Paula Larrain: Vi kan godt sætte ild til verden, men hvorfor skulle vi dog det?

I ethvert velfungerende samfund er vi nødt til at leve med hinandens forskelligheder. Det er egentlig ikke så svært. Nogle gange er det besværligt, men så var det heller ikke værre.

Min mor er for eksempel buddhist og spiser ikke kød. Det gør, at vi til familiefester altid skal tage højde for det. Og det gør jeg også, når jeg har muslimske venner på besøg. Heldigvis er der meget mad at vælge imellem, og kød er ikke livsnødvendig for mig hver dag. Som sagt – ikke så svært.

Jeg har det langt sværere med skråsikker uvidenhed og bevidste nedgørelser i det offentlige rum. I den offentlige debat, har jeg den seneste uge været udsat for de mest nedrige verbale overfald, fordi jeg har tilladt mig at kritisere koranafbrændere og især dem, der ophøjer disse fladpandede provokationer til noget helligt.

Det er ytringsfrihed, bliver der sagt med stor selvophøjethed. Men nej, det er bare en dum måde at udtrykke en kritik, som faktisk kan leveres stille og roligt.

Koranafbrændere vil sætte ild til både koranen og verden, fordi de hader islam. De kan ikke nøjes med at tro på noget andet, men vil have muslimer til at underkaste sig deres måde at se verden på. De vil partout missionere en eller anden tvivlsom anti-tro.

Og religiøse fanatikere på den anden side af verden rækker dem en hjælpende hånd, ved at reagere fuldkommen, som de plejer: De tager handsken op og begynder at kræve det ene og det andet.

Man skal være ualmindeligt dårligt informeret om internationale forhold, hvis man havde troet, scenariet ville udvikle sig anderledes

Paula Larrain

Begge parter er modstandere af demokratiets basale friheder. Den ene part misbruger sine friheder til at udbrede had og stigmatisering, deres medspillere i det store teater tager lokkemaden og misbruger deres magt til at stille krav i et andet land end deres eget. 

Det er så forudsigeligt, at man skal være ualmindeligt dårligt informeret om internationale forhold, hvis man havde troet, scenariet ville udvikle sig anderledes.

Intolerance var også det, der holdt katolikker og protestanter i krig med hinanden i 100 år. 100 år for til sidst at blive så trætte af intriger, blodsudgydelser og kamp, at man endte med at enes om at være uenige. Tolerancen vandt. Men man skulle da lige prøve at se, om krig var bedre.

Det er det ikke. Krig er aldrig bedre. Vi kan sætte verden i brand ved at nære og dyrke intolerancen til et punkt, hvor vi ikke længere er i dialog, men brænder hinandens ting af. I dag en koran, i morgen en bombe over din nabos hus.

Vi kan også gøre noget andet. Vi kan acceptere, at vi er forskellige. Mødes i Netto, hilse, spise sammen eller hver for sig, respektere, at vi tror på noget forskelligt, vente tålmodigt til alle er med på, at det er ok at være uenige og vokse sammen som samfund.

Det er i virkeligheden ikke så svært, når man først har fået det lært. Men vi skal hver især lægge den sten ned, som vi har taget i hånden og agter at kaste med, fordi vi føler os ramt på vores følelser.

Brug i stedet for hovedet og fornuften. Vi har friheder, som ikke skal indskrænkes. Hverken på grund af koranafbrændere eller regimer, som jeg heller ikke besøger som turist. Iran, Bahrain, Dubai og andre diktaturer har jeg ingen respekt for, men jeg behøver ikke at spytte dem i ansigtet.

Hvis jeg var Arla, ville jeg nok ikke have en fabrik i Bahrain, hvor en dansk statsborger sidder fængslet på 12. år for at have deltaget i fredelige demonstrationer. Sådan er vi danskere jo så forskellige. Jeg spiser stadig deres ost, men tænker, at de dog godt kunne investere lidt mere etisk en anden gang.

Og nej, jeg ville aldrig gå i krig for at beskytte nogens ret til at brænde en koran af. Hvis folk vitterligt ønsker sig en væbnet konfrontation for den sag, så må jeg være ærlig og sige, at folkeoplysningen her til lands er gået tabt og bør genoptages. Ikke med sværd, ikke med tændstikker, men med ord.