Mette Frederiksen lader som om konkurrencestaten ikke findes

ANALYSE: Mette Frederiksen lægger op til at føre en markant anderledes kurs end Thornings regering. Færre udlændinge, højere ydelser og mindre EU. Men nøjagtig som Thorning oplevede det, kan virkeligheden blive en hård modstander. 

Det begyndte med en skideballe.

Det begyndte, da Henrik Sass Larsen i januar langede ud efter den politiske journalistik og beskyldte pressen for at have mistet interessen for substansen i den evige jagt på den næste skandale.

På Altinget valgte vi at tage socialdemokraternes gruppeformand på ordet. Siden da har vi i mere end 20 artikler spurgt Socialdemokratiets ordførere, hvordan de gerne vil forandre Danmark.

Senest stillede partiets formand, Mette Frederiksen, forleden op til et stort interview, hvor vi helt enkelt bad hende opliste de fire vigtigste prioriteter for hendes eget parti, hvis det skulle vinde regeringsmagten tilbage efter næste valg.  

Svaret lød:

Udlændingepolitik
Øget velfærd
Stærk økonomi
Et mere fokuseret EU.

Inden vi ser nærmere på de fire prioriteter, er det værd at pege på to af de emner, der ikke optræder på listen over vigtigste emner.

Klimaet er ikke med
Det mest iøjnefaldende er selvsagt, at Mette Frederiksen ikke nævner klima og energi. Den grønne dagsorden var et helt centralt område, da Socialdemokratiet sidst havde regeringsmagten.

Dels bestræbelserne på at gå forrest i kampen for at begrænse den globale opvarmning, dels arbejdet med at bringe Danmark i front som grønt foregangsland, ikke mindst af hensyn til erhvervslivet. Alle husker Dong-sagen, men hvis man skræller kontroversen om salget til Goldman Sachs væk, så opstod sagen, fordi regeringen ville fremme omstillingen fra fossile energikilder til bæredygtig energi.

Socialdemokratiet har stadig grønne ambitioner, som partiets ordfører Jens Joel slog fast i dette interview, men det figurerer altså ikke øverst på formandens to-do-liste.

Ulande må kigge langt efter flere penge
Det er også værd at bemærke, at en højere ulandsbistand ikke indgår i formandens prioriteter.

Indtil for nylig havde Socialdemokratiet ellers en ambition om at hæve ulandsbistanden til mindst det niveau, den havde under SR-regeringen, nemlig 0,8 procent af BNI.

Men den ambition ville ordfører Mette Gjerskov ikke skrive under på i interviewet med Altinget, og siden har også partiets politiske ordfører slået fast, at ulandsbistanden skal forblive på det nuværende niveau – også selv om der skal anvendes langt flere midler i nærområderne.

Holdningsskiftet er bemærkelsesværdigt, fordi Mette Frederiksen selv er uddannet i Afrikastudier og altid har været optaget af global retfærdighed.

I et debatindlæg i Altinget for nylig lod hun forstå, at hun nu ser EU som en nøgle til at løfte flere ulande ud af fattigdom. Men en hovedprioritet i dansk politik bliver det altså ikke.

Frederiksen mener det alvorligt
Øverst på Mette Frederiksens liste står – som det også er blevet klart med partiets konkrete udspil for nylig – udlændingepolitikken.

Som Mette Frederiksen udtrykker det: “Ja, det er rigtig vigtigt, og det er den største udfordring for det her samfund."

Dermed cementerer hun den stramme kurs, partiet er slået ind på.

I nogle kredse bliver S-formanden beskyldt for at have bevæget sig mod højre i udlændingepolitikken alene af taktiske hensyn. Og den kritik vil S-formanden utvivlsomt blive mødt med både fra højre og venstre side i salen, i takt med at valget nærmer sig.  

Men derfor behøver den ikke være rigtig. 

Der er ingen tvivl om, at der også er taktiske hensyn på spil – ikke mindst gruppeformand Henrik Sass Larsen har i mange år advokeret for en politik, der skulle skærme partiet mod angreb fra Dansk Folkeparti i en valgkamp.

Men lytter man efter, hvad Mette Frederiksen siger, også når hun taler uden for referat, så er der ingen tvivl om, at hun også personligt er meget overbevist om, at partiets nuværende politik er rigtig og nødvendig. Derfor er der også grund til at tro, at Mette Frederiksen både kan og vil stå fast på den. 

...men hun får svært ved at gennemføre det
Alligevel er der to store udfordringer: den ene er, hvordan Socialdemokratiet vil håndtere det faktum, at samtlige andre potentielle støttepartier end SF ønsker sig en markant mindre hårdkogt udlændingepolitik.

Den anden udfordring er, at Socialdemokratiets egen plan om asylstop og lejre i Nordafrika er temmelig løsrevet fra virkelighedens verden – i hvert fald så længe partiet fastholder, at det vil arbejde inden for rammerne af de internationale konventioner.

Derfor kan man ikke helt udelukke, at de vidtløftige socialdemokratiske idéer ender som langsigtede projekter i arbejdsgrupper, komitéer og embedsmandsudvalg. Det kan vise sig at bekomme både Socialdemokratiet og støttepartierne vel.

Velfærd og stærk økonomi – men hvordan?
Den økonomiske politik kan ende med at blive et langt mere alvorligt problem for Socialdemokratiet.

I interviewet med Altinget fremhæver Mette Frederiksen både ambitionen om en stærk økonomi og øget velfærd. Hun slår fast, at VLAK-regeringen "sikrer jo ikke nok vækst i den offentlige økonomi, og det er en stor principiel uenighed og forskel."

Selv om Mette Frederiksen slår fast, at alle lave ydelser ikke kan hæves med et slag, så lover hun at gøre noget ved kontanthjælpsloftet og muligvis også andre sociale ydelser.

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvor mange milliarder hun vil få at gøre godt med, hvis hun ikke vil hæve skatter og afgifter og heller ikke vil reformere den offentlige sektor.

Konkurrencestat? Ikke her...
Det måske mest bemærkelsesværdige svar i Altingets interview med Mette Frederiksen er på spørgsmålet om, hvad hun mener om Bjarne Corydons analyse af, at konkurrencestaten er kommet for at blive.

Mette Frederiksen siger, at hun foretrækker velfærdssamfundet – hvorefter hun begynder at tale om den konkurrence, der ligger i en tiltagende præstationskultur blandt børn og unge.

Men konkurrencestaten handler jo ikke om karakterræs blandt børn og unge; den handler om, at samfundet har mere fokus på nationens og virksomhedernes konkurrenceevne, og at prioriteringen af velfærden må tage hensyn til den konkurrence.

Det ved Mette Frederiksen naturligvis godt.

Men svaret er et eksempel på, at en kommende S-ledet regering kan få meget svært ved at leve op til sine løfter. For konkurrencestaten forsvinder ikke af, at man taler udenom.

Mette Frederiksen må håbe på, at Løkke ikke når at udstede løfter for hele det såkaldte økonomiske råderum - og at væksten i den danske økonomi fortsætter nogle år endnu.

Den nye EU-skepsis
Den sidste af Mette Frederiksens fire hovedprioriteter er EU.

Også her lægger hun op til at justere kursen ganske betragteligt i forhold til Thorning-tiden.

Det er på den ene side ikke så overraskende, fordi tendensen i mange lande i Europa går i retning af mere fokus på nationalstaten. Samtidig har både eurokrisen og flygtningekrisen gjort de fleste danske partier mere forsigtige i deres EU-politik.

Alligevel er det værd at bemærke, hvordan Mette Frederiksen placerer sig i forhold til Lars Løkke Rasmussen.

Da Altinget forleden spurgte statsministeren, om Danmark skal blive i EU, hvis briterne får en god Brexit-aftale, sagde han: “Ja, 100 procent! Det er der ikke skyggen af tvivl om.”

Mette Frederiksens svar kommer med betydeligt flere forbehold:

"Jeg vil ikke anbefale, at Danmark skal melde sig ud af EU. Jeg synes, vi skal være i det europæiske samarbejde, men vi skal stille os mere aktivt i spidsen for at få ændret de dele, der ikke fungerer godt nok,” siger hun.

Dermed lægger hun sig tættere på Dansk Folkepartis linje, der (vistnok) heller ikke handler om udmeldelse, men som har fokus på det, EU gør forkert.  

Ja til skat, nej til Schengen
EU skal beskæftige sig med færre ting og blande sig mindre.

Men blandt de ting, EU godt må tage sig af, er ifølge S-formanden at “stoppe skattekapløbet”.

I mange år har skattepolitik netop været et emne, hvor danske politikere bad EU blande sig helt uden om. På den måde kan Frederiksens tilsyneladende EU-skepsis godt føre til mere integration, hvis planerne om fælles koordinering af skattepolitikken føres ud i livet.

Endnu mere bemærkelsesværdig er Mette Frederiksens melding om grænsekontrol:

"Når vi siger i Danmark, at der er behov for grænsekontrol, så synes jeg slet ikke, vi skal have en diskussion med Kommissionen om det. Så skal vi have lov til selv at træffe den beslutning," siger hun.

Den holdning er der formentlig bredt flertal for i Folketinget for tiden. Men tager man det bogstaveligt, så medfører synspunktet, at Danmark må melde sig ud af Schengen-samarbejdet om åbne grænser, som jo netop går ud på, at EU-Kommissionen har ansvaret for at sikre, at alle lande overholder de fælles aftaler om grænsekontrol.

Det er endnu et eksempel på, at Mette Frederiksens politik risikerer at blive forstyrret af virkeligheden, når først embedsmændene i Statsministeriet begynder at bære notater ind på Mette Frederiksens skrivebord.

Styrk debatten, drop mistilliden
Med de ord afrunder vi Altingets serie om, hvad Socialdemokratiet egentlig vil med magten. 

Da vi satte serien i værk, mente nogle, det bare var et gimmick, andre mistænkte os for at spille med på den gamle melodi om, at Socialdemokratiet ikke har et projekt.

Begge dele er forkert. Vi åbnede serien for at vise og bevise, at der fortsat er plads til substans i den politiske journalistik – og interessen for vores serie har bekræftet den påstand. 

Og med de 20 interviews med formanden og en lang række ordførere er det nu op til hver enkelt at afgøre, om det socialdemokratiske projekt er det rigtige for Danmark. 

Hvis vi skulle ønske os en enkelt ting, så er det, at Socialdemokratiet og de andre partier i og uden for Folketinget udviser lidt af den samme vilje til at diskutere politik uden den gensidige mistænkeliggørelse, der underminerer vælgernes tillid til demokratiet. 

Hvis vi kan bevæge os lidt i den retning, så vil skideballen fra Henrik Sass Larsen ikke have været forgæves. 

Forrige artikel Holstein: Strid om betalingen for Løkkes ghettopakke Holstein: Strid om betalingen for Løkkes ghettopakke Næste artikel Corydons skygge truer S-projektet Corydons skygge truer S-projektet
Kjærsgaards og Thulesens forhold er blevet anstrengt

Kjærsgaards og Thulesens forhold er blevet anstrengt

ANALYSE: Modsætningerne i DF handler mere om stil og magtpositioner end om politisk uenighed. I valgkampen har der været gensidig irritation mellem Kjærsgaard og Thulesen, men der er ikke tale om to politiske fløje over for hinanden.