Podcast med overlæge på corona-afdeling: Jeg tror ikke, vi får italienske tilstande i Danmark
PODCAST: Forsker og overlæge Thomas Benfield behandler patienter på et af landets særlige coronahospitaler. Hør, hvordan man på Hvidovre Hospital forbereder sig på det værste, og hvorfor Thomas Benfield ikke tror, at sygehusene ender på randen af kollaps som i Italien.
Ole Nikolaj Møbjerg Toft
Journalist - sundhedspolitisk analytikerAbonner i iTunes | Spotify | Acast | RSS
Hvordan driver man et hospital under en epidemi? Og hvad kan de læger, der skal behandle danske coronapatienter, lære af hårdt ramte lande som Italien, Kina og Korea?
Det er nogle af de spørgsmål, som forsker og overlæge Thomas Benfield fra Hvidovre Hospital giver svar på i Altingets særpodcast om coronasmitten.
Thomas Benfield forsker i smitsomme sygdomme og er en af de centrale læger på Hvidovre Hospital, der er det ene af to specialsygehuse, der behandler smitsomme sygdomme. Og forberedelserne har stået på i ugevis.
”Vi prøver at forberede os på det værste,” siger Thomas Benfield, der peger på, at man ikke med sikkerhed kender til sygdommens præcise smittefare og dødelighed.
Infektionsafdeling udvider kapacitet
Thomas Benfield fortæller, at man på Hvidovre Hospital allerede har udvidet den infektionsmedicinske afdeling med en satellitfunktion i en anden bygning. Personalets ferie er aflyst, og afdelingen hjælper i langt mindre grad sygehusets andre afdelinger end normalt. Og flere og flere af sengene på den infektionsmedicinske afdeling bliver reserveret til coronasmittede.
Han anser det ikke som overvejende sandsynligt, at Danmark bliver lige så hårdt ramt som Italien, for ifølge hans vurdering er Danmark bedre stillet på en række felter.
Blandt andet fordi de statslige sundhedsmyndigheder har grebet hurtigt ind for at forsinke smittespredningen.
”Det er meget forskellig dødelighed blandt patienter i lande med store coronaudbrud. Og specielt for Italien så undrer det mig, at det kan komme så vidt i et europæisk land,” siger Thomas Benfield.
Han peger på rapporterne om, at man på norditalienske sygehuse er løbet tør for respiratorkapacitet og mangler intensivpladser. Italien rapporter samtidig om en dødelighed på 2 procent, mens Korea melder om 0,5 procent.
Tidligere vicedirektør tror ikke på respiratormangel
Tidligere vicedirektør på Hvidovre Hospital, Torben Mogensen, der er speciallæge i anæstesi, er også med i denne podcast. Han vurderer, at Danmark udstyrsmæssigt er bedre stillet end italienerne, så der er mindre risiko for, at man løber tør for respiratorkapacitet.
Men både han og Thomas Benfield peger på, at man kan komme til at mangle personale, som er specialiseret i at passe livstruende syge patienter. Det vil man forsøge at løse ved at lade de specialiserede læger og sygeplejersker være instruktører på afdelingerne.
Det betyder ikke, at Thomas Benfield er ubekymret. Blandt andet peger han på, at man på hospitalet kan løbe tør for eksempelvis masker og virustestudstyr, fordi hospitaler i hele verden køber stort ind af dette udstyr lige nu.
"Jeg glæder mig, til vi er et par måneder fremme, så vi ved mere om sygdommen," siger Thomas Benfield, der også sætter en del lid til, at varmere vejr bremser coronasmitten. Hør hvorfor i programmet.
Abonner i iTunes | Spotify | Acast | RSS