Vi er blevet en nation af brokkerøve

Det kan være så træls!

Når man kommer en halv time senere hjem, fordi trafikken er gået i kludder, især fordi byen er et trafikkaos og motorvejen er anlagt med kun latterlige to spor. Når Postnord har smølet, igen, og man ikke får sin pakke til tiden, så man ikke når at sætte det nye gear på inden cykelturen med gutterne i weekenden.

Eller når ventelisterne på sygehusene, igen-igen, forsinker moster Annes udredning. Og når vi hører, at sygeplejerskerne ikke gider mere og forlader deres stillinger, at vi mangler dygtige ingeniører og der mangler personale i børneinstitutionerne, så lille Alexander lever livet farligere uden det normerede opsyn.

Journalistik drives af konflikt, og politisk kommunikation næres lystigt af dels andre partiers klovnerier, dels varme sager, der får medvind i medierne. Derfor er valgkampe også ilt til bålet af brok over alt fra, hvad det koster samfundet at holde i kø på underdimensionerede motorveje, at den kollektive trafik er for dyr for brugerne, klimaplanerne mere snak end handling og at skatten er for høj.

Valgkampe er virkelig et flammehav, der nærer brok, både det professionelle og det private, og der er faktisk ingen grænser. Efterårets valgkamp var ingen undtagelse.

Det er i grunden en skam. For er det hele så galt fat i Danmark? 

Det er det jo ret beset ikke. Faktisk som i slet ikke.

Vi kan spørge os selv: Hvor vil jeg helst være syg og blive indlagt? Herhjemme? Eller i et sydeuropæisk land? Ungarn?

Søren Søndergaard

Det bedste kan være det godes fjende, og i jagten på verdensklasse overser vi mange gange det gode, der, trods alt, er – og forsømmer derfor at glæde os over, hvor godt og velfungerende et land, vi lever i.

Vi har mad og rent, rindende vand. 

Lad nu ikke eksemplerne fra Køge, Aalborg og et par andre steder, hvor man kortvarigt må koge vand ind i mellem, fordi der kan opstå uheld også på vandværker, styre den reelle oplevelse: Vi har rent, rindende vand. Og ofte smager det endda drøngodt, direkte fra hanen. Vi skal passe på det, ja, for der er forurening i for mange boringer. Men vi er altså trods alt milevidt fra at være tvunget til at købe hundedyr flaskevand, fordi vores postevand smager af klor.

Vi har strøm, og vi har varme. Vi har endda en energiinfrastruktur i ja, verdensklasse. Og ja, den er ved at blive udfordret, dels fordi vi dropper russisk gas hurtigere end vi er i stand til at sætte noget andet i stedet, dels fordi vi har taget en række ambitiøse politiske beslutninger om grøn omstilling og klimamål, der kræver nye og forstærket infrastruktur - som vi endnu ikke har.

Men det ændrer jo de facto ikke ved realiteten: Når vi sætter et stik i en kontakt, får vi strøm. Og når vi skruer op for radiatoren, fordi der er minus 13 grader udenfor, bliver der dejligt varmt indenfor.

Når vi bliver syge, kan vi komme til lægen eller på sygehuset. 

Ikke altid bare lige, ikke altid uden ventetid eller hurtigt nok. Men tilset og behandlet bliver vi. På et niveau, store dele af verden misunder os.

Alligevel er vores bekymring for sundhedsvæsenet så stor, at det var det emne, flest vælgere fandt mest afgørende i oktober måneds valgkamp.

Men vi kan vel bare spørge os selv: Hvor vil jeg helst være syg og blive indlagt? Herhjemme? Eller i et sydeuropæisk land? Ungarn?

Med stor rette kan vi spørge hinanden, om det hele fungerer godt nok og hurtigt nok i sundhedsvæsenet i betragtning af de høje skatter, vi betaler? Nej, det gør det ikke. 

Men er det hele ved at falde sammen om ørerne på os? Nej, det det ikke. Plads til forbedring – god plads, desværre – er ikke det samme som sammenbrud. Heller ikke, når ventetiden på en simpel scanning af en fod tager en krig, og lidt til. Ifølge en artikel i Altinget i december står det set i et europæisk perspektiv værre til med danskernes alkoholforbrug end med sundhedsvæsenet, der er ”velfungerende” i sammenligningen indenfor EU.

Topskatten italesættes nærmest som et overgreb

Søren Søndergaard

Vores børn kommer i skole. Og de lærer faktisk noget.

Det er ikke en automatik verden over. Hverken det første eller det andet. Langt flere i verden får dog bedre undervisning, end de fleste i vesten har en tendens til at tro, når de bliver spurgt. 

Danske skolebørn har den ekstra fordel, at de lærer meget, og de lærer hurtigt. Måske også lidt for hurtigt? For mange af dem er i voksende antal ikke glade nok for deres skolegang, og notorisk for mange forlader folkeskolen med en ubrugelig afgangsprøve. Det er dog ikke grund nok til at jamre hele skolevæsenet ned i det hedeste, hule Helvede – selv om Lærerforeningen desværre i årevis har gjort sit til at tale faget og skolen ned.

Spørger man de fleste danske forældre med børn i skolen, om de hellere ville have deres lille yndlingspode til at gå i en gennemsnitlig amerikansk public school fremfor den nærværende danske med beskidte toiletter, dårligt indeklima og inventar fra sidste årtusinde, er jeg ret sikker på svaret. Trods alt brokkeriet. Folkeskolen kan, og skal, blive langt bedre! Men værdiløs er den langt fra, og den er slet ikke brast sammen.

Vores transportinfrastruktur – veje, skinner, havne og lufthavne – fungerer. Faktisk er det i verdensklasse. 

De danske havne rangeres af World Economic Forum blandt verdens mest effektive, aktuelt som nummer seks på ranglisten.

Det er ikke en given ting. Det gælder eksempelvis ikke i Kina, der har verdens største havne.