Analyse af 
Erik Holstein

Man får altid mest indflydelse i regering – eller gør man?

De fleste af Folketingets partier ser regeringsdeltagelse som højdepunktet for deres indflydelse. Men der findes både direkte og indirekte politisk magt, og det regnestykke falder ikke altid ud til fordel for regeringsdeltagelse. SF's Pia Olsen Dyhr står i et af de største dilemmaer, men det er meget tvivlsomt, om hun kan få sit parti med i et regeringssamarbejde med de borgerlige. 

De tidligere formænd for SF (Annette Vilhelmsen) og LA (Anders Samuelsen) måtte begge på den mest brutale måde sande, at regeringsdeltagelse ikke pr. automatik er lig med politisk indflydelse.
De tidligere formænd for SF (Annette Vilhelmsen) og LA (Anders Samuelsen) måtte begge på den mest brutale måde sande, at regeringsdeltagelse ikke pr. automatik er lig med politisk indflydelse. Foto: Henning Bagger/BAG/Ritzau Scanpix og Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix
Erik Holstein

Symptomerne er de samme hos mange tidligere ministre:

Abstinenserne. Drømmen om igen at sidde i kontrolrummet og udforme den konkrete lovgivning som fagminister.

Tanken om hvad man kan udrette, hvis man har udspillet og hele embedsapparatet til rådighed. Den drift er meget stærk hos mange af dem, der én gang har prøvet at være ministre.

Man ser det i den grad hos politikere fra de traditionelle statsministerpartier, Venstre og Socialdemokratiet, der kun med en enkelt undtagelse har sagt nej til at gå i regering, når de har haft mulighed for det.

Man ser det hos Radikale, der i det meste af de sidste 100 år har set sig selv som et naturligt regeringsparti. Og selv hos SF, der ikke er et klassisk magtparti, er der hos formand Pia Olsen Dyhr en ubændig kløe i fingrene for igen at komme helt ned i lovgivningens maskinrum og skrue på knapperne.

Men ser man på partiernes erfaringer i de sidste 30-40 år, er der ikke altid en sammenhæng mellem regeringsdeltagelse og politisk indflydelse.

Ja, i nogle tilfælde er sammenhængen nærmest omvendt. 

Her er SF et af de mest slående eksempler.

I nyere tid er der to perioder, hvor SF's indflydelse var betydelig:

Der var perioden fra 2007-11, hvor SF under Villy Søvndal voksede til hidtil usete højder - og ofte var i stand til at sætte dagsordenen. SFU var drivende i de store velfærdsdemonstrationer, der blev afholdt de år, noget der var med til at presse den borgerlige regering, ligesom socialdemokraterne som noget helt nyt gav sig til at koordinere økonomiske udspil og skatteudspil med SF.