Kommentar af 
Michael Baggesen Klitgaard

Michael B. Klitgaard: Vi har kun hørt tvivlsomme analyser af Løkkes sundhedsreform

KOMMENTAR: Oven på regeringens sundhedsudspil er vi blevet mødt med tvivlsomme analyser af reformens hensigter. Måske er Lars Løkke Rasmussen (V) i virkeligheden bare ved at færdiggøre det, han ikke kunne i 2005, skriver professor Michael Baggesen Klitgaard.

Kommentariatet tager fejl, når de tror, at Lars Løkkes (V) sundhedsudspil handler om at fiske stemmer inden folketingsvalget, skriver Michael B. Klitgaard.
Kommentariatet tager fejl, når de tror, at Lars Løkkes (V) sundhedsudspil handler om at fiske stemmer inden folketingsvalget, skriver Michael B. Klitgaard.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der har været to reaktioner på regeringens udspil til sundhedsreform med nedlæggelse af regionsrådende, dannelse af ny statslig enhed samt 21 kommunale sundhedsfællesskaber som væsentligste elementer.

Den ene bygger på en analyse af reformens indhold og peger på reformens løse ender, såsom at finansiering og finansieringsmodeller ikke er på plads.

Den anden er en politisk analyse fra kommentariatet, hvorfra det lyder, at reformudspillet er et valgoplæg og Lars Løkkes Rasmussens (V) forsøg på at fastholde regeringsmagten.

Begge analyser rammer forbi skiven. De, der har leveret indholdsanalysen, rammer forbi, fordi de ikke forstår reformudspillets politiske aspekt, mens kommentariatet tror, det handler om vælgere og næste valg snarere end netop politisk indhold.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Der er mange løse ender i regeringens udspil til reform. Den endelige konstruktion på sundhedsfællesskaberne, og hvordan de skal reguleres, ved vi ikke meget om.

Hvordan de skal finansieres, ved vi heller ikke – herunder hvor stort bidraget skal være fra kommunerne, fordelingsnøglen mellem kommunerne inden for de enkelte fællesskaber, og om nogle af de kommunale udgifter ledsages af en statslig refusionsmekanisme.

Hvis Lars Løkke Rasmussen tænkte vælgerpolitisk, hvorfor i alverden så satse butikken på en reform, han og alle andre ved vil splitte Venstre og spænde ben for partiets mulighed for at gå samlet ind i valgkampen?

Michael Baggesen Klitgaard

Hvilke faggrupper, funktioner og administrative opgaver, der skal overgå fra regionerne til kommunerne henholdsvis til det nye statslige Sundhedsvæsen Danmark, står også hen i det uvisse – sammen med en masse andre detaljer.

Fagligt set kunne det være interessant at have viden om disse forhold allerede nu. Men, havde regeringen nu lanceret et udspil med alle ender bundet sammen i en smuk sløjfe, ville det forårsage så stor politisk modstand, at den lige så godt kunne begrave reformen med det samme.

Løse ender åbner derimod for forhandling, og tillader grupperinger, der på forhånd frygter reformen, at komme i dialog med regeringen om, hvordan enderne skal nå sammen.

Det gælder partierne i Folketinget, som regeringen gerne vil have med i en aftale. Det gælder kommunernes organisation, KL, og det gælder berørte medarbejdergrupper og -organisationer.

Et udspil med en detaljeret finansieringsmodel og -nøgle for de kommunale sundhedsfællesskaber ville for eksempel udløse alle brandalarmer i KL-huset på Weidekampsgade.

Det ville stå klart, hvordan finansieringsprofilen påvirker kommunerne under et, men også hvilke kommuner inden for sundhedsfællesskaberne der må imødese tab henholdsvis gevinster.

Regeringen kan på en sådan baggrund imødese konflikt med kommuner, som står til at tabe. På grund af det uklare udspil er situationen nu, at kommunerne under et er glade for, at de kan overtage nye opgaver fra regionerne.

Læs også

Politisk planlægning af reformer efterlader ofte løse ender i de første udspil, så de, der måtte være modstandere, kan gives indflydelse og indlemmes i en konsensusdannelse og samlet set øge chancen for reformens levedygtighed.

Nogle ender er løse af strategiske årsager, andre er det, fordi regeringen ikke i alle detaljer ved, hvad den selv vil. Men bundlinjen er den samme; forudsigelig modstand afmonteres på forhånd.

Løse ender og uklarhed var den præmis, der muliggjorde den store kommunale strukturform tidligere i dette årtusind, hvor amterne blev nedlagt, regionerne dannet, og antallet af kommuner reduceret fra 275 til 98.

Når netop strukturreformen er bagtæppe for den kommende reform, så er det forunderligt, at kommentariatet får øje på en lige linje mellem reformudspillet og regeringens vælgerpolitiske overvejelser.

Fordi der kommer et udspil kort tid inden et valg, er det ikke sikkert, at regeringen tænker udspillet som oplæg til et valg. Og her taler mindst fire forhold imod, at det skulle forholde sig sådan.

1) Regeringsmagt kan hverken vindes eller tabes på administrative reformer som denne, og vi kommer næppe til at tale meget om det nye statslige sundhedsbureaukrati i Aarhus, når valgkampen er skudt i gang.

2) De borgerrettede sider af reformen er ikke en buket af initiativer, regeringen efterfølgende kan tage fat på at implementere som valgløfter.

3) Alle valgkampe indeholder tydelige elementer af sundhedspolitik. Det vil den kommende også gøre. Ikke på grund af denne reform, men fordi det er et af de emner, vælgerne bare mener er vigtigst.

4) Hvis Lars Løkke Rasmussen tænkte vælgerpolitisk, hvorfor i alverden så satse butikken på en reform, han og alle andre ved vil splitte Venstre og spænde ben for partiets mulighed for at gå samlet ind i valgkampen?

Nuvel, reformen er absolut politisk interessant – bare ikke i vælgermæssig betydning. Den er interessant, fordi statsminister Lars Løkke Rasmussen er ved at fuldende den strukturreform, indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen ikke kom i mål med i 2005.

Allerede dengang forsøgte han sig med et rent snit, som udryddede det regionale forvaltningsled i Danmark fra Jordens overflade.

Også dengang havde han sikret sig Kristian Thulesen Dahls velsignelse til manøvren. Men Socialdemokraterne var inderligt imod. Det samme var Venstres lokale bagland, som også dengang nærede alt andet end beundring for centralt planlagte reformprocesser.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ønskede ikke mere ballade med hverken Socialdemokraterne eller Venstre-baglandet end højst nødvendigt, hvorfor kompromisset blev den model, der nu er på vej til at forsvinde.

En model, der i øvrigt har klaret skærene lidt længere end de to valgperioder, den blev spået at kunne overleve. Den politiske overvejelse bag reformen vedrører mere indholdet. Den nuværende statsminister vurderer måske, at han nærmer sig sidste chance for endeligt at henvise det regionale forvaltningsled til en plads i historiebøgerne.

-----

Michael Baggesen Klitgaard er professor i statskundskab ved Syddansk Universitet. Han forsker i politiske processer, magt og indflydelse med et særligt blik for samspillet mellem politiske partier og interessegrupper. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Michael Baggesen Klitgaard

Institutleder og professor, Institut for Politik og Samfund, Aalborg Universitet
ph.d. i offentlig politik (Aalborg Uni. 2004)

0:000:00