Analyse af 
Gitte Skotby-Young Ballenstedt

Kolonihavedramaet på TV 2 udstiller den giftige krise, der plager vores demokrati

Sidste afsnit af dokumentarserien 'Balladen om kolonihaven' er rullet over skærmen. I fire afsnit har havedramaet vist os, hvorfor vores fælles demokrati har lige så trange kår som mælkebøtterne i ukrudtfacisternes haver.

Dokumentarserien 'Balladen om kolonihaven' på TV 2 tilbyder en interessant mulighed for at forstå en af tidens mest kritiske problemstillinger: at demokratiet er i krise.
Dokumentarserien 'Balladen om kolonihaven' på TV 2 tilbyder en interessant mulighed for at forstå en af tidens mest kritiske problemstillinger: at demokratiet er i krise.Foto: TV 2 Danmark
Gitte Skotby-Young Ballenstedt

(SPOILERS: Læs ikke videre, hvis du ikke ønsker at få handling og afslutning afsløret i 'Balladen om kolonihaven')

Hvis Christiansborg var en forening, hvilken forening ville det så være?

Åbenbart en kolonihaveforening, hvis man søger svar i TV 2-dokumentaren 'Balladen om kolonihaven'. 

Dokumentarserien, som man kunne fristes til at kalde en slags 'Borgen' for civilsamfundet, tager os i fire afsnit gennem livet og trængslerne i den nordjyske kolonihaveforening Haveselskabet Jørgen Berthelsens Minde.

Omdrejningspunktet er bestyrelsen, formanden – både en ny og en gammel – og anstrengelserne for at skabe mere fællesskab, når en ny generation af unge haveejere ruller ind med nye ideer og drømme, mens en ældre generation gerne vil bevare det, der er. 

Med nøje udvalgte radioindslag kobler udsendelsen Christiansborg-dynamikker direkte til haveforeningens skærmydsler med sprog og associationer, der ligger lige til højrebenet.

Læs også

Hvis man undlader at stoppe ved den konklusion, at der da er mange paralleller, tilbyder dokumentaren en interessant mulighed for at forstå en af tidens mest kritiske (og mest fluffy) problemstillinger: at demokratiet er i krise. 

Den forståelse tager udgangspunkt i to antagelser.

Først og fremmest den grundlæggende og ærkedanske forståelse af, at demokratiet læres i civilsamfundets foreningsliv. Det er hverdagsdemokratiet i kolonihaverne, skolebestyrelser og brugsforeninger, som ruster os til andre politiske fora.

For det andet at TV 2-dokumentaren er repræsentativ for flere foreningsfællesskaber end det, den skildrer.

Har man købt de to præmisser, kan man i 'Balladen om Kolonihaven' – midt i fascination eller genkendelse over døde duer og ukrudtsfascisme – finde en række forklaringer på krisen i 'det store demokrati'. Her kommer nogle af dem.

Når demokrati føles som flertalsdiktatur  

Serien skydes i gang med, at haveforeningens formand gennem 30 år, Inger, væltes af pinden. Et flertal blandt de yngre haveejere har i smug besluttet at indstille en modkandidat, Finn, til formandsposten. Han er dog nok nærmere de 60 end de 20 år.

Mindretallet føler sig i den grad kanøflet. Både i og uden for haveforeningens hække

Selvom formandsskiftet vedtages på legitim vis med et flertal på generalforsamlingen, er den efterfølgende retorik på sin egen stilfærdige måde voldsom med udtryk som “kup” og “en dolk i ryggen”.

Den væltede formands fløj afholder sig heller ikke fra at beskylde den nye formand for at være magtfuldkommen og egenrådig, selvom de aldrig bruger de to ord direkte. Ord, man skal have været både døv og blind for ikke at associere med de seneste år i dansk toppolitik.

Både i foreningspolitik og toppolitik udspringer hovedpinen af to centrale spørgsmål: Hvordan udlever man i praksis demokratiet som flertallets ret til at beslutte, samtidig med at man tager hensyn til mindretallet? Og hvad sker der, når flertallet skifter?

Både i makro- og mikrokosmos virker opgaven svær. Det kan både danske minkavlere og haveforeningens tilhængere af de seks timer lange generalforsamlinger (som altid er blevet afholdt en fredag aften, men under den nye formand er flyttet til en onsdag) skrive under på. 

Mindretallet føler sig i den grad kanøflet. Både i og uden for haveforeningens hække. Måske som følge af tonen i eller manglen på kommunikation, måske som følge af historie, arv og følelser, der ikke lader sig overliste af argumenter og regelrethed. Eller af noget helt tredje.

Generationskløfter handler ikke bare om alder 

Mange foreninger har døjet med at slå “sådan plejer vi at gøre”-mantraet ihjel på en respektfuld men eftertrykkelig måde. 

Med andre ord at anerkende det store arbejde, som tidligere generationer har lagt, og samtidig befri nye kræfter fra følelsen af, at de kun gør det godt nok, hvis de kopierer deres forgængere.

Læs også

Men hvordan undgår man, at fornyelse per definition bliver betragtet som kritik af tidligere praksis og ikke mindst de mennesker, der står bag traditionerne? 

I ‘Balladen om Kolonihaven’ bikser de medvirkende på hver deres mislykkede måde med den svære opgave. For hvordan bygger man bro mellem dem, der foretrækker deres egen families selskab og en høj hæk, og dem, der trofast tropper op til banko i fælleshuset, uden at nogen føler sig afvist?  

I alle demokratiske fællesskaber – partiforeninger som haveforeninger – er et generationsskifte en udfordring. For det er ikke blot aldersgrupper, men også værdier og synet på det gode liv, der brydes.

At få nye medborgere i alle samfundets fællesskaber til at påtage sig et tillidshverv, der som regel også er forbundet med timevis af frivilligt arbejde, er krævende. Og udsigten til skældud over, at der mangler is i fælleshusets fryser, er ikke en banger af en salgstale.

Samtidig er det på sin vis forståeligt, at bestyrelsesmedlemmet Susanne, der tilhører den gamle garde, men som også har en central rolle som brobygger, kører sur i at tage de andre bestyrelsesmedlemmers vagter. Hendes pligtfølelse hindrer hende i bare at lade cafeen sejle, men ikke i at brokke sig over sit martyrium.

Og hvem gider egentlig række hånden op til en bestyrelsespost, hvis takken er trusler på sms og iskolde blikke på havegangene? Ikke mange – og det er ikke så sært.

Polarisering er et stort ord at bruge om en kolonihaveforening, men det er lige før, det ikke er for stort at bruge om Haveselskabet Jørgen Berthelsens Minde

Demokratisk samtale i hårdknude  

Udvikling og fremskridt er som regel vokset frem af en konflikt – eller som minimum en situation, hvor mennesker med forskellige interesser er nødsaget til at finde en fælles løsning. 

I ideelle demokratier opnår man den slags gennem samtale. Dialog. Grundreglen er, at alle holdninger tæller og er lige meget værd. Men i kolonihaven er den dialog eller samtale enten forstummet eller forkrøblet.

Parterne taler grimt om hinanden bag de impliceredes ryg, direkte til kameraet eller via sociale medier og sms-beskeder. Altså gennem envejskanaler, som hurtigt accelererer konfliktniveauet.

Med andre ord er respekten for modparten gået fløjten. I hvert fald i det her mikrokosmos, og med de politiske nyhedsklip fra radioavisen vil dokumentaren lade os forstå, at kolonifolket ikke er ene om den brist.

Hvis vi går med på præmissen om, at situationen i kolonihaven kan tages til indtægt for en generel udvikling i samfundet og foreningslivet, sidder man efter dokumentaren tilbage med indtrykket af et dysfunktionelt hverdagsdemokrati, hvor selv de mest basale spilleregler er sat ud af kraft. 

Også selvom man er velvidende om, at det er i den skarptskårne ende af skalaen.

Gift for demokratiet

Polarisering er et stort ord at bruge om en kolonihaveforening, men det er lige før, det ikke er for stort at bruge om Haveselskabet Jørgen Berthelsens Minde.

Læs også

Hvis noget er gift for et demokrati, er det polarisering, hvor man ikke blot er uenig, men også nærer dybt fjendtlige følelser på grænsen til had over for sin modstander.

I kolonihaveforeningen ender fodfejl, dårlig kommunikation og ægte dilemmaer med at spænde ben for de gode hensigter og ønsket om at forene fornyelse og tradition i ét fællesskab. 

Flere bestyrelsesmedlemmer ender med at kaste håndklædet i ringen – og til sidst følger formanden Finn også trop. 

TV 2 har efterfølgende oplyst, at Finn siden optagelserne er genopstillet og valgt til formand, fordi ingen andre ønskede sig jobbet.

Det føles dog ikke som en opmuntring. Det føles snarere som en lakonisk bekræftelse af det lidt platte mundheld om, at vi har de folkevalgte, vi fortjener. Når vi nu ikke – selvom vi er utilfredse – selv gider stille op.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00