mette Frederiksen bliver ikke væltet på minkskandalen.

Der kan ikke findes en acceptabel undskyldning for at melde en ordre om aflivning af mink ud uden lovhjemmel.

Lisbeth Knudsen, strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen

Men der skal noget af et kunststykke til fra statsministeren, selv om hun måtte undgå en uvildig advokatundersøgelse og en rigsretssag, hvis ikke sagen kommer til at sætte et stærkt præg på en kommende valgkamp.

Ellers vil hendes ledelsesstil og personlighed i høj grad stjæle billedet fra hendes politik i valgkampens hårde nærkampe. Og taber hun den til blå blok, er minksagen næppe slut.

Vinder hun et kommende valg vil støttepartierne Radikale, SF og Enhedslisten nok have en betaling for støtten, der skal indkasseres.

Og mon ikke det kommende valg inden juni næste år lige blev udskudt nogle måneder i går.

På et pressemøde fredag lancerede statsministeren så en pakke af forslag, der skal være egnet til at genopbygge tillid mellem regering og Folketing og mellem regering og vælgere. Det kunne også være en buket af ideer til støttepartierne, der kan bruge dem i en beretning fra Folketingets granskningsudvalg, så der er en vis form for konsekvens af Minkommissionen også for regeringen. Men forslagene er gode hensigter men lige nu uden tydelige løfter om, i hvad retning der skal forandres i regeringsførelsen eller i åbenheden.

Det er en rådføringspligt med Folketinget i krisesituationer vedrørende større beslutninger, et demokratiudvalg der skal analysere rammerne for regeringsarbejdet og organiseringen af det, koordinationen mellem ministerierne, forholdet mellem embedsmænd og politikere m.m. Og endelig er det en forretningsorden for regeringsudvalgene, der sikrer, at beslutninger får et ekstra juridisk tjek i ressortministerierne, hvis man foretager et valg, der ikke er forberedt og gennemlyst på forhånd. Desuden et lovforberedende udvalg om offentlighedsloven, som man må forstå, skal drøfte større åbenhed.

Statsministerens tillidspakke er en meget svag reaktion på, at der reelt er tale om en reel nedsmeltning i statsapparatets kerne, når den voldsomme kritik i Minkkommissionens rapport angår hele ti ledende medarbejdere – herunder tre departementschefer og en rigspolitichef.

Sagen bør ændre denne og kommende regeringers beslutningsprocesser og embedsapparatets føjelighed i forhold til at bidrage til ekstreme hasteprocesser i kommende krisesituationer og til at acceptere en hårdhændet styring fra Statsministeriet og en tilsidesætning af den ressortmæssige fagkompetence.

Nu kan man se konsekvensen af ikke at sige fra højt nok oppe i systemet. Det kommer rigtigt mange embedsmænd til at tænke dybt over.

Læs også

Statsminister Mette Frederiksen har gjort sig selv til verdensmester i kriseledelse under coronaen og peget på, at Danmark har klaret sig bedre end andre lande under hendes ledelse. Hun gav sig selv en redningsplanke på forhånd i starten af coronakrisen ved at sige, at regeringen ville komme til at begå fejl undervejs.

Men kriseledelse eller ej: Der kan ikke findes en acceptabel undskyldning for at melde en ordre om aflivning af mink ud uden lovhjemmel. For skandalen om aflivningen af alle mink uden for de to første risikozoner handler ikke kun om frygten for spredning af en ny corona variant var reel eller ej.

Det er en diskussion, det senere har vist sig godt kan rejses. Men hvis man nu antager, at frygten var reel nok, så kunne man med tanke på retssikkerhed og legalitet og de enorme konsekvenser af beslutningen have sikret sig lovligheden i Folketinget.

Her taler vi om, at hverken topembedsmænd eller ministre i regeringens koordinationsudvalg med statsministeren i spidsen stillede det mest afgørende og fuldstændig banale spørgsmål, om regeringen mon havde lovhjemmel til at lade alle mink slå ned, lukke et helt erhverv for en tid og udbetale en ekstra bonus til de minkavlere, som handler særlig hurtigt på regeringens ulovlige ordre.

Når de politiske processer har fundet deres løsning, så er der brug for, at ledende kræfter i centraladministrationen tager hånd om at genbesøge kommunikationsprocesser i krisesituationer og de sunde embedsmandsdyder.

Lisbeth Knudsen, strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen

Det er og bliver helt ubegribeligt, at det spørgsmål – også ifølge Minkkommissionens kortlægning af begivenhederne – slet ikke blev stillet.

Her taler vi om, at hverken ministre eller topembedsmænd havde lovligheden af beslutningen som ”top of mind” eller bare helt enkelt som et kontrolspørgsmål, inden der blev trykken på knappen, holdt pressemøde og meldt ud til minkavlerne og krævet handling.

Minkkommissionen skildrer en forudgående proces i en stribe ministerier, inden sagen ramte regeringens koordinationsudvalg 3. november 2020 om aftenen, som efterlader et indtryk af et ressortministerium, der blev sat ud af spillet.

Embedsmænd, der ikke rapporterede ordentligt – hverken til hinanden eller opad i systemet til deres ministre med iagttagelse af den allerhelligste embedsmandsdyd:

At advare ministeren, hvis han eller hun er på vej ud i at gøre noget ulovligt.

Og vi taler om ministre, der overhovedet ikke når at læse de notater og indstillinger, som ligger foran dem. Hvor betryggende er det lige for os som borgere?

Ikke engang efter beslutningen i koordinationsudvalget og inden pressemødet dagen efter 4. november blev manglen på lovhjemmel viderebragt til de rette personer inklusive statsministeren. Og heller ikke efter koordinationsudvalgsmødet var der tilsyneladende en kvik departementschef der lige tjekkede de ulæste notater igennem, hvor advarslen stod.

Hvis ikke statsministeren på baggrund af denne sag gentænker, hvordan beslutningsprocesserne i regeringen skal bedrives i fremtiden, så hører alting op.

Det lagde hun op til et udvalgsarbejde om i et demokratiudvalg, men hvad vil statsministeren gerne selv ændre i sin regeringsledelse og i magtbalancen mellem Statsministeriet og ressortministerierne? Det får vi ikke at vide?

Efter statsministerens pressemøde fredag er to centrale ting uafklaret:

  1. Hvordan placeres det politiske ansvar for minkskandalen? Stopper sagen med en kæmpenæse til statsministeren eller fortsætter den med en advokatundersøgelse til at afklare spørgsmålet om eventuel grov uagtsomhed fra statsministeren side (det tager Minkommissionens beretning ikke stilling til), og en eventuel efterfølgende rigsretssag, hvis de uafhængige advokater finder grundlag for det. Det meste taler for, at regeringens støttepartier stopper sagen med en næse og siger nej til blå bloks ønsker om en advokatundersøgelse.
  2. Vil regeringen rejse nogle eller alle de tjenestemandssager, som kommissionen anbefaler, og i givet fald hjemsende de pågældende topembedsmænd eller lade dem blive i jobbet under sagsbehandlingen? Skiller statsministeren sig af med sin stærkt kritiserede departementschef, Barbara Bertelsen, for at tage presset af hende selv, eller fastholder hun som hidtil at forsvare sine hårdtarbejdende embedsmænd med argumentet om langvarig krisehåndtering og ekstremt pres. Det afventer nu en nærmere analyse fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, og statsministeren gled af på at kommentere på yderligere på håndteringen af hendes egen departementschef.

De radikale har udbedt sig betænkningstid, mens SF og Enhedslisten ikke ser nogen grund til at gå videre med sagen, da kommissionen konstaterer, at der ikke foreligger forsæt og bevidst vildledning fra statsministeren side, og at Mette Frederiksen ikke vidste, at der ikke var lovhjemmel til den udmelding, hun kom med.

Måske kan vi vente det radikale svar allerede på mandag, når Folketingets granskningsudvalg mødes igen for at drøfte opfølgningen på kommissionens rapport. Men de radikale synes forinden at skulle igennem noget internt palaver om sagen.

Der er interne ønsker om at få en advokatvurdering af kommissionens rapport. Ikke nødvendigvis med henblik på en rigsretssag, men for at sikre, at alle sten er vendt i sagen. Meget tyder på at de radikale vil følge SF og Enhedslisten og søge sagen lukket med en beretning fra granskningsudvalget og en stor næse.

Tilbage står, at 30. juni 2022 blev en skelsættende dag. Både i dansk politik og i statsadministrationen.

En kommende valgkamp vil have fokus på statsministerens ledelsesstil. Blå blok har fået et stærkt kort med Minkkommissionens rapport – også selv om den ikke ender med en advokatundersøgelse eller rigsret.

Befolkningen har fået et skræmmende indblik i, hvor galt det kan gå, når centraladministrationens ledende embedsmænd ikke står vagt om retssikkerhed og lovlighed og ikke råber op, når en beslutningsproces kører af sporet. Statsministeren har sat meget politisk kapital til på denne sag.

Embedsmændene i centraladministrationen har fået en alvorlig påmindelse om, hvad det er for et betydeligt ansvar, de har.

Ministrene har fået en klar påmindelse om, at det er nok så vigtigt at få læst papirerne inden de deltager i vigtige beslutninger.

Statsministeren har fået en alvorlig påmindelse om, at hendes regeringsførelse og lederstil i de kommende måder vil kræve rigtigt meget imødekommenhed overfor støttepartierne og åbenhed i forhold til Folketinget. Her er nedsættelsen af et nyt demokratiudvalg ikke nok.

Læs også

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i Afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Barbara Bertelsen

Departementschef, Statsministeriet
cand.jur. (Aarhus Uni. 1998)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser