Efter historisk vælgerlussing står Norges socialdemokrati foran en uundgåelig diskussion

Krav om fratræden

Når valgresultatet er så ringe, kommer diskussionen om mennesker og politisk retning uundgåeligt.

Jonas Gahr Støre har tidligere forsøgt at nedtone dramaet oven på en detronisering af Høyre. Selvom han erkendte nederlaget i en partilederrunde mandag, var hovedbudskabet, at den underliggende årsag til vælgernes utilfredshed er de eksterne kriser, som hans regering har håndteret:

Høje elpriser, inflation, stigende renter, krig i Ukraine og en række habilitetssager i hans egen regering.

"Nu er der tegn på, at vi er på vej til at kontrollere inflationen," lød det fra partiformanden undervejs i debatten.

De første opfordringer om at træde tilbage og behovet for en kursændring kom, ikke længe efter at valgresultatet stod klart. Hvor alvorligt det vil udvikle sig internt i partiet er for tidligt at sige. Det er i høj grad op til Støres ledelse at håndtere.

Utilfredsheden kommer fra det norske LO (paraplyorganisation for landets fagforeninger, red.) og Arbeiderpartiet i Oslo. Problemet for Støre – og Arbeiderpartiet – er, at de to grene af den socialdemokratiske familie udgør forskellige forskellige strømninger, hvilket i sig selv illustrerer, at partiet har skubbet vigtige beslutninger foran sig.

Støre er ikke problemet

Naturligvis er rampelyset rettet mod partilederen, når resultaterne udebliver.

Min vurdering er, at Jonas Gahr Støre ikke er problemet i Arbeiderpartiets tilfælde. De, der har fulgt valgkampen, har set en partileder, der har arbejdet ekstremt hårdt, og som håndterer de forskellige roller, en politiker i et moderne mediesamfund må påtage sig, godt. Udfordringen for Støre er, at han med sin baggrund ikke har den forankring i sit eget parti, som en leder er afhængig af, for at have et manøvrerum.

Naturligvis er rampelyset rettet mod partilederen, når resultaterne mangler. Min vurdering er, at Jonas Gahr Støre ikke er problemet. De, der har fulgt valgkampen, har set en partileder, der har arbejdet ekstremt hårdt.

Magnus Takvam
Politisk kommentator, Altinget Norge

Da han var ny partileder, så Støre selv udfordringen og lagde vægt på at opbygge tillid til den daværende LO-formand, Gerd Kristiansen, og han rekrutterede rådgivere med rødder i fagbevægelsen. Men en række begivenheder i kølvandet på et valgnederlag i 2017, den såkaldte Giske-sag og interne konflikter betød, at Støre ikke voksede tilstrækkeligt sammen med hele partiet.

Selvom ansvaret i høj grad er Støres eget, er ingen klar til at tage over nu. Støre var tidligt ude og pegede på Tonje Brenna som ny næstformand før partiets landsmøde i foråret, og hun opfattes som hans kandidat til som en ny leder for partiet – men med tiden. Tiden er ikke inde nu.

Ingen ideologisk højrefløjsbølge

Høyre og højrefløjspartiet Fremskrittspartiet er valgets vindere. Det er de sammen med Industri- og Næringspartiet (INP), som er det nye industri- og erhvervsparti, og det socialliberale parti Venstre.

Valget var ikke udtryk for et ideologisk højreskifte i samfundet, men viser samtidig, at et moderat liberalt-konservativt parti som Erna Solbergs Høyre har appelleret langt ind i traditionelle socialdemokratiske vælgergrupper. Det illustrerer resultatet i Arbeiderpartiets højborge som eksempelvis Trondheim.

Hvem var egentlig i stand til at se forskel på de to store partier i Trondheim?

Kombinationen af et – i vælgernes øjne – moderat dygtigt konservativt parti med et aggressivt Fremskridtsparti, der hamrede løs på regeringens manglende vilje til at løse fattigdomsproblemet, var en vindende formel.

Ny strategi for både Høyre og Arbeiderpartiet

Ved dette lokalvalg var Arbeiderpartiet den store taber, og Høyre vandt. For begge store partier er dette imidlertid et øjebliksbillede: Arbeiderpartiet har – udløst af mandagens nederlag – sine umiddelbare og vanskelige udfordringer med hensyn til sin fremtidige vej og strategi.

På kort sigt er situationen ikke akut for Høyre. Partiet har vundet ny magt og positionerer sig til et regeringsvalg om to år.

Samtidig viser valget, at Høyre også kan komme til at træffe lignende valg. Spørgsmålet om at isolere Fremskridtspartiet i byer som Oslo og i stedet vælge samarbejde med eksempelvis Venstre og Miljøpartiet De Grønne ved kommunalvalget er et konkret udtryk for det.

Også i Høyre er der både vælgere og partimedlemmer, der ønsker at gå den vej. Måske bliver både Høyre og Arbeiderpartiet nødt til at orientere sig på ny, selv om søgelyset på kort sigt er rettet mod dem, der tabte dette valg.