Journalist i ny bog: Stadionbyggeri i Afrika er et globalt diplomatisk spil – og de afrikanske ledere spiller det langt bedre, end vi tror

Når Africa Cup of Nations, herrefodboldens største turnering på kontinentet, lørdag 13. januar sparkes i gang med opgøret mellem værterne fra Elfenbenskysten og Guinea-Bissau, bliver det i bemærkels­esværdige rammer.

Både åbningskampen og finalen, der spilles en lille måned senere, afholdes nemlig på det nyopførte Stade Olympique Alassane Quattara.

Med sin kapacitet på 60.000 tilskuerpladser, malet i nationens karakteristiske grønne og orange farver, rangerer stadionet blandt de største i Vestafrika, ligesom det hører til kontinentets mest moderne.

Èn ting er dog arenaens sportslige dimension. En anden er dens geopolitiske.

Når vi taler om Afrika i Vesten, taler vi i virkeligheden oftest om os selv, fordi vi opfatter kontinentet som en kampplads mellem os selv, Kina, Rusland og alle mulige andre. 

Oscar Rothstein
Journalist og forfatter

Akkurat som det er tilfældet for omtrent 100 stadioner i Afrika, er Stade Olympique Alassane Quattara opført i tæt samarbejde med Kina, der igennem nu fem årtier har ydet enten fordelagtige lån til afrikanske sportsfaciliteter eller doneret dem til afrikanske lande.

Aktuelt har to tredjedele af kontinentets 54 stater fået hjælp fra Kina til stadionbyggerier.  

”Stadiondiplomati” er Kinas ageren i Afrika blevet døbt, og fænomenet er da også blevet behandlet i vestlige medier med fokus på Kinas strategiske hensigter, hvad end de drejer sig om naturressourcer, adgang til infrastruktur eller at styrke den kinesiske politiske selvfortælling om den altruistiske giver, der står i modsætning til det belærende Vesten.

Men ifølge Oscar Rothstein, forfatter til ”Det lysende hjerte – Passion og magt i afrikansk fodbold”, der netop er udgivet, går ét træk igen i dækningen af såvel det kinesiske stadiondiplomati som de øvrige begivenheder i Afrika.

Kontinentet opfattes som var det brætspil, en blank spilleplade, hvor de hjemlige aktører ingen agens eller selvstændig vilje har. Og det betragter Rothstein som emblematisk for det vestlige blik på Afrika:

”Når vi taler om Afrika i Vesten, taler vi i virkeligheden oftest om os selv, fordi vi opfatter kontinentet som en kampplads mellem os selv, Kina, Rusland og alle mulige andre. Men man kan ikke ’vinde’ eller ’tabe’ Afrika, og når man forstår kontinentet sådan, er det dybt nedladende overfor de 1,2 milliarder mennesker, der bor der,” siger Rothstein til Altinget.

Afrika som geopolitisk aktør

Oscar Rothstein har tidligere skrevet om international fodbold for blandt andre Zetland og Information, og i dag er han journalist med fokus på Afrika på det undersøgende medie Danwatch.

”Det lysende hjerte” er hans forsøg på at gå kritisk til de klicheer og forståelser, der florerer om Afrika, og som oftest viser sig i forskellige varianter på tværs af sfærer, der er tæt forbundne, herunder sportens og politikkens, fortæller han.

Det være sig idéen om den afrikanske målmand som en utilregnelig excentriker, der er mere kattekrop end hjerne. Det være sig i forestillingen om, at Det Afrikanske Fodboldforbund, CAF, ikke kan lede sig selv.

Eller altså forståelsen af at Kommunistpartiet kan få, hvad det vil have i Afrika, hvis den kinesiske stat blot bygger et fodboldstadion.

Min pointe er, at de afrikanske landes ledere i virkeligheden gør helt det modsatte af, hvad vi forestiller os.

Oscar Rothstein
Journalist og forfatter

Hvorfor er vores idé om stadiondiplomatiet ikke retvisende?

”Det fortegnede ved den er, at vi kun har fokus på, hvad den eksterne aktør har af ambitioner, og at vi antager, at Kina efter forgodtbefindende kan lægge sine interesser ned over de afrikanske partnerlande. At det er forhandlingsfrit at lave politik i Afrika. Men sådan er det jo ikke.”

”Selvfølgelig er der ulige magtforhold, når Kina vil lave forretninger med Somalia, Senegal eller Elfenbenskysten. Men ingen af magthaverne i de lande sidder bare og nikker. De har egne idéer og interesser og er også drevet af indenrigspolitiske hensyn.”

Ifølge Rothstein vidner Kinas stadiondiplomati om, at Kineserne har forstået, hvor ”rablende besatte” af fodbold mange afrikanere er.

Siden kolonimagterne bogstaveligt talt i sin tid ankom med fodbolden på deres skibe, er sporten blevet allemandseje og således også til politisk kapital.