SF og DF parat til at ”betale det, det koster”

Det vækker glæde i begge sider af folketingssalen, at det grønlandske landsstyre nu har besluttet at bede Danmark om hjælp til Grønlands store sociale problemer og massive udfordringer med blandt andet seksuelle overgreb og vanrøgt af grønlandske børn.

”Jeg er så glad for, at man i Grønland beder om denne her hjælp,” siger SF's grønlandsordfører, Karsten Hønge.

Det samme er Dansk Folkepartis grønlandsordfører, Søren Espersen, der normalt er ret kritisk over for Grønland, og hvor mange penge Danmark sender til Grønland. I denne sag er der dog næsten ikke grænser for, hvad Søren Espersen er parat til at yde af hjælp.

”Jeg synes, vi skal betale det, det koster, være utrolig generøse og gøre det, der skal gøres,” siger Søren Espersen, der er parat til at sende socialarbejdere, sundhedsfolk, jurister og politifolk afsted.

Det er dejligt at se, at man nu siger, at der er noget, der er vigtigere, end en – synes jeg – dumstædig beslutning om, at man ikke vil tage imod hjælp.

Karsten Hønge
MF, SF

”Jeg håber på et tæt samarbejde mellem Danmark og Grønland i det her. Det er så afgørende vigtigt, at denne her situation bliver løst,” pointerer Søren Espersen.

Truet med at blive væltet
Problemerne har været kendt i årevis, men en tv-dokumentar om forholdene for børnene i den lille by Tasiilaq på Grønlands østkyst har den seneste måned sat en voldsom debat i gang og førte for nylig til, at det grønlandske landsstyre besluttede at bede Danmark om hjælp.

Jeg synes, vi skal betale det, det koster, være utrolig generøse og gøre det, der skal gøres.

Søren Espersen
MF, Dansk Folkeparti

”Det er selvfølgelig tankevækkende, at Naalakkersuit (det grønlandske landsstyre, red.) besluttede at spørge Danmark om hjælp, fordi man var bange for at miste magten,” siger det grønlandske folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen (IA), med henvisning til at beslutningen om at bede om dansk hjælp først kom, efter at et flertal havde truet med at vælte landsstyrekoalitionen. 

Dumstædig beslutning
Problemerne var nævnt i en rapport fra den grønlandske børnetalsmand for få år siden. Dengang tilbød Folketingets grønlandsudvalg hjælp – men blev afvist af landsstyret.

”Der oplevede vi en fuldstændig unødig stædighed, en form for ærekærhed om at man ikke ville tage imod hjælp. Vi sad frustrerede tilbage og kunne kun konstatere, at børnetalsmandens rapport var deprimerende læsning. Vi ville gerne finde midler til det, men man ville ikke tage imod det,” forklarer Karsten Hønge og fortsætter: