Nekrolog: Torben Rechendorff var et ordentligt menneske, som aldrig glemte skuffelsen over Hans Engell

Den tidligere konservative formand, Torben Rechendorff, var et stabilt og ordentligt menneske. Han måtte høre fra andre, at han stod i vejen for Hans Engells ambitioner som partiformand, skriver John Wagner i denne nekrolog.

Torben Rechendorff kunne ikke gå på vandet, men den konservative formand kunne så meget andet, skriver John Wagner.
Torben Rechendorff kunne ikke gå på vandet, men den konservative formand kunne så meget andet, skriver John Wagner.Foto: Jørgen Sperling/Sperling Jørgen/Ritzau Scanpix
John Wagner

Torben Rechendorff døde 85 år gammel mandag 28. november efter længere tids sygdom.

Han var det store, stovte, stolte egetræ i Det Konservative Folkeparti. Et sindigt og fast holdepunkt med en sjælden indlevelsesevne i en brutal verden.

Torben var min forgænger som generalsekretær i partiet, indtil daværende statsminister Poul Schlüter i 1988 udnævnte ham til kirkeminister og et år senere tillige kommunikationsminister.

Dermed havde han, som han med sin uforlignelige underfundighed udtrykte det, ansvaret for både den horisontale og vertikale kommunikation.

Et stabilt og ordentligt menneske

Min nekrolog afspejler naturligvis den respekt og det savn, jeg personligt har i forhold til Torben. Han var et bredtfavnende, stabilt og ordentligt menneske, der aldrig satte sig selv i scene, og samtidig aldrig var i tvivl om, hvad der på den lange bane tjente partiet bedst, nemlig resultater – ikke populisme. Moderation – ikke yderligheder. Fordomsfrihed – ikke navlebeskuelse. Samarbejdsvilje og ordholdenhed – ikke kynisk partiegoisme og ikke slappe værdier.

Torben var først og sidst et stærkt troende menneske. Som han skriver i "Glimt - af et jævnt og muntert virksomt liv", sin lille selvudgivelse af erindringer i 2008:

"Min konfirmationspræst lærte mig, at kristendom ikke var dyster alvor og trist mørke, men glæde, taknemmelighed og livsudfoldelse. Min kære Lis (Torbens hustru, red.) byggede videre på just det tema. Rimelig fast placering under hendes prædikestol gennem næsten 40 år viste mig, at der ikke var nogen vej uden om Ham, der på det bestemteste hævder, at han 'er vejen, sandheden og livet'."

Apropos troen var det ikke et forsøg på at gå på vandet, da han som kirkeminister i forbindelse med en fotosession uden for ministeriet faldt i Frederiksholm Kanal. Det var ej heller et forsøg på at komme på avisernes forsider, men det gjorde han – to dage før udskrivelsen af det folketingsvalg i 1990, hvor han første gang blev valgt til Folketinget.

Min nekrolog afspejler naturligvis den respekt og det savn, jeg personligt har i forhold til Torben.

John Wagner, fhv. generalsekretær, Det Konservative Folkeparti

Den fødte kirkeminister

Torben var den fødte kirkeminister, men kunne også være blevet en fortræffelig undervisningsminister – læreruddannet og skoleinspektør i Hørsholm, som han var, indtil han – ikke mindst med støtte af Palle Simonsen – blev konservativ generalsekretær 1981-88.

Torben var konservativ – men ikke så meget, så det gør noget, som hans chef, Schlüter, udtrykte det. Og dog: Torbens kristne livssyn, stærke familieværdier, sociale forståelse, store interesse for historie og kultur, nationale sindelag kombineret med interessen for andre kulturer og glæden ved internationalt samarbejde var i hvert fald den ægte konservatisme, som han i den grad brugte store dele af sit lange liv på at slås for.

Han havde et politisk liv med både store sejre, som da Schlüter blev statsminister i 1982, og partiet fik sit historisk bedste valgresultat i 1984. Men også med skuffelser, som da gode kampfæller som Palle Simonsen, Connie Hedegaard og Henning Dyremose forlod folketingsgruppen til fordel for job uden for Christiansborg.

Venskabet med Hans Engell, der brast

Tilbage sad Torben – helt sikkert med en tro på det bedste i sine nærmeste partifæller. Men for Hans Engell var det ikke nok at være blevet gruppeformand (efter Schlüters afgang) og tillige politisk leder (efter Dyremoses afgang), så Torben måtte fra andre høre, at han stod i vejen for Engells ambitioner og dermed var uønsket som formand i fortsættelsen efter Schlüter, der håbede og troede, at de tre sammen kunne bære faklen videre. Torben tog det til efterretning, men glemte det aldrig. Som han skriver i sine erindringer:

"(…) jeg var til rådighed som partiformand, så længe der var behov for det. Det havde også ligget i luften, at der på et eller andet tidspunkt igen skulle etableres en enstrenget ledelse i partiet. Ikke desto mindre var jeg meget skuffet over Hans' arbejdsmetode i sagen. Som sagt havde vi kontorer lige ved siden af hinanden.

Han kunne så let som ingenting have bevæget sig ind til mig og i en fortrolig samtale overbevist mig om, at det bedste for partiet var at samle ledelsen - og at dette måtte bringes på plads ved førstkommende landsråd.

Men det gjorde han ikke. Han foretrak metoden med Peter Sterup (daværende generalsekretær, red.) og Erik Skov Petersen (Engells personlige rådgiver, red.) som bydrenge. I sin bog "Engell" omtalte journalist Birgit Eskholm hele balladen under overskriften "Venskabet, der brast". Det kan man godt sige!"

Ja, sådan har de altid været – og er stadig – de konservative magtkampe. Kampe om magt mere end politik. 

John Wagner, fhv. generalsekretær, Det Konservative Folkeparti

Ja, sådan har de altid været – og er stadig – de konservative magtkampe. Kampe om magt mere end politik. Kampe pr. stedfortrædere. Til tider også kampe uden mål og mening – og Torben vil sikkert fra sin udkigspost i det højeste tilføje: Kampe til stor frustration for det bagland i vælgerforeningerne, kredsforeningerne og (dengang) amtsorganisationerne, som han plejede af ægte respekt for også det sidste element i Det Konservative Folkepartis navn.

Mere end et stort navn i De Konservatives skov

Torben vil for altid ikke bare være et af de store træer i den konservative skov. Han vil med sit engagement i Det danske Spejderkorps, Religionslærerforeningen, DR's og TV2's bestyrelser, Bibelselskabets bestyrelse, Diakonissestiftelsens bestyrelse, Det Kongelige Teaters bestyrelse og som formand for Grænseforeningen gå over i historien som en af dem, der har ydet langt mere for os alle andre, end han personligt selv forventede at få ud af sin indsats.

Alligevel står tilbage, som han skriver i 2008 i "Glimt": "Når jeg sammenfatter min 71-årige tilværelse kan jeg kun nå frem til, at jeg har fået lov til selv at udfolde mig på mange områder - og at jeg just på den måde har modtaget umådeligt meget fra andre mennesker. Jeg bør være taknemmelig. Og er det!"

Hvorefter han udtrykker ønske om, at vi ved hans bisættelse synger Johannes Johansens "Du, som har tændt millioner af stjerner".

Æret være Torben Rechendorff minde.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Palle Simonsen

Fhv. finansminister & socialminister (K), fhv. direktør, ATP
Handelseksamen

Connie Hedegaard

Formand, Concito & KR Foundation, OECD’s Round Table for Sustainable Development
cand.mag. i historie og litteraturvidenskab (Københavns Uni. 1991)

Henning Dyremose

Formand, Aveny-T Fonden, formand, Brdr. A og O Johansen
civilingeniør i kemi (DTH 1969), HD i organisation (Handelshøjskolen i København 1973)

0:000:00