Michael B. Klitgaard: Nej, der var ikke noget at komme efter

KOMMENTAR: Anders Fogh Rasmussens eftermæle er atter under pres efter udredningen om Danmarks deltagelse i den anden Irak-krig. I realpolitisk perspektiv er støtten til USA dog såre logisk, og de små skridts politik på den hjemlige scene har sat store aftryk. 

"Så få da armene ned, Anders Fogh."

Sådan synger Allan Olsen på sit umiskendelige nordjyske i omkvædet til sangen i statsministerens undergrund fra 2004. Skulle Olsen få brug for et kor på omkvædet her 15 år senere, får han ikke svært ved at finde et.

I kølvandet på historikerudredningen om Danmarks deltagelse i den anden Irak-krig, kritiseres den tidligere statsminister for at have manipuleret med årsagen til krigsdeltagelsen. Angiveligt handlede det hverken om demokrati eller masseødelæggelsesvåben, men om at stå last og brast med amerikanerne.

Økonomerne har tidligere været efter ham for manglende finanspolitiske restriktioner forud for finanskrisen, som kunne have hjulpet landet nådigere gennem det ragnarok, der fulgte, da boblen brast i 2008-2009. Hertil kommer, at ideologerne i omegnen af Cepos og Liberal Alliance næsten ikke kan være i sig selv af skuffelse over Foghs manglende udnyttelse af sit politiske flertal til at gennemføre drastiske liberale reformer i velfærdsstaten.  

Men måske har Fogh faktisk ret i, at der ikke er så meget at komme efter på hverken den udenrigspolitiske front eller i forhold til reformer af velfærdsstaten. Liberale kritikere kan tillade sig selv skuffelse over, at de store nedskæringer og omfattende privatiseringsrunder udeblev. Men samtidig kan de og alle andre i disse år se nogle markante resultater, Fogh-regeringernes evne til at få opportunistiske vælgerhensyn og langsigtede politiske hensyn til at gå hånd i hånd.

Metoden var de små skridts politik, som over tid udfordrer balancen mellem staten og markedet eller det offentlige og private. De små skridts politik realiseres gennem velovervejede småjusteringer og ikke-beslutninger. Den metode giver ikke stående applaus fra brølende ideologer, men er effektiv, hvis den får tid til at virke.

En nøje kalkuleret justering var eksempelvis introduktion af det udvidede frie sygehusvalg. Det indebærer, at patienter, som står på venteliste til en operation i det offentlige sundhedsvæsen, hvor ventetiden overskrider en måned, kan bringe finansieringen med over på et privathospital, som kan tilbyde operationen hurtigere.

Beslutningen har ikke ændret på borgernes rettigheder i det offentlige velfærdssystem, men lagt et ekstra privat lag oven på den offentlige velfærdsstat, givet borgerne en tilskyndelse til at vælge det private og shoppe ud af det offentlige. Således opereres der i dag cirka 130.000 patienter på et privat hospital hvert år, hvilket er en voldsom stigning siden starten på nullerne.

Det udvidede frie sygehusvalg er kun ét eksempel, mens stigningen i antal tegnede private lønsikringer til cirka 270.000 er et andet, og et resultat af en såkaldt ikke-beslutning på dagpengeområdet. Dagpengenes kompensationsgrad er over en årrække faldet drastisk selv for lønmodtagere med gennemsnitsindkomster, som dermed har fået et incitament til at købe en ekstra, privat forsikring.

Ikke-beslutningen, som har hjulpet dette på vej, er en bevidst manglende opdatering af dagpengene til lønudviklingen. Dagpengeydelsen reguleres i forhold til priser og ikke lønninger, og når lønningerne normalt stiger lidt mere end priserne, udhules dagpengenes kompensationsgrad over tid.           

Fogh-regeringernes mest berømte ikke-beslutning var dog skattestoppet, der fungerede som beslutningsregel om ikke at hæve skatter og afgifter. Skattestoppets politiske og teoretiske fundament fremgår af en meget lidt læst publikation fra Skatteministeriet fra 2002, hvori der henvises til inspirationen fra de grene af den økonomiske teori, der hævder, at skatteopkrævning i sig selv øger de offentlige udgifter.

En effektiv strategi til at undgå denne vækst er derfor at begrænse statens evne til at generere de økonomiske ressourcer, dens fortsatte vækst fordrer. Skattestoppet har ingenlunde gjort Danmark til et lavskatteland. Men skattereformer, som skal sænke skatten, opfattes ikke længere som selvmordspolitik, sådan som tilfældet var før skattestoppet.

Dengang var den politiske visdom, at skattepolitik skulle handles af i hurtige reformer lige efter et valg. De blev ganske enkelt betragtet som alt for farlige at have hængende på den politiske dagsorden og helt uegnede som valgtema. I dag kan der mobiliseres vælgere på skattereformer – ikke nødvendigvis mange, men nok til at opnå afgørende repræsentation i Folketinget.

Endelig skulle den primære motivation for at lade Danmark følge med USA ind i Irak vitterligt skyldes hensynet til USA, er der realpolitisk ikke meget andet at gøre end at nikke anerkendende. I det sikkerhedspolitiske billede er Danmark noget nær usynlig. Vi ville end ikke være i stand til at forsvare os selv mod svenskerne, hvis de skulle finde på at angribe med halv styrke.

Nationens sikkerhed står og falder derfor med Nato-alliancen – herunder et godt forhold til alliancens militære leder USA. Sådanne forhold skabes ikke gennem gode personlige relationer alene, men ved, at vi påtager os en fair andel af byrderne. Derfor betaler vi et økonomisk bidrag til Nato-samarbejdet, og derfor bidrager vi med mandskab og materiel, når alliancen eller alliancelederen engagerer sig. Danske soldater gør det sikkert fortrinligt, når de bliver udstationeret.

Men operationelt kommer vi næppe med noget, amerikanerne eller briterne ikke ligeså godt selv kunne klare. Vores bidrag viser imidlertid, at vi betaler den pris, solidariteten koster, hvormed vi rimeligvis kan forvente, at Nato-partnerne stiller op, hvis svenskerne faktisk skulle begynde at interessere sig for Bornholm som andet end ferieø.

Men hvad så med passiviteten forud for finanskrisen? Her har kritikerne en fagligt begrundet pointe og 1990'ernes finansminister, Mogens Lykketoft (S), havde næppe ladet det hele løbe løbsk uden at gribe ind. Til gengæld var Lykketoft blottet for den politiske opportunisme, der skal til for at blive valgt i et system, hvor vælgernes hukommelse er kort.  

----

Michael Baggesen Klitgaard er professor i statskundskab ved Syddansk Universitet. Han forsker i politiske processer, magt og indflydelse med et særligt blik for samspillet mellem politiske partier og interessegrupper. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Lisbeth Knudsen: Nej, klassiske medier er ikke valgkampens tabere Lisbeth Knudsen: Nej, klassiske medier er ikke valgkampens tabere Næste artikel Jens Chr. Grøndahl: Hadet er den folkelige vredes følgesvend Jens Chr. Grøndahl: Hadet er den folkelige vredes følgesvend
Ung S-borgmester vinder Dialogprisen 2019

Ung S-borgmester vinder Dialogprisen 2019

INTERVIEW: Det blev den 26-årige Holbæk-borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S), der løb med årets dialogpris på Folkemødet. Altinget tog en snak med den nykårede prisvinder.