Løkke har sat ild til dansk politik for at undgå brændende koraner

En anden der lå samme sted var den nuværende statsminister og dengang nyslåede formand for Socialdemokratiet, Mette Frederiksen. Hendes parti stemte som det eneste imod at afskaffe blasfemiparagraffen.

Hun havde jo også en fortid som justitsminister, og var derfor beskaffet med en endog meget realistisk opfattelse af sikkerhedsituationen i Danmark. Flere forhenværende justitsministre har over for mig berettet, at det er en post, der ændrer mennesker, fordi de får lejlighed til at se ind i al den ondskab, den vestlige verden står overfor.

Nu kan Mette Frederiksen og Lars Løkke se bort fra denne verdens idealister, hvad enten de befinder sig til venstre eller højre for regeringen, om de er socialister, liberalister eller nationalkonservative.

Som Kristian Madsen, chefredaktør for fagbevægelsens medie A4, udtrykte det på det sociale medie tidligere kendt som Twitter: ”Heldigvis sidder de voksne i regeringskontorerne”. Og nu slår voksebordet altså tilbage.

Uden om regeringen er utilfredsheden ikke overraskende stor. På det yderste højre står Messerschmidt, Støjberg og Vermund klar til at høste. De er ytringsfrihedens fremmeste forkæmpere. Især når det drejer sig om muligheden for at være efter muslimerne.

Danmarks suverænitet er ikke stærkere end den Nato og EU kan tilbyde. Og her er der ikke meget hjælp at hente

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Burkaforbud, forbud imod at kalde til bøn og endda tørklædeforbud af forskellig art generer dem ikke. Der er der andre hensyn end ytringsfriheden. Men ikke når det kommer til bogafbrændinger.

Der er selvfølgelig det lødige argument, at beslutningen bliver truffet under pres udefra. Hertil vil voksenbordet nok indvende, at man er nødt til at forholde sig til den internationale virkelighed.

Danmarks suverænitet er ikke stærkere end den Nato og EU kan tilbyde. Og her er der ikke meget hjælp at hente. Flere af de største nationer er tilfredse med, at Danmark (og Sverige) endelig ser ud til at løse den sag.

For de partier, der ser sig selv som fremtidige regeringsdeltagere; K, LA, SF og R er det selvfølgelig sværere. LA er som landets mest liberale parti nødt til at stille sig på ytringsfrihedens side, R kan lande begge steder, K og SF er faldet for fristelsen af at kunne nappe stemmer fra skuffede SVM-vælgere.

I Sverige er tidligere stats- og udenrigsminister Carl Bildt meget tydelig. ”I Sverige forbyder vi ikke bøger. Og vi brænder dem heller ikke”, skriver han på sociale medier. Hvor er den slags konservative egentlig i Danmark?

I Danmark står de konservative fast på ytringsfriheden, når det gælder koranafbrændinger, mens de lystigt vil forbyde os danskere at flage med udenlandske flag på egen matrikel. Så meget for ytringsfriheden.

Enhedslisten er helt stålsatte. Der skal ikke gives efter for de religiøse mørkemænd. Og det er vel egentlig et naturligt synspunkt for den yderste venstrefløj, der traditionelt har set religion som opium for folket.

Det har dog ikke altid været så lige til for Enhedslisten, selv om det var dem, der stillede det forslag, der endte med at afskaffe blasfemiparagraffen i VLAK-tiden.

Både i 2005 og 2008 var partiet således meget skeptisk. Dengang hed retsordføreren Line Barfod – den nuværende teknik- og miljøborgmester i København.

”Da Dansk Folkeparti fremsatte forslaget sidst, skete det med en række bemærkninger, som var stærkt islamkritiske, og det virkede mere som et led i en kamp mod islam end som et slag for ytringsfriheden,” sagde Barfod til Jyllands-Posten for 15 år siden.

Man mærker hensigten og bliver forstemt. Men ikke længere. Nu er der fuld trut i frihedsbasunerne. Også når det skal bruges af det yderste højre til at puste til ilden og sætte brand til koranerne. Al ære og respekt for at Enhedslisten praktiserer lighed for Loke, såvel som for Thor.

Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt er i sit es og øjner en chance for en vælgergevinst. Endelig kommer islam på dagsordenen igen. Og det er bare med at sætte sejl, når vinden begynder at blæse i det engang så magtfulde partis retning.

En af de unge DFU’ere har endda været ude og udnævne Lars Løkke til den værste udenrigsminister i Danmarkshistorien. Og her gik man ellers og troede, at det nationale højres hadeudenrigsminister nummer et var Erik Scavenius.

Regeringen vil næppe se sig tilbage, mens de endnu engang bliver bekræftet i, at det var en god idé at danne en midterregering

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Mærkeligt er det så, at de selvsamme folk, der kærer sig så meget om Rasmus Paludans ytringsfrihed som koranafbrænder, sjældent har samme omtanke for muslimernes ytringsfrihed.

Det var dem eksempelvis meget magtpåliggende at få forbudt hadprædikanter at komme til Danmark. Altså de muslimske af slagsen. Måske Line Barfod alligevel var udstyret med et klarsyn tilbage i 00'erne.

DF'erne er ikke de eneste tvetungede i denne sag, og Enhedslisten er ikke de eneste, der over tid har haft svært ved holde på det samme standpunkt. Senest har vi set socialdemokraten Bjørn Brandenborg, der i sidste uge stod hårdt på religionens vigepligt. For nu at bruge et udtryk fra partikollegaen og værdikæmperen Mattias Tesfaye.

Alt det er Lars Løkke og Mette Frederiksen nok ret ligeglade med. Og de har opbakning fra den til dansk politik hjemvendte venstreformand, Jakob Ellemann-Jensen, hans vikar i regeringen, Troels Lund Poulsen og partiets populære folketingsformand Søren Gade.

Løkke og Frederiksen placerer sig i øvrigt fuldstændigt samme sted som i sagen om drengeomskæring. Ved voksenbordet. Der er principperne aldrig i vejen for realpolitikken. Og man ønsker hverken problemer med jøder eller muslimer.

Og regeringen vil næppe se sig tilbage, mens de endnu engang bliver bekræftet i, at det var en god idé at danne en midterregering. Partierne til højre og venstre vil atter være forenet om en sag. Præcis som i modstanden mod afskaffelsen af store bededag.

Tilbage står dog, at de på ingen måde kan opstille et sammenhængende regeringsalternativ.

Voksenbordet har slået tilbage. Uden tvivl eller fortrydelse. Om det er det rigtige at gøre, er en hel anden snak. Og den interesserer ikke den realpolitiske regeringsledelse.