Portræt af en krigsøkonomi: Ukraines kamp for overlevelse sker ikke kun på slagmarken

BRUXELLES: 25. februar 2022 gjorde Veronika Movchan det, mange andre indbyggere i Kyiv gjorde. Hun tog mod vest. Ud af den ukrainske hovedstad, som dagen inden var blevet gjort til målet for Ruslands magtovertagelse.

Mens præsident Vladimir Putins styrker forsøgte at bane sig vej dybere ind i hendes land fra syd, fra nord og fra øst, flyttede hun ind i familiemedlemmers gamle hus i det vestlige Ukraine, der stod tomt, men var beboeligt.

Da de russiske konvojer så begyndte at sidde fast i mudderet og bryde sammen i stor stil, og det blev tydeligt, at det var lykkedes ukrainerne at afværge den lynkrig, den russiske præsident havde forestillet sig ville være overstået på et par dage, gjorde hun det, som også rigtig mange andre ukrainere gjorde. Hun tog tilbage til Kyiv. Og hun tog på arbejde.

Dermed er forskningsdirektøren i tænketanken Institute of Economic Research and Policy Consulting på mange måde selv et billede på det, der er sket i Ukraines økonomi gennem det år, som det storstilede russiske angreb nu har varet.

”Du tænker krig, og så forestiller du dig straks ødelagte bygninger, flygtninge og den slags. Og at der er et slags tomrum. Men hvis man begynder at tænke over det, så går det op for en, at det kan ikke bare være et tomrum. For hvis der er folk, der bliver ved med at bo et sted, så har de brug for alle de ting, der understøtter deres liv.”

Krigen har vist os, at vi ikke bare kan holde op med at leve og vente på, at krigen slutter.

Veronika Movchan
Forskningsdirektør, Institute of Economic Research

”Krigen har vist os, at vi ikke bare kan holde op med at leve og vente på, at krigen slutter. Vi bliver nødt til at arbejde. Der skal være elektricitet. Derfor skal systemerne løbende repareres. Alle har brug for noget at spise, så der skal produceres mad og leveres til butikkerne. Og for at kunne købe mad, bliver du nødt til at arbejde.”

Det tog dog noget tid, før landets borgere nåede dertil.

”De første par uger var et chok. Alt var lukket. Der så vi en enorm mobilitet. Nogle forlod Ukraine. Nogle flyttede fra Østukraine til Vestukraine, nogle gemte sig i små landsbyer. Der så vi ting forsvinde fra hylderne og alle hamstrede som gale, fordi de var bange for, at der ikke ville være noget mad tilbage.”