Svend Brinkmann: Selv i krisetider lever vi videre – også når Fanden kravler på væggen

Gennem en kvart million år har mennesket klaret den ene krise efter den anden, men hvis vi kun må tænke og tale optimistisk, så rammer skuffelsen så meget desto hårdere, når virkeligheden ikke lever op til vores positive visualisering af den, skriver Svend Brinkmann.

Det bliver ikke let fremover, men tidens krav om at præstere, være unik og innovativ gør det ikke ligefrem lettere, skriver Svend Brinkmann.Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix

Svend Brinkmann

Professor, Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet, forfatter

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I december havde jeg fornøjelsen af at medvirke i "Året der gik", som er DR’s store nytårsprogram optaget i Koncerthuset.

Jeg skulle på som sidste indslag sammen med livsstilseksperten Anne Glad, lige før Gulddreng skulle runde det hele af med en sang. Vi skulle drøfte, hvordan det er muligt at leve som menneske i en tid med så mange kriser – knyttet til klima, krig, energi, inflation og hele remsen.

Jeg havde godt nok fået at vide, at vi gerne måtte løfte stemningen lidt – det var trods alt underholdning i den bedste sendetid – men jeg var selvfølgelig nødt til at svare ærligt på spørgsmålene.

Hvad fik jeg så sagt? Jo, jeg nævnte, at vi har været mennesker i cirka en kvart million år, og at der i den tid løbende har været pandemier, naturkatastrofer og krige.

Man skal ikke male fanden på væggen, men når han nu engang hænger der i stort format, er det nu engang bedst lige at tale lidt om det
Svend Brinkmann
Professor og forfatter

Vi er så nogen, der har levet en del af vores liv i det lille vindue mellem murens fald og tvillingetårnenes fald, og fordi vi fik nogle afgørende livserfaringer i de år, troede mange af os noget naivt, at dette skulle være normaltilstanden for verden. Selv om det nok nærmere var undtagelsen.

De seneste par århundreder har nemlig bevidnet voldsomme konflikter og verdenskrige – men selvfølgelig også civilisatoriske, tekniske og demokratiske fremskridt – så alt i alt er der ikke noget, der tyder på, at de kommende år bliver lette og konfliktfri. Det har altid været svært at være menneske og lave samfund.

Sådan cirka sagde jeg, og da den ene vært afsluttede interviewet med at sige "således opmuntret", vidste jeg, at den var gal. Da udsendelsen var slut, nævnte jeg halvt i sjov for den anden dygtige vært, at det måske var blevet lidt dystert til sidst, og så svarede hun bekræftende og i fuld alvor, at de nok ville blive nødt til at klippe noget af det ud. Det endte de også med at gøre, og tilbage stod en række halve pointer fra mig.

Jeg må indrømme, at jeg blev overrasket. For jeg havde nok regnet med, at familien Danmark kunne holde til en dosis realisme. Mon ikke det snarere er det evige pres om at se alting i et positivt skær – at vi partout skal bruge enhver nok så tragisk eller kritisk anledning til noget godt og udviklende – der har gjort os ude af stand til at acceptere kendsgerningerne?

Man skal ikke male fanden på væggen, men når han nu engang hænger der i stort format, er det nu engang bedst lige at tale lidt om det.

Mit udsagn om, at vi har været mennesker i en kvart million år, var faktisk tænkt som opbyggeligt og håbgivende, selv om det måske lød modsat. Vi har nemlig klaret alt muligt, så vi klarer nok også de nuværende kriser.

Problemet er, at hvis vi kun må tænke og tale optimistisk, så rammer skuffelsen så meget desto hårdere, når virkeligheden ikke lever op til vores positive visualisering af den. Men omvendt skal vi heller ikke grave os ned i et sort hul. Så hvordan finder vi balancen?

Læs også

Tør SVM-regeringen lave en CO2-afgift, der gør ondt på Politiken-farisæerne fra Østerbro? Jeg tvivler, desværre

Kommentar

Heldigvis fik vi i 2022 svaret fra den skønne sanger Andreas Odbjerg, der skrev nummeret "Hvad skal verden med sådan en som mig?" til DR’s programserie "Min sang til Danmark". Den har så fin en tekst og taler lige ind i mistrivselskrisen (dér var endnu en krise).

Jeg’et i sangen har aldrig fået 12, kan ikke finde ud af så meget, slår sig hårdt og når ikke bussen. Men som det lyder i omkvædet (der stadig giver mig gåsehud, selv om jeg har hørt det 100 gange): "Jeg var et mirakel / fra den dag jeg blev født / uh la uh la uh la uh / vent og se / jeg skal nok få styr på det."

Den poetiske sandhed er, at det er et mirakel, at vi fødes og lever. Filosoffen Hannah Arendt kaldte det "natalitet", men vi kan sagtens nøjes med Odbjergs hverdagslyrik i denne sammenhæng.

Mennesker har ikke værdi i kraft af deres dygtighed og præstationer. Vi har værdi, alene fordi vi findes. Og fordi vi findes, kan vi "se på solen bli' orange / Årh… hvor er det bare smukt", som han synger. Odbjergs sang er ingen overoptimistisk jeg-kan-alt-hymne, men er tværtimod en bekræftelse på, at vi alle er her på helt mirakuløs vis, hvilket vi har vi lov til at være, også selv om vi ikke opnår fantastiske ting og egentlig synes, det hele er lidt svært.

Odbjerg optrådte også med sangen i DR’s nytårsprogram, og den står for mig som det bedste popnummer fra 2022. Svaret på spørgsmålet "Hvad skal verden med sådan en som mig?" er, at verden skal ingenting med sådan en som mig. Vi skal stoppe med at skulle noget med hinanden hele tiden og tillægge os selv værdi ud fra, om vi lever op til alle krav om at skulle, burde, ville, turde – ja, fortsæt selv rækken af modalverber.

Mennesker har ikke værdi, fordi de er præstationsredskaber, men fordi de findes, endda i en verden, der er vidunderlig på trods af alle kriser.

Vent og se. Vi skal nok få styr på det
Svend Brinkmann
Professor og forfatter

2022 var året, hvor vi (måske) sagde farvel til corona som en samfundskritisk sygdom, men hvor vi til gengæld fik krig i Europa, alt imens klimakrisen forværres, og klodens biodiversitet bliver ødelagt. Det bliver ikke let fremover, men tidens krav om at præstere, være unik og innovativ gør det ikke ligefrem lettere.

Hvis jeg må komme med et nytårsønske for 2023, så skal det være, at vi fremover bliver bedre til at værdsætte natur, kultur og mennesker i al deres væren uden konstant at kræve performance og optimering. Vi var mirakler fra den dag, vi blev født, og det vigtigste er måske at passe på dette mirakel uden konstant at kræve mere, mere, mere.

Internationalt er forskere og filosoffer ved at få øjnene op for værdien i at vedligeholde verden, drage omsorg for det, der findes, og passe på det, før det forsvinder. Det gælder selvfølgelig naturen og arterne, men det gælder også demokratiet, menneskerettighederne, kulturarven, og måske også postvæsenet, høfligheden, medmenneskeligheden, sansen for godt håndværk og evnen til at sy en lap på et par hullede bukser.

På engelsk taler man om "the maintainers", altså de "vedligeholdere", der opretholder den almindelige menneskelige eksistens frem for at praktisere disruption og innovation. Det er dem, der har evnerne til at pleje det værende – lige fra veje, gamle huse, parker og til sociale relationer og praksisfællesskaber – og som der er stærkt brug for i en amokløbende verden ramt af kriser.

Vent og se. Vi skal nok få styr på det. Især hvis vi lærer at værdsætte det mirakel, at vi findes endnu.

Godt nytår!

Politik har aldrig været vigtigere