Trump den ensomme

Jeg kan ikke holde op med at være ret fascineret af Trump-maleriet The Republican Club, hvor Donald Trump sidder sammen med Eisenhower, Roosevelt, Ford, Reagan, George Bush junior og senior, Nixon og Lincoln. Og ikke mindst, hvad det siger om ham, at han har hængt det op i Det Hvide Hus.

Det er jeg tydeligvis ikke ene om.

I de seneste dage har der været tweets på tweets og flere artikler om det. De fleste har været ret hånende som talkshow-værten fra den amerikanske tv-station ABC, Jimmy Kimmel. ”Dette mesterværk hænger i Det Hvide Hus,” sagde han ironisk og grinende mandag aften.

I The Guardian havde man også ironien fremme og kaldte det et ”majestætisk kunstværk.” Kunstneren selv, Andy Thomas, der har specialiseret sig i motiver fra Det Vilde Vesten, har sagt, at han var overrasket, men også at han ikke er satiriker.

Trump vil gerne have nogle rigtige venner, men evner ikke at få nogen, fordi han behandler alle relationer som en arbejdsrelation, hvor han er CEO'en.

Esben Schjørring
Magasinredaktør, Altinget

Der er selvfølgelig også noget lidt latterligt over det. Men bagved megalomanien og det selvforherligende ved at fremstille sig selv som tronfølger i den republikanske kongerække, inklusive Lincoln, kigger der jo en dyb ensomhed frem.

Det fællesskab, du ikke har
Trump er på en måde en tilhænger af en radikal form for talehandlingsteori; han tror, at det er nok, at han siger det ene eller det andet, for at det bliver sandt, og ofte gælder det jo egne meritter, der altid er fra øverste hylde. Han dyrker sig selv som vinder og unikum.

Det er vel også det, han ser i Andy Thomas’ maleri – han er inkarnationen af USA's sjæl. Men samtidig fremstiller det jo en fyraftenssituation, hvor fællesskabet er frivilligt og venskabeligt og kærligt. Allerede her er der en spænding mellem eneren og fællesskabet. King Richard-paradokset kan man kalde det; sejrherren er også den ultimativt ensomme.

Den spænding bliver skærpet af selve det, at han har det hængende i Det Hvide Hus. Han har fyret og ansat i ét væk, og som den britiske idéhistoriker David Runciman skrev i sin anmeldelse af Bob Woodwards nye bog om Trump Fear, er det, som om CEO'ens prærogativ med at hyre og fyre er selve magtens essens for Trump.

Alligevel har han et billede hængende, der ligesom reklamerne for øl eller whisky betjener sig af drømmen om (mande-)fællesskabet, hvor man udenfor arbejdssfæren kan leve det autentiske liv og det sande venskab. Køb Jameson og få det fællesskab, du gerne vil have (men som du ikke har).

Det er umuligt ikke at se det maleri som udtryk for det samme. Trump vil gerne have nogle rigtige venner, men evner ikke at få nogen, fordi han behandler alle relationer som en arbejdsrelation, hvor han er CEO'en.

Det er så reflekteret i, at han på maleriet kun kan være venner med andre, som også er CEO's – hvoraf han er blevet undsagt af alle dem, der stadig er i live.

Trump bliver konstant undermineret af sit eget ønske om at blive set og anerkendt som en stor person. Han tror, han kan blive det ved selv at sige det, samtidig med at netop det, at han siger det, er selve udtrykket for, at han ikke er en stor person.

Uden andres anerkendelse bliver man ikke en autoritet, og det kræver en vis lighed og gensidighed mellem én selv og dem, man gerne vil anerkendes af. Hvis man gør alle relationer til et spørgsmål om vindere og tabere, sådan som Trump gør, mister man den mulighed – så er der kun én selv tilbage.

Og så drømmen om anerkendelse, som netop kun er en drøm, der aldrig kan krydse grænsen til virkeligheden – The Republican Club er de døde præsidenters klub. Reagan kan ikke – også selvom han ville (det ville han ikke) – adle Trump som sin ligemand. Så når Trump har The Republican Club hængende på sit kontor, afslører han også en mærkelig ureflekteret længsel efter ægte menneskelig anerkendelse og dermed også en dyb ensomhed, han ikke selv evner at forløse.

Kitsch og kunst
Groucho Marx sagde engang, at han ikke ønskede at være medlem af en klub, der ville have ham som medlem. Med Trump er det omvendt. Han vil gerne være medlem af klub, der ikke vil (eller kan) optage ham.

Og det er det, der gør Andy Thomas’ maleri, i hvert fald den udgave, der hænger i Det Hvide Hus, til kunst – selvom det ellers er kitsch in extremis.

Hvor kitsch opererer med ét budskab og utilsløret går efter én følelsesmæssigt reaktion, som er indberegnet på forhånd (det grædende barn), er kunstværket kendetegnet ved hele tiden at overskride sig selv og sin egen umiddelbare intention. Der er noget Hoppersk ensomt over The Republican Club.