Tabet af Frederiksberg er også en mulighed for Pape

Kommunalvalget blev en konservativ succes. En stor en af slagsen. Partiet har vundet borgmesterposter i Kolding, Aabenraa, Vejen og Bornholm i konservativ sammenhæng jomfruelig jord. Og så er partiet blevet det store borgerlige parti i en række større byer, herunder Aarhus, København og Odense.

Der er bare lige et skår i glæden. Et voldsomt et, faktisk. Frederiksberg er tabt efter 112 år. Så medens De Konservative kan løbe rundt med armene i vejret og råbe ”Pape Power”, har Socialdemokraterne stjålet det, som i konservative kredse går for at være arvesølvet.

Men tabet af Frederiksberg er ikke bare et nederlag, det er også en mulighed for De Konservative og en indikation på et parti, som er ved at lykkes med at bryde fri af sine gamle reservater og blive et reelt folkeparti.

På Frederiksberg gik flere ting galt. Partiets fejrede unge stjerne, Simon Aggesen, var ikke i stand til at løfte arven efter Jørgen Glenthøj. Hvor sidstnævnte indgød en vis respekt i kraft af sin grå besindighed, er Simon Aggesen mest blevet kendt for en celeber boligspekulationssag, som udover den unge borgmester selv involverede den legendariske lurendrejer Marcel de Sade og nogle tilsyneladende meget godtroende skikkelser i Dansk Bibelskole.

Selvom borgmesteren ikke har foretaget sig noget ulovligt, har sagen klæbet til ham. Det er ikke svært at forstå. Ikke alene minder hele affæren om noget, der kunne have været et afsnit af Matador, den vender også på radikal vis vrangen ud på de forestillinger om ordentlighed og redelighed, som traditionelt har båret partiets image. I særdeleshed på Frederiksberg.

Her kan man fornuftigvis indvende, at De Konservative faktisk gik frem på Frederiksberg. Tre procentpoint. Fremgangen blegner imidlertid i forhold til partiets fremgang i resten af landet. Og en væsentlig del af fremgangen skyldes givet vist en klassisk ”rally round the flag”- bevægelse hos borgerlige vælgere. Venstre gik således tilbage. Banneret var større end stemmetallet, som partiets spidskandidat Jan E. Jørgensen bemærkede.

Frederiksbergs Konservative har ikke været i stand til at høste frugterne af Søren Papes succes på landsplan. Med til partiets vanskeligheder hører desuden en markant ændret demografi i kommunen. Der er kommet færre ældre og flere yngre; færre med en historie på Frederiksberg og flere tilflyttere.

Det ville under alle omstændigheder have krævet mere end bare rene hænder at fastholde magten på det, der var den grønne ø i det røde hav.

Det virkeligt interessante er imidlertid, at tabet af Frederiksberg og sejren ude i landet skriver sig ind i Det Konservative Folkepartis udvikling til et mere bredt funderet parti. Søren Pape havde gjort det til et succeskriterium, at partiet vandt en borgmesterpost vest for Storebælt, og det mål har partiet i den grad nået.

Det er bemærkelsesværdigt af én særlig grund. Der findes noget i den konservative partimytologi, der kaldes Frederiksberg-konservatismen. Det er en betegnelse for en særlig tradition inden for partiet, en bestræbelse på netop at være et bredt og folkeligt parti.

Tabet af Frederiksberg er også befrielsen fra Frederiksberg-konservatismens privilegerede status i partiet.

Christian Egander Skov

Faktisk er det lidt en reminiscens fra den tid, hvor De Konservative ubetinget var det store borgerlige parti i alle landets købstæder. Dengang var det kun De Konservative, der kunne hamle op med Socialdemokratiet. Venstre hørte til på landet. Dengang talte man også om for eksempel Århus-konservatismen.

I kappestriden om særligt funktionærvælgerne lagde De Konservative sig på en linje, hvor man på den økonomiske politik bøjede af fra borgerlig dogmatik, og hvor man desuden i sin retorik og kommunikation gjorde, hvad man kunne, for at lægge afstand til den opfattelse, at man var et parti for overklassen og den højere middelklasse. Denne socialkonservative linje lå i slipstrømmen efter det konservative partikoryfæ John Christmas Møllers moderate konservatisme.

På Frederiksberg var det en af Christmas Møllers politiske lærlinge Aksel Møller, der kom til at stå for udmøntningen af denne folkelige konservatisme som borgermester i årene 1948-1950 og 1954-1958.

Den konservative politiker og forfatter Nikolaj Bøgh, der selv sidder i byrådet for De Konservative på Frederiksberg er en af dem, der flittigst har forsøgt at sætte ord på, hvad det vil sige at være Frederiksberg-konservativ. Det har han blandt andet gjort i en anbefalelsesværdig bog Brdr. Møller fra 2007 og i en større artikel i Årsskriftet Critique fra 2014. Bøgh har i sidstnævnte publikation beskrevet Aksel Møllers konservatisme således:

”en national – og socialkonservativ linje og gav den en kant og en skarphed, som konservativ politik næppe havde haft tidligere. Han stod for en klar opslutning til de klassiske nationale værdier – dem, man også kan beskrive med den klassiske konservative treenighed Gud, konge og fædreland. Og det var altså ikke blot som en stilfærdig kærlighed til landet, til Dronningen og til folkekirken, men som et klart fundament for den politik, som Aksel Møller og hans generation af konservative stod for”

Spørgsmålet er bare om det nu også holder for en nærmere efterprøvning. Det, der har fastholdt Frederiksberg som Frederiksberg har netop været en konservatisme, der ikke var så konservativ så det gjorde noget. En slags pragmatisme, der kombinerede en evne til at repræsentere det solide, men moderne borgerskabs værdier med dyder som en vis ansvarlighed og mådehold i den kommunale administration, der ikke mindst i sammenligning med den store nabo til øst, syd, nord og vest – altså København – har fået Frederiksberg til at fremstå som en mønsterkommune.

Men ude omkring i landet har den selvbevidste Frederiksbergkonservatismes angivelige folkelighed mere lignet en art sluttet eksklusivitet.

Det har ikke været de almene boliger på Frederiksberg men de solide patriciervillaer, man har tænkt på, når man har tænkt på Frederiksberg. For udenforstående har Frederiksbergkonservatisme handlet mere om blåhårede damer end om folkelighed, mere om et parti, der forsøgte at slibe kanterne af sig end at vise kant.

Ja, og på Frederiksberg har man også været sig bevidst, at man repræsenterede en anden opfattelse af, hvad Det Konservative Folkeparti var, skulle og måtte være end Søren Pape.

Derfor er tabet af Frederiksberg ikke bare et nederlag, men også en mulighed, en indikation på en forskydning af den folkelige konservatismes geografiske, sociale og værdimæssige udgangspunkt. Tabet af Frederiksberg er også befrielsen fra Frederiksberg-konservatismens privilegerede status i partiet.

Sagt på en anden måde: Juvelen er faldet ud af kronen, men så kan prinsen danse så meget desto lettere.