Sognepræst: Pressede vi Preben Nielsen til at vælge aktiv dødshjælp?

Som så mange andre blev jeg også berørt af Preben Nielsens fortælling, og hans historie, som den er blevet fortalt i DR-dokumentaren ”På tirsdag skal jeg dø”, er mange steder blevet brugt som et stærkt argument for indførelse af aktiv dødshjælp i Danmark. 

Men nu er Preben Nielsens nære veninde Freja Polonius trådt frem. Og det hun på et af årets sidste dage fortalte i et stort interview i Jyllands-Posten, er for mig at se intet mindre end rystende.

Det er svært helt at slippe tanken om, at dokumentaristernes ønske om at fortælle ”den gode historie”, som det hed, da dokumentaren kom ud, har resulteret i, at de har overhørt tvivlen og overset presset

Inge Marie Kirketerp Hansen
Cand.theol. og sognepræst i Gjellerup Kirke

Det vi ikke så på TV

Hun fortæller selv, at hun kendte Preben Nielsen rigtig godt – fungerede som hans plejer gennem en periode – og havde skrevet bogen ”Min ven vil dø” om Preben Nielsens forløb, ligesom hun medvirkede i DR-dokumentaren. 

Nu delagtiggør hun os i det, vi ifølge hende ikke så på TV: At tvivlen og presset var der. 

En tvivl hos Preben Nielsen om, hvorvidt det var det rigtige at vælge døden. Noget, der ganske lydløst kommunikeres, da man i dokumentaren oplever, hvordan Preben smertes ved at skulle fortælle sin plejesøn, at han snart skal dø. 

Og så presset: Noget, der i min optik slet ikke kommer frem i dokumentaren, men kun fornemmes glimtvis. 

Man kan fornemme det, da Preben helt i begyndelsen af dokumentaren fortæller Anders Lund Madsen, at noget af det sværeste ved hans situation er at være afhængig af andre: Plejerne, sin familie, sine nære.

Som Preben et sted i Freja Polonius’ bog fortæller, så bliver det et spørgsmål om: ”Hvor meget kan man bidrage med, og hvor meget er man til belastning?”. 

Presset var der

Så både tvivlen og presset var der, fortæller Freja Polonius i interviewet. Mellem klippene, mellem linjerne, mellem scenerne.

Det er skræmmende og til at få åndenød af. For det betyder, at vi nu alle sammen må overveje, hvad det mon har betydet, at Preben Nielsen meget tidligt fortalte sine omgivelser, at han ville dø. 

Gjorde det, at han følte sig bundet til sin udmelding? 

Og hvad med tv-holdet? Helt fra begyndelsen af arbejdet med dokumentaren var det ifølge Freja Polonius en aftale, at de skulle komme og følge Preben frem til hans død.

Men vi må spørge: Har deres tilstedeværelse og aftalen givet mindre plads til tvivlen, og til at Preben kunne ombestemme sig.

Preben rejste til Belgien for at modtage aktiv dødshjælp, men i staten Oregon er kun assisteret selvmord tilladt. 

Der viser den offentlige statistik, at cirka to tredjedele af dem, der får tildelt assisteret selvmord og udskrevet recepter, gør brug af dem.

Er Prebens fortælling i virkeligheden en fortælling om, hvordan vi som samfund endnu engang har svigtet et menneske med handicap? Et menneske midt i en livskrise?

Inge Marie Kirketerp Hansen
Cand.theol. og sognepræst i Gjellerup Kirke

Altså er det hver tredje af dem, der ellers havde fået udleveret en recept, der ombestemmer sig. 

I forhold til Preben må vi spørge: Fik tvivlen mindre plads hos Preben? Blev presset øget af omstændighederne? Af omverdenen?

Den gode historie

Det er svært helt at slippe tanken om, at dokumentaristernes ønske om at fortælle ”den gode historie”, som det hed, da dokumentaren kom ud, har resulteret i, at de har overhørt tvivlen og overset presset. 

Noget, der har medført, at vigtige nuancer forsvandt, og jeg derfor sidder tilbage med en fornemmelse af, at der bevidst er klippet og redigeret, så fortællingen om aktiv dødshjælp kunne stå klarere frem. 

Ifølge Jyllands-Posten har DR udtalt til avisen, at de har forbeholdt sig den redaktionelle ret til at klippe til og fra, som de ville. 

Men alle os, der så med foran skærmen dengang, må nu tænke:

Var det, vi så, kun en brøkdel af det sande billede? For som Freja Polonius fortæller både i sin bog og i interviewet, så er hendes oplevelse af sagen meget anderledes end det indtryk, vi bliver givet i dokumentaren. I dokumentaren er tvivlen væk. Presset er væk.

Svigter vi mennesker med handicap?

Vi, der så med, kender kun til det, vi blev vist. Vi hørte, at Prebens beslutning om at dø handlede om kroniske smerter og savnet efter at kunne røre sin hustru.  

Men vi må spørge os selv, hvad det mon ville have betydet for Preben, hvis man ikke blot havde behandlet hans fysiske smerter. Smerter, Preben også selv sagde, sikkert var forbundet med det psykiske. 

Hvis vi absolut vil bruge Preben Nielsens historie som et argument, så er det nu efter Freja Polonius’ udtalelser ganske tydeligt, at den er rykket fra at være et argument for aktiv dødshjælp til at være et skræmmende argument imod

Inge Marie Kirketerp Hansen
Cand.theol. og sognepræst i Gjellerup Kirke

Hvad havde det betydet, hvis man på en helt anden måde havde taget hånd om Preben som et helt menneske: eksistentielt, åndeligt, psykologisk og også socialt?

Er Prebens fortælling i virkeligheden en fortælling om, hvordan vi som samfund endnu engang har svigtet et menneske med handicap? Et menneske midt i en livskrise?

”Jeg tror, han havde valgt livet, hvis vi havde haft mere tid”, fortæller Freja Polonius i interviewet. Hvor kunne man have ønsket, at Preben var blevet set som det menneske, han stadig var. 

At det var lykkedes at nå ind til ham. Måske det kunne have åbnet øjnene på ny – åbnet nye veje til at se det, som den netop afdøde salmedigter Jens Rosendal skrev: 

”At livet, det er livet værd på trods af sorg og stort besvær, på trods af det, der smerter”.

Det er jo netop den erfaring, Ebbe Preisler gjorde sig, og som nu får ham til at sige, at han ikke længere ønsker at dø. Det er meget tankevækkende.

At omsorg, det at blive taget alvorligt, fællesskab, håb, noget at leve for – alt det har givet ham livsmodet igen. Tænk hvis vi var lykkedes med at lade Preben Nielsen opleve det.

Preben Nielsen er ikke et menneske, man sådan lige glemmer igen. Det fornemmede alle vi, der så med i dokumentaren.

Men hvis vi absolut vil bruge Preben Nielsens historie som et argument, så er det nu efter Freja Polonius’ udtalelser ganske tydeligt, at den er rykket fra at være et argument for aktiv dødshjælp til at være et skræmmende argument imod.