Løkke i stort interview: Hellere et godt sundhedsforlig end et bredt forlig

PODCAST: En af de store arkitekter bag nutidens sundhedsvæsen er statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Altinget har besøgt ham til en snak om udfordringerne med sundhedsreformen og skæringspunkterne i 20 års sundhedspolitik. Hør hele podcast-interviewet her.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Ole Nikolaj Møbjerg Toft Signe Løntoft

Abonner på podcasten via iTunes her og Soundcloud her.

I et stort podcast-interview fortæller statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) om den stort anlagte sundhedsreform, som regeringen forventes at gå til valg på.

Statsministeren kommer blandt andet ind på de ideologiske forskelle på Venstres og Socialdemokratiets sundhedspolitik samt en stribe af de historiske milesten og slagsmål i sundhedspolitikken.

Herunder får du nogle smagsprøver fra podcast-interviewet med statsministeren, som Altingets Ole Toft besøgte dagen efter lanceringen af regeringens sundhedsreform.

Tror ikke på forlig med S
Når regeringen om få uger skal til at forhandle med Folketingets partier om den nye sundhedsreform, forventer statsminister Lars Løkke Rasmussen ikke, at Socialdemokratiet indgår et forlig med regeringen.

”Hvis man har lavet annoncer (mod reformen), allerede inden man kender vores forslag, så er det, fordi socialdemokraterne ikke vil lytte til, hvad vi siger,” siger statsminister Lars Løkke Rasmussen med henvisning til de socialdemokratiske annoncer, som aviserne bragte, dagen efter reformen blev fremlagt.

Men S tager ofte borgerlig politik til sig
Udsigten til, at sundhedsreformen bliver et forlig mellem de borgerlige partier, bekymrer imidlertid ikke Lars Løkke Rasmussen.

”Jeg går først og fremmest ind for gode løsninger. Kan de forankres bredt, så er det en fordel. Men der er mange væsentlige ryk, vi har, som er foretaget i samfundet, uden det har været bredt funderet. Men det er det så blevet bagefter,” siger Lars Løkke Rasmussen.

Han peger på, at Socialdemokratiet overordnet set i 2007 var imod strukturreformen, der skabte regionerne, ligesom de var imod efterlønsreformen og dagpengereformen.  

”Men jeg glæder mig over, at man bredt har taget det til sig,” siger Lars Løkke Rasmussen.

Grænser for pres på lægerne
Lars Løkke Rasmussen erkender, at der med regeringens sundhedsudspil er grænser for, hvor meget og hvor hurtigt man kan presse kommuner – og især de praktiserende læger – til at løfte kvaliteten og udføre stadig flere af de sundhedsopgaver, der tidligere lå på sygehusene.

”Vi har brug for, at også de ældre læger bliver hængende nogle flere år i systemet. Vi må ikke presse dem så hårdt, at de hellere vil lukke deres praksis og tage på golfferie,” siger Lars Løkke Rasmussen.

Rygepolitik bliver valgkampstema
I interviewet svarer statsministeren også på, hvorfor reformen stort set ikke indeholder forebyggelsestiltag.

Reformen er rettet mod at behandle de syge, understreger han.

Men med over 13.000 årlige dødsfald er rygning den livsstilsfaktor, der suverænt slår flest danskere ihjel.

Lars Løkke Rasmussen erkender, at der er ”ideologiske barrierer” internt i regeringen, hvor han personligt har en anden holdning. Statsministeren varsler derfor, at Venstre vil tage tobaksforebyggelse op i valgkampen.

”Jeg tror, vi kommer til at tale om dette under og efter valgkampen,” siger statsministeren.

Og meget mere …
Interviewet handler også om de stadig færre ideologiske og politiske forskelle på sundhedsområdet, brugerbetaling, behandlingsgarantierne, realismen i sundhedsreformens mål – og om Lars Løkke Rasmussen selv har et ansvar for, at det nære sundhedsvæsen har haltet bagefter andre dele af sundhedsvæsenet.

Hør selv hele interviewet.

 

Abonner på podcasten via iTunes her og Soundcloud her.

Dokumentation

Minuttal, hvor Løkke taler om:

09.00
Er reformens mål om at flytte 500.000 behandlinger ud af sygehusene og undgå 40.000 indlæggelser urealistisk?

12.24
Hvad skal de 21 sundhedsfællesskaber sikre, som kommuner og regioner ikke gør i dag?

17.29
Alment praktiserende læger og borgmestre får vetoret i de nye sundhedsfællesskaber. Men skal adlyde Sundhedsstyrelsen.

21.30
Sundhedsvæsenet skal køre uden om læger, der ikke kan eller vil udvikle deres lægepraksis. Men ikke fyre dem.

27.28
Hvilket vidensgrundlag bygger regeringen sundhedsreformens løsninger på?

29.30
Forebyggelse og tobak

33.43
Hvor er forskellene i dansk sundhedspolitik?

36.05
Brugerbetaling: Løkke klar til reform af brugerbetaling.
”Men det er en politisk død sild.”

38.20
Hvorfor er der ikke flere brede forlig på sundhedsområdet?

46.55
Hvornår er der er forlig om sundhedsreformen, og hvornår bliver den vedtaget?


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

MF, stifter og politisk leder (M), fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)