Von der Leyen er storfavorit til fem år mere i toppen af EU, men vejen derop er ikke uden faldgruber

Den tidligere forsvarsminister og socialminister fra Tyskland blev tværtimod hevet op som en kanin af hatten af de europæiske stats- og regeringsledere, da de ikke var tilfredse med nogen af de kandidater, som de europæiske partifamilier og grupperne i Europa-Parlamentet havde fået til at føre kampagne for jobbet.

Ursula von der Leyen havde ikke deltaget i nogen af de offentlige debatter om Europa som del af den såkaldte "spitzenkandidat-proces", og hun var næsten lige så ukendt i Europa-Parlamentet, som hun var blandt de europæiske befolkninger uden for Tyskland.

Men det var hende, regeringscheferne ville have, og så blev det bare sådan. Det skabte en del modvilje og mistro i Strasbourg, der var lige ved at spænde ben for hende.

Startskuddet til kapløbet om EU’s topposter bliver givet af regeringslederne. Men på målstregen står Europa-Parlamentet. 

Kun en håndfuld stemmer fra en fiasko

Forløbet dengang er værd at huske, når den tyske politiker torsdag bliver udnævnt som officiel kandidat til sit eget job under de europæiske konservatives partikongres i Bukarest.

Lige nu forventer stort set alle, ikke mindst i den konservative partisammenslutning EPP, at Ursula von der Leyens vej til endnu et femårigt mandat som EU’s topchef vil blive banet uden de store svinkeærinder frem til sommerens chefkabale i Bruxelles.

Alt tyder på, at et overvældende flertal af de nationale ledere gerne vil udpege den 65-årige, lægeuddannede tysker igen.

Hvorfor så gøre så meget ud af at være "kandidat", at "stille op" og føre en eller anden form for "valgkamp", kunne man spørge? Svaret er, at det faktisk var lige ved at gå galt i 2019.

Stats- og regeringsledernes gennemtrumfning af Ursula von der Leyen for fem år siden betød, at hun kun med nød og næppe blev godkendt i Parlamentet med 383 af 733 afgivne stemmer. Kun 10 stemmer fra den tærskel på 374 (halvdelen af det samlede antal parlamentsmedlemmer), der var minimum for at blive kommissionsformand.

Konservativ kroning afgør ikke alt på forhånd

Det skete på trods af, at regeringerne var blevet enige om hende. Og på trods af, at de konservative også dengang var dominerende; både i Europa-Parlamentet og når regeringscheferne samles til topmøder.

Derfor kan Europas konservative ikke tage alt for givet, selv om de for tiden styrer 12 af de 27 medlemslandes regeringer – fra Sverige og Finland mod nord til Grækenland mod syd, fra Polen i øst og til Irland i vest. Og selv om Ursula von der Leyen også har støtte fra både Tysklands socialdemokratiske kansler og Frankrigs liberale præsident.

Startskuddet til kapløbet om EU’s topposter bliver givet af regeringslederne. Men på målstregen står Europa-Parlamentet. De skal stemme om først kommissionsformanden alene og siden hele den samlede EU-Kommission.

Hvis der ikke er flertal, er der ingen kommission.

Ursula von der Leyen ved kun alt for godt, at Bruxelles og Strasbourg er et minefelt, selv om hun ude i de fleste europæiske hovedstæders regeringsbygninger er respekteret for de senere års håndfaste krisestyring.

Kriseformanden har også gjort sig upopulær

Mange regeringsledere har været tilfredse med den aktivistiske kommissionsformands dristige satsninger på alt fra vaccineindkøb til økonomiske genopretningsplaner, Ukraine-støtte og indgreb i det europæiske energimarked. Von der Leyen har taget initiativ til meget, der ville have været utænkeligt i EU for bare få år siden.

Hendes fremfærd har imidlertid også tromlet mange andre ned. Derfor har hun ikke kun skaffet sig venner undervejs, hverken internt i Kommissionen eller blandt de politiske grupper i Europa-Parlamentet. Man behøver ikke grave ret dybt, før frustrationerne og modviljen bobler frem.

Hos andre kommissærer og højtstående funktionærer i Kommissionen har bekymringen over formandens enegang længe været så stor, at den nok i en mindre kriseramt periode ville være blevet udtrykt offentligt. Den manglende tillid til og fra hendes eget embedsværk er et ulmende problem, der risikerer at blusse op, hvis Ursula von der Leyen får fem år mere.

Inden da er det imidlertid Europa-Parlamentet, der skal overbevises. Von der Leyen er i den senere tid løbet ind i så skarp modstand mod hendes grønne dagsorden – der ellers har været et flagskib – at hun for tiden padler baglæns af al kraft.

Von der Leyen er i den senere tid løbet ind i så skarp modstand mod hendes grønne dagsorden – der ellers har været et flagskib – at hun for tiden padler baglæns af al kraft.

Modstand og tilbageslag i Parlamentet

Det er kommissionsformandens egen borgerlige fløj i Parlamentet, som her op til valgkampen har modsat sig alskens ambitiøs lovgivning om klimaregler, miljøbeskyttelse og naturgenopretning.

Mens landmændene demonstrerer og industrien kræver bedre konkurrencevilkår overfor Kina og USA, så er Ursula von der Leyens kommission begyndt at droppe eller udskyde det ene forslag efter det andet. Pludselig er der intet kvantificeret nyt klimakrav til landmændene, ingen ambitiøse og langsigtede nye regler om pesticider, fødevaremærkning, kemikalier eller dyrevelfærd. Ikke lige nu!

Denne vending for at berolige landbruget, industrien og det borgerlige Europa risikerer til gengæld at genoplive mistroen til Ursula von der Leyen på venstrefløjen og blandt de grønne politikere i Europa-Parlamentet.

Den seneste tid har vist, hvordan den tidligere så dristige kommissionsformand er begyndt at gå balancegang mellem centrumhøjre og centrumvenstre, mens den yderste højrefløj drømmer om en mulighed for at vælte det hele.

Den ukendte balance efter valget

Her ligger den største ubekendte for Ursula von der Leyen: Det er ikke det nuværende parlament (hvor hun allerede er udfordret), der skal godkende hende og hendes kommission i sommeren og efteråret. Det er et nyvalgt og muligvis endnu mere aggressivt parlament, som vi først kender efter europaparlamentsvalget 6.-9. juni.

Ganske vist tyder meningsmålingerne på, at den konservative partifamilie igen vil ende som Europas største, og at gruppen af socialdemokrater og socialister igen vil ligge på andenpladsen. Men målingerne tyder også på, at den tredjestørste politiske kraft denne gang kunne blive højrenationalisterne eller de nationalkonservative – mens de liberale og De Grønne omvendt står til at miste indflydelse i EU’s folkeforsamling.

Den erfarne politiker er godt klar over, at balancen kan tippe i en retning, der pludselig gør det sværere for hende at fortsætte som EU’s topchef, end man skulle tro.

Von der Leyen har gjort det klart, at hun kun kan samarbejde med partier, der støtter Europas demokratiske værdier, retsstatens principper og Ukraines forsvar mod Ruslands angrebskrig. Men hun har omhyggeligt undgået at afvise nogen bestemte, navngivne partier eller grupper på højrefløjen. Den erfarne politiker er nemlig godt klar over, at balancen kan tippe i en retning, der pludselig gør det sværere for hende at fortsætte som EU’s topchef, end man skulle tro.

Torsdag i Bukarest bliver hun officielt konservativ kandidat til at lede Kommissionen fem år mere. Lige nu er det svært at få øje på nogen fra Europas andre partifamilier, der kan eller vil gøre hende rangen stridig. Alligevel bliver hendes endelige genudnævnelse senere på året næppe nogen udramatisk kroning.

Den vil skulle vedtages som del af en ny og kompliceret magtbalance i toppen af et kriseramt Europa. Og hvis det lykkes, så vil det indvarsle en ny og mindst lige så politisk sprængfarlig mandatperiode for Ursula von der Leyen resten af dette årti.