Download foto i høj opløsning
Født 1958, uddannet på Danmarks Journalisthøjskole 1990.
Journalist og politisk kommentator på Altinget : christiansborg.
Journalist på B.T.s Christiansborg-redaktion 1993-2002.
Udgav i 2002 bogen "Det frontale kultursammenstød".
Udgav i 2003 "Fyrsten - et portræt af Mogens Lykketoft," og i 2005 en politisk biografi om Marianne Jelved.
Man får altid mest indflydelse i regering – eller gør man?
De fleste af Folketingets partier ser regeringsdeltagelse som højdepunktet for deres indflydelse. Men der findes både direkte og indirekte politisk magt, og det regnestykke falder ikke altid ud til fordel for regeringsdeltagelse. SF's Pia Olsen Dyhr står i et af de største dilemmaer, men det er meget tvivlsomt, om hun kan få sit parti med i et regeringssamarbejde med de borgerlige.
Erik Holstein
Journalist og politisk kommentatorSymptomerne er de samme hos mange tidligere ministre:
Abstinenserne. Drømmen om igen at sidde i kontrolrummet og udforme den konkrete lovgivning som fagminister.
Tanken om hvad man kan udrette, hvis man har udspillet og hele embedsapparatet til rådighed. Den drift er meget stærk hos mange af dem, der én gang har prøvet at være ministre.
Man ser det i den grad hos politikere fra de traditionelle statsministerpartier, Venstre og Socialdemokratiet, der kun med en enkelt undtagelse har sagt nej til at gå i regering, når de har haft mulighed for det.
Man ser det hos Radikale, der i det meste af de sidste 100 år har set sig selv som et naturligt regeringsparti. Og selv hos SF, der ikke er et klassisk magtparti, er der hos formand Pia Olsen Dyhr en ubændig kløe i fingrene for igen at komme helt ned i lovgivningens maskinrum og skrue på knapperne.
Men ser man på partiernes erfaringer i de sidste 30-40 år, er der ikke altid en sammenhæng mellem regeringsdeltagelse og politisk indflydelse.
Ja, i nogle tilfælde er sammenhængen nærmest omvendt.
Christiansborg
Her er SF et af de mest slående eksempler.
I nyere tid er der to perioder, hvor SF's indflydelse var betydelig:
Der var perioden fra 2007-11, hvor SF under Villy Søvndal voksede til hidtil usete højder - og ofte var i stand til at sætte dagsordenen. SFU var drivende i de store velfærdsdemonstrationer, der blev afholdt de år, noget der var med til at presse den borgerlige regering, ligesom socialdemokraterne som noget helt nyt gav sig til at koordinere økonomiske udspil og skatteudspil med SF.
EU
