Partifælle presser Bramsen i sag om at ignorere EU-regler

UDBUD: Forsvarsminister Trine Bramsen skal svare på spørgsmål fra sit eget partis forsvarsordfører i sagen om i højere grad at se stort på EU-udbudsregler og placere forsvarsordrer i Danmark.

Foto: ft.dk
Andreas Krog

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) har bedt sine embedsmænd se på, om nogle af Forsvarets kommende indkøb og materielanskaffelser kan være med til at kickstarte dansk erhvervsliv efter coronakrisen. Det har trukket en gammel traver af stalden. Nemlig diskussionen om hvorvidt Danmark partout altid skal sende materielanskaffelser i EU-udbud i stedet for at lade danske virksomheder konkurrere om arbejdet - uden udenlandsk indblanding.

I den debat har Socialdemokratiets forsvarsordfører Bjarne Laustsen stillet fire spørgsmål, som hans partifælle nu skal svare på.

Trække sikkerhedskortet
For det første vil Bjarne Laustsen gerne vide hvorfor Danmark ikke griber flere materielanskaffelser an, som Tyskland har gjort ved anskaffelse af flådefartøjet MKS 180. Her har tyskerne nemlig ganske klart erklæret, at det var vitalt for landets sikkerhedsinteresser, at fartøjet bliver bygget i Tyskland. Og derfor skal opgaven ikke sendes i udbud. Det giver EU-traktatens Artikel 346 nemlig mulighed for at undsige sig, hvis det er afgørende for et lands sikkerhedsinteresser at opgaven placeres indenlands.

For det andet vil Laustsen også gerne vide, om Trine Bramsen vil foretage et nabocheck, som viser, hvordan de øvrige Nato- og EU-lande tilrettelægger deres anskaffelse af forsvarsmateriel. Opgørelser har nemlig tidligere vist, at især de store EU-lande er meget tilbøjelige til at trække sikkerhedskortet og placere materielanskaffelserne inden for landets grænser. 

Hos egne virksomheder
Problemstillingen med at sende sine militære anskaffelser i EU-udbud eller lade være med henvisning til landets sikkerhedsinteresser er ikke ny. Det fremgår af et tredje spørgsmål Bjarne Laustsen har stillet.

”Kan ministeren i forlængelse af daværende udenrigsminister, Per Stig Møllers svar til Europaudvalget på L53 spørgsmål 524 (folketingsåret 2007-08, 2. samling) om, at medlemslandene ikke behøver sende materielanskaffelser i udbud, hvis det vurderes at stride imod landets væsentlige sikkerhedsinteresser, forklare, hvorfor Nato- og EU lande som Frankrig, USA, Tyskland, Storbritannien, Spanien og Italien foretager stort set alle forsvarsmaterielle indkøb nationalt hos egne virksomheder, og hvorfor Danmark ikke i samme grad sørger for, at materielanskaffelser sker nationalt hos danske leverandører,” spørger Bjarne Laustsen. 

Ni år siden
Endelig så vil den socialdemokratiske forsvarsordfører gerne have den nuværende forsvarsminister til at forklare hvorfor en helt anden forsvarsminister fra et helt andet parti gjorde som hun gjorde for næsten ni år siden.

”Kan ministeren forklare, hvad formålet var, da daværende forsvarsminister, Gitte Lillelund Bech få uger før folketingsvalget i 2011 ændrede på retningslinjerne, således forsvarets materielanskaffelser også skulle være omfattet af EU's udbudsregler,” spørger Bjarne Laustsen og fortsætter:

”Kan ministeren desuden oplyse, hvad det har betydet for forsvarets materielanskaffelser med hensyn til, om der indkøbes mere fra udlandet og mindre fra dansk forsvarsindustri?”

0:000:00